Nogle gange kan det være svært at vide hvad, man skal gøre.
Næh, det er sgu altid svært, at vide, hvad man skal gøre. I visse tilfælde ved vi måske, hvad vi bør gøre, men vide det kan man aldrig. Skal jeg f. eks. fortsætte denne tekst, som indtil videre ikke ser ud til at føre noget brugbart med sig? Hvor skulle du vide det fra! Du ved heller ikke en skid.
Det klør i fingrene efter at skrive, og jeg havde ikke nogen særlig plan for form eller indhold, da jeg satte mig herhen. Hensigten er egentlig bare at skrive dét ned, der falder mig ind. Gaaaabende kedsommeligt, ikke? Det kan næsten kun gå galt.
På den anden side, håber jeg på, at der falder et guldkort eller to af. Alene dét faktum, at jeg fejlagtigt skrev guldkort i stedet for guldkorn er vel lidt værd. Et guldkort kan man vel altid bruge. Guldkorn smager til gengæld helt forfærdeligt. Tænk, at man kan være bekendt, at sende sådan noget på markedet. Nå, der er jo nogen, der kan lide det, så jeg fletter næbet. Eller lukker ventilen, som min søde kollega og ven sagde forleden. Hun er altid god for en sprogblomst, selv om det virker som om, hun ikke har så grønne fingre for tiden. Måske venter hun bare på foråret, før hun igen kan høste en ny buket. Så må jeg klare med mig tørrede blomster indtil da. Jeg overvejer at give hende en pose kunstgødning til jul. Nu er der jo bare dét, at jeg er lidt modstander af kunstige ting. Det bliver bare lidt for klamt, hvis hun skal have en kilo gylle eller hestegødning.
Dèr har vi det igen. Svært at vide, hvad man skal gøre. Hvis du har erfaringer med at forære nogen form for gødning til folk, der bor i lejlighed, så giv mig lige et tip, okay?
Jeg er ikke god til at finde på julegaver til konen. Jeg er jo mand. [blindgyde - ikke mere at sige om dét]
Det er længe siden, jeg har blogget. Skal jeg poste dette på min blog? Det kan da godt være. Der er ikke så mange, der ved, hvorfor jeg begyndte på min blog. Men det fortsatte i hvert fald et stykke tid, hvor jeg fik skrevet nogle meget forskelligtartede indlæg. Der er ikke noget retning, men det er vel også mest bare (STOP! IKKE FLERE BIORD NU!) for at få lidt afløb for den evigt ulmende skrivekløe, som ikke kan tilfredsstilles af arbejdsmails og Facebook-opdateringer.
I tilfælde af, at jeg lægger dette på bloggen, kan jeg jo lige så godt komme med en opdatering på mit liv. Huset er solgt. Jeg gad ikke alt dét med at holde have, skovle sne, bekymring for pludselig skader samt mit traume med dryppende vand, som Jydsk Tagteknik har givet mig. Jeg var om ikke et nervevrag så i hvert fald ubehageligt til mode, hver gang det regnede, eller når jeg i andre sammenhænge hørte dryppende lyde, fordi de var nogle narhatte, da de i sin tid de skiftede vores tagplader. Arbejdet er sikkert lavet fint, men processen (der involverede vand i stuen) og deres efterfølgende overlegenhed efterlod mig lettere traumatiseret. Det lyder dramatisk, men det skal ses i lyset af, at jeg i forvejen havde en rigtig skidt vinter og derfor var letpåvirkelig. Den dag i dag kan jeg blive lidt utilpas, når jeg hører dryp-lyde..
Nå, men vi er flyttet i en lejet lejlghed for at få mere ro på det hele. Ingen have og andre sure vedligeholdelsespligter! Desværre måtte jeg hurtigt sande, at jeg ikke kan tåle lejligheden. Det lugter forfærdeligt af kælder i soveværelset, og jeg kan ikke tåle at sove derinde. Jeg går konstant rundt med irriterede slimhinder, så vi flytter til naboblokken lige om lidt.
Det er lige overfor Sønnikes bedste legekammerat fra børnehaven, så det er helt fint. Vi får desuden et ekstra værelse til konens hobbysysler. Vi er rigtig glade for området, så det var en rigtig beslutning at flytte. Men igen: Det var svært at vide, om det var det rigtige. Jeg var rigtig ked af at forlade huset, for det var et virkelig dejligt hus, og vi befandt os rigtig godt i det. Altså lige bortset fra havearbejde, dryptraume osv.
Jeg har i et tidligere indlæg (ja, nu har jeg vist bare besluttet, at dette ender på bloggen) teaset for, at jeg er begyndt at gå til nogle behandlinger. Jeg har tøvet lidt med at komme nærmere ind på det, for jeg gider ikke høre på folk, der siger, at de har hørt det ene eller andet om, at det er humbug osv. Jeg skal nok fortælle, hvad det er, men jeg gider ingen kritiske kommentarer, for det er jo nok sådan med alternativ behandlinger, at en del af effekten er suggestiv og i høj grad afhænger af éns egen indstilling. Det skal ingen ikke ødelægge med en lam kommentar!
Nå, men jeg frekventerer altså en body-sds-terapeut. Jeg holder mig til behandlinger og hjemlige åndedræts- og afslapningsøvelser. Da jeg har de største problemer om vinteren, har jeg ikke besøgt hende så meget henover sommeren, men jeg regner med at øge frekvensen til vinter, hvis det bliver nødvendigt.. Behandlingerne, der inkluderer samtale, har hjulpet mig til at reflektere over nogle ting og til at få ryddet op i ting, der skabte uro. Desuden skal Ann C. Schødts blog have noget af æren for, at jeg har fået lidt bedre styr på mig selv, og hvordan jeg fungerer (og hvorfor). Hun gør det nemmere at forstå på begreber som introversion, begavelse, sensitivitet og perfektionisme. Hun sætter dem sammen - og ind i dagligdags sammenhænge. Det er godt at få sat nogle ord og beskrivelser på ting, man egentlig godt vidste om sig selv.
Nu er det weekend! Hav en dejlig én af slagsen!
* * *
Husk, at du kan følge bloggen her:
fredag den 7. november 2014
søndag den 27. april 2014
Beretning fra sygelejet
Jeg ligger i sengen og har ondt af mig selv. Det må man godt have, når man lige har været gennem en lille uge med diaré, kvalme og hvad deraf følger. De første dage var jeg på arbejde, for det var egentlig mest et problem om aftenen, men fredag morgen måtte jeg gribe til sidste udvej: Sygemeldingen
.
Udover at man som mand per definition SKAL have lidt ekstra ondt af sig selv, bør man vel også gøre sig overvejelser om, hvorfor man har det sådan. Skyldes det madforgiftning? Har jeg glemt at vaske hænder, før jeg spiste madpakken? Er det stressrelateret? Eller er det bare et trick fra regeringen, for at jeg ikke skal lægge for meget mærke til dem? Måske kan jeg ikke længere tåle broccoli? Får jeg mon for lidt bacon? Eller bare for lidt?
Konen skulle på arbejde lørdag, så Sønnike måtte sendes på ferie hos bedste og farfar, for jeg var intet værd.
Påsken er min allertravleste tid på arbejdet, og det er ingen tvivl om, at den også er FOR travl, men for en kort periode går det jo nok. Problemet opstår, når det kombineres med en i forvejen overspekulativ og for tiden desuden beslutningstynget og rastløs tankevirksomhed.Det irriterer mig virkelig, at jeg ikke har en masse overskud til min familie for ikke at tale om andre pligter og opgaver, man sådan går og roder sig ind i.
Det er ret påfaldende, at jeg ikke som tidligere kan finde lidt ro med ret enkle midler, som blot kræver, at jeg tager mig lidt tid. Tidligere kunne jeg tage noget... vi kunne kalde det semihypnotisk eller semimeditativ tale fra mp3-afspilleren i ørerne eller sætte mig på en bænk ved stranden og opnå en god afspændende effekt, men det virker ikke for tiden.
Der skal ske noget! Det kommer der også til. Spørgsmålet er hvornår.
.
Udover at man som mand per definition SKAL have lidt ekstra ondt af sig selv, bør man vel også gøre sig overvejelser om, hvorfor man har det sådan. Skyldes det madforgiftning? Har jeg glemt at vaske hænder, før jeg spiste madpakken? Er det stressrelateret? Eller er det bare et trick fra regeringen, for at jeg ikke skal lægge for meget mærke til dem? Måske kan jeg ikke længere tåle broccoli? Får jeg mon for lidt bacon? Eller bare for lidt?
Konen skulle på arbejde lørdag, så Sønnike måtte sendes på ferie hos bedste og farfar, for jeg var intet værd.
Påsken er min allertravleste tid på arbejdet, og det er ingen tvivl om, at den også er FOR travl, men for en kort periode går det jo nok. Problemet opstår, når det kombineres med en i forvejen overspekulativ og for tiden desuden beslutningstynget og rastløs tankevirksomhed.Det irriterer mig virkelig, at jeg ikke har en masse overskud til min familie for ikke at tale om andre pligter og opgaver, man sådan går og roder sig ind i.
Det er ret påfaldende, at jeg ikke som tidligere kan finde lidt ro med ret enkle midler, som blot kræver, at jeg tager mig lidt tid. Tidligere kunne jeg tage noget... vi kunne kalde det semihypnotisk eller semimeditativ tale fra mp3-afspilleren i ørerne eller sætte mig på en bænk ved stranden og opnå en god afspændende effekt, men det virker ikke for tiden.
Der skal ske noget! Det kommer der også til. Spørgsmålet er hvornår.
onsdag den 26. marts 2014
Er puslespil kun for børn?
Jeg er i det bedste humør længe. Små brikker i dét, vi kalder livet, falder på plads, og jeg aner konturerne af et fint billede, selv om jeg ikke helt kan se hvad det forestiller. I morgen ryger nogle af brikkerne sikkert på gulvet igen, men så må jeg samle dem op. Lige nu glæder jeg mig bare over de brikker, der ligger, hvor de skal.
Selv om man er god til at lægge puslespil, kan det store universelle, 4-dimensionelle motiv godt nok være svært at gennemskue, fordi brikkerne kan vende på flere måder og alligevel passes ind i helheden. Det giver ingen mening, men hvem siger, at det er meningen, at vi skal kende meningen!
Jeg arbejder på at rydde ud i de ting, der er med til at skabe "Error 570 Information Overload", og jeg fornemmer, at det hjælper.
Jeg ved det ikke, men vi siger bare, at det hovedsageligt skyldes mit eget fokus på sagen. Det er nemmere at forholde sig til.
I mellemtiden kan jeg glæde mig over, at min kone fortsat er smuk og at Sønnike gerne vil have børn fra børnehaven med hjem. I efteråret havde han sin første play date. Den anden dreng havde i samme anledning også SIN første play date, og siden har de besøgt hinanden nogle gange, og nu er ønsket om andre, navngivne legekammerater fra børnehaven begyndt at melde sig.
Kan I huske, da vi var børn? Dengang lavede man sgu ikke play dates. Man gik ud på vejen eller over på fodboldbanen og fandt nogen at lege med. Nemlig! Hvad er grunden til, at børn ikke kan dét længere? Er forældrene unødigt pylrede, eller er der større usikkerhed forbundet med at færdes frit nu til dags? Vi er i hvert fald mere pylrede end vores forældre (var dengang), men noget af det er måske nok kørt lidt for meget op af medierne. Er det reelt flere børnelokkere, blottere og båthoveder end for 30 år siden?
Sikkert ikke. Okay, nu er han jo heller ikke fyldt fire endnu. Da jeg var fire, tror jeg bare, jeg var derhjemme, når jeg ikke var i børnehave. CHOK, chok, hok ok ok... (forstår man ekko-effekten à la Harske Hubbi?)
Ja, sådan var livet så enkelt dengang. Der var ikke nogen, der tænkte i sociale kompetencer og handlingsplaner. Vi klarer os da meget godt, ikke?
Selv om man er god til at lægge puslespil, kan det store universelle, 4-dimensionelle motiv godt nok være svært at gennemskue, fordi brikkerne kan vende på flere måder og alligevel passes ind i helheden. Det giver ingen mening, men hvem siger, at det er meningen, at vi skal kende meningen!
Jeg arbejder på at rydde ud i de ting, der er med til at skabe "Error 570 Information Overload", og jeg fornemmer, at det hjælper.
- Er der tale om en placebo-effekt?
- Er det kosmos, der tilfældigvis nu er ved at få overtaget ved hjælp af [indsæt selv svævemde forklaring badet i lilla dis] ?
- Er det en fugl?
- Er det et fl... nej, formentlig ikke
Jeg ved det ikke, men vi siger bare, at det hovedsageligt skyldes mit eget fokus på sagen. Det er nemmere at forholde sig til.
I mellemtiden kan jeg glæde mig over, at min kone fortsat er smuk og at Sønnike gerne vil have børn fra børnehaven med hjem. I efteråret havde han sin første play date. Den anden dreng havde i samme anledning også SIN første play date, og siden har de besøgt hinanden nogle gange, og nu er ønsket om andre, navngivne legekammerater fra børnehaven begyndt at melde sig.
Kan I huske, da vi var børn? Dengang lavede man sgu ikke play dates. Man gik ud på vejen eller over på fodboldbanen og fandt nogen at lege med. Nemlig! Hvad er grunden til, at børn ikke kan dét længere? Er forældrene unødigt pylrede, eller er der større usikkerhed forbundet med at færdes frit nu til dags? Vi er i hvert fald mere pylrede end vores forældre (var dengang), men noget af det er måske nok kørt lidt for meget op af medierne. Er det reelt flere børnelokkere, blottere og båthoveder end for 30 år siden?
Sikkert ikke. Okay, nu er han jo heller ikke fyldt fire endnu. Da jeg var fire, tror jeg bare, jeg var derhjemme, når jeg ikke var i børnehave. CHOK, chok, hok ok ok... (forstår man ekko-effekten à la Harske Hubbi?)
Ja, sådan var livet så enkelt dengang. Der var ikke nogen, der tænkte i sociale kompetencer og handlingsplaner. Vi klarer os da meget godt, ikke?
onsdag den 12. marts 2014
Pandekager og sæler med krummer af kiks
Det er godt nok længe siden, jeg har skrevet. Faktisk over en måned. Ikke fordi, der ikke har været noget at skrive om, for en måned er alligevel længe, ikke? Jeg har bare været mentalt indisponeret. Jeg døjer med en utrolig lav stresstærskel for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der skal ingenting til, så jeg får behandlinger hos... nej, det er vist et andet indlæg. Lige nu har jeg mindst fire indlæg i hovedet, men det her er jo kun ét indlæg, så jeg tror, jeg prøver at begrænse mig lidt. Men i hvert fald har jeg taget konsekvensen og forsøger at justere lidt hist og her i håbet om lidt mere ro. Blandt andet er jeg i skrivende stund ikke på Facebook. Min profil er deaktiveret og har været det i en lille uge, tror jeg. Når jeg poster dette indlæg, aktiverer jeg den lige igen, og så må vi se, hvordan det går. Men som sagt, mere om alt det her senere.
(...)
Det tager sin tid at komme i gang, for foran mig står en tallerken med kiks og mit Pink Floyd-krus med lakrids-the.
Jeg har det sådan, at hvis der står noget spiseligt i nærheden, kan jeg ikke koncentrere mig, men det er jo ret hyggeligt at have det med i sine gøremål. Jeg skal ikke tage mad med hen til fjernsynet, hvis jeg f. eks. skal se sport. Jeg ser ikke en hel masse sport, men det er et godt eksempel, da det meste andet godt kan høres, mens man spiser, uden at man går glip at indholdet, men det er lidt svært at se fodbold med hovedet nede i tallerkenen.
Nå, det var ikke det jeg ville. [the- og kiksepause igen] Jeg synes, det er megafedt, at vi efterhånden kan spille en hel masse spil med Sønnike. Vi elsker brætspil, og det gør han også. Først kommer vendespil (du kalder det måske huskespil? Okay, så!), og andre simple spil, der ikke nødvendigvis kræver en god strategisk sans. Det er fint nok, fordi man kan bruge dem til at øve ord, tal osv, men nu er vi nået til de spil, hvor der rent faktisk er en lille smule ved det. Bevares, det er måske stadig på et niveau, hvor en gruppe utroligt veludviklede, genmanipulerede chimpanser formenlig kunne oplæres til det, men jeg tager da mig selv i at håbe på, at jeg vinder, fordi der rent faktisk er både et plot, en opgave og et strejf af strategi (jeg kan ikke lige finde et bedre ord for dét faktum, at det ikke er 100% tilfældigheder, der afgør spillet).
Sønnikes to favoritter lige nu er et to meter langt Busytown-spil og et Rasmus Klump Pandekagespil. Busytown er et ét-holdsspil med en blanding af forskellige elementer, hvor man både skal finde ting, vælge den korteste vej og samarbejde og nå samlet i mål, før det er for sent, så det er ikke bare en monoton flytten brikker fra start til slut.
Pandekagespillet er et individuelt brætspil, hvor det gælder om at samle ingredienser til pandekager og nå i mål som den første.
Det er altså dejligt, at han er så vild med at spille, og jeg kan ikke vente med at finde det gaaamle Matador frem, som jeg kan huske, at min far spillede med mig, da jeg var lille, og som jeg stadig kan finde på at spille med min bror, omend det er lidt vel længe siden. Ludo burde vi vel også snart kunne spille (altså mig og Sønnike).
Og så skrev jeg noget med sæler i titlen. Ja, men så får I lige dén også, selv om det egentlig hører til stress-indlægget. Forleden skulle jeg til bageren og valgte dén, der lå længst væk, så det blev i bil (som om jeg tager cyklen, hvis det er den lokale bager). På min vej slog jeg et smut ned forbi stranden og...
* * *
Husk, at du kan følge med her:
(...)
Det tager sin tid at komme i gang, for foran mig står en tallerken med kiks og mit Pink Floyd-krus med lakrids-the.
Nå, det var ikke det jeg ville. [the- og kiksepause igen] Jeg synes, det er megafedt, at vi efterhånden kan spille en hel masse spil med Sønnike. Vi elsker brætspil, og det gør han også. Først kommer vendespil (du kalder det måske huskespil? Okay, så!), og andre simple spil, der ikke nødvendigvis kræver en god strategisk sans. Det er fint nok, fordi man kan bruge dem til at øve ord, tal osv, men nu er vi nået til de spil, hvor der rent faktisk er en lille smule ved det. Bevares, det er måske stadig på et niveau, hvor en gruppe utroligt veludviklede, genmanipulerede chimpanser formenlig kunne oplæres til det, men jeg tager da mig selv i at håbe på, at jeg vinder, fordi der rent faktisk er både et plot, en opgave og et strejf af strategi (jeg kan ikke lige finde et bedre ord for dét faktum, at det ikke er 100% tilfældigheder, der afgør spillet).
 |
| (Nej, dette er ikke sponsoreret) |
Pandekagespillet er et individuelt brætspil, hvor det gælder om at samle ingredienser til pandekager og nå i mål som den første.
Det er altså dejligt, at han er så vild med at spille, og jeg kan ikke vente med at finde det gaaamle Matador frem, som jeg kan huske, at min far spillede med mig, da jeg var lille, og som jeg stadig kan finde på at spille med min bror, omend det er lidt vel længe siden. Ludo burde vi vel også snart kunne spille (altså mig og Sønnike).
Og så skrev jeg noget med sæler i titlen. Ja, men så får I lige dén også, selv om det egentlig hører til stress-indlægget. Forleden skulle jeg til bageren og valgte dén, der lå længst væk, så det blev i bil (som om jeg tager cyklen, hvis det er den lokale bager). På min vej slog jeg et smut ned forbi stranden og...
* * *
Husk, at du kan følge med her:
lørdag den 1. februar 2014
Skal vi lege!
Det er morgen. Det er mørkt, og sneen dækker mere eller mindre det hele, selv om de større veje er ryddet. Sønnike skal i børnehave, og humøret er som de fleste morgener højt.
Han er nået dertil, at han ikke altid behøver en decideret afsked, men ofte løber direkte hen og leger, og denne dag trækker det da også i han for at komme ind i ét af rummene, hvor han kan høre, at der er nogen, der leger. Jeg siger farvel til ham, og jeg bærer selv hans madpakke hen til køleskabet. Det vil sige, sådan var planen. Men inden jeg når at tage to skridt med madpakken, hører jeg, at han bliver afvist ved døren med dén begrundelse, at han skal spørge en voksen først. "Det har jeg gjort", protesterer han. Og som sådan har han jo ret, for jeg sagde jo, at han gerne måtte gå derind.
Uforstående overfor, at det var en pædagog, pigen mente, stikker han i et vræl. Ked og skuffet over, at hans gode intention om at lege med, blev brutalt tromlet ned.
Derefter hænger han på mig, og jeg giver mig god tid til at prøve at berolige ham, indtil jeg må overlade ham til peronalet. Han skriger, da jeg går ud ad døren, og jeg kan høre ham, da jeg går hen mod lågen. Jeg ved, at han formentlig stoppede få sekunder senere, men min dag var ødelagt.
Åh, nu begynder det. Han har altid haft det nemt, fordi alle har været så søde mod ham, og han har vundet alles hjerter med sit smil og sin latter. Jeg vidste jo godt, at det nok ikke kunne blive ved, men skulle det absolut skifte lige nu? Kunne det ikke have ventet til... altså... til om... ja, sådan en gang når han bliver vok... gamm... eller... AAAARGH!
Det er svært at blive voksen.
Også når man er 3 år.
* * *
Husk, at du kan følge bloggen her:
Han er nået dertil, at han ikke altid behøver en decideret afsked, men ofte løber direkte hen og leger, og denne dag trækker det da også i han for at komme ind i ét af rummene, hvor han kan høre, at der er nogen, der leger. Jeg siger farvel til ham, og jeg bærer selv hans madpakke hen til køleskabet. Det vil sige, sådan var planen. Men inden jeg når at tage to skridt med madpakken, hører jeg, at han bliver afvist ved døren med dén begrundelse, at han skal spørge en voksen først. "Det har jeg gjort", protesterer han. Og som sådan har han jo ret, for jeg sagde jo, at han gerne måtte gå derind.
Uforstående overfor, at det var en pædagog, pigen mente, stikker han i et vræl. Ked og skuffet over, at hans gode intention om at lege med, blev brutalt tromlet ned.
Derefter hænger han på mig, og jeg giver mig god tid til at prøve at berolige ham, indtil jeg må overlade ham til peronalet. Han skriger, da jeg går ud ad døren, og jeg kan høre ham, da jeg går hen mod lågen. Jeg ved, at han formentlig stoppede få sekunder senere, men min dag var ødelagt.
Åh, nu begynder det. Han har altid haft det nemt, fordi alle har været så søde mod ham, og han har vundet alles hjerter med sit smil og sin latter. Jeg vidste jo godt, at det nok ikke kunne blive ved, men skulle det absolut skifte lige nu? Kunne det ikke have ventet til... altså... til om... ja, sådan en gang når han bliver vok... gamm... eller... AAAARGH!
Det er svært at blive voksen.
Også når man er 3 år.
* * *
Husk, at du kan følge bloggen her:
tirsdag den 14. januar 2014
ASMR
ASMR? Lyder det lidt kedeligt? Jeg prøver lige igen...
Er du til ASMR-videoer? Lyder det lidt frækt? Det er det ikke.
Som sådan...
Jeg har siden busturen til lejrskolen i Tyskland i ottende klasse vidst, at jeg synes, der er noget beroligende, afslappende eller bare trygt ved at se en kvinde ordne hår. I bussen var det en pige fra parallelklassen, der børstede hår på én af de andre piger. Jeg kan ikke huske, hvem det var, og det var heller ikke personen, der betød noget for oplevelsen, men jeg tog mig selv i at blive nærmest hypnotiseret af de lange, rolige strøg med hårbørsten.
Siden har jeg oplevet samme effekt af lyden, når min kone - dengang hun var kæreste - sad og lavede lektier. Også TV-transmitteret badminton søndag eftermiddage har jeg førhen fundet dejligt søvndyssende pga. det afdæmpede lydtapet dannet af gummisko mod gulv, ketsjer mod fjerbold, afslappet kommentatorstil og afmålt publikumsbifald.
For et års tid siden begyndte jeg at bruge videoer på YouTube som søvn-trigger, når det var nødvendigt. Jeg fandt simpelthen ud af, at visse klip med kvinder, der ordner hår og fortæller om processen samtidig, giver mig en virkning, der minder om dén fra lejrskolebussen, så hvis min forstand sagde mig, at jeg skulle sove, men min krop ikke var afslappet nok, fik jeg hjælp fra disse afslappende hårvideoer. (Hvis du har spørgsmål til at frisere, flette og sætte hår, kan jeg efterhånden helt sikkert være dig behjælpelig med gode råd ;-)
Forleden aften ville jeg udvide linksamlingen lidt, og søgte efter andre YouTube-kanaler end dem, jeg hidtil har brugt, og her stødte jeg på begrebet ASMR. Det viser sig, at jeg ikke er alene, og at jeg nu rent faktisk kan sætte et udtryk på den beroligende effekt.
ASMR-videoer begrænser sig ikke til hår-temaet. Hvisken, rolige bevægelser og knitren med papir- og plastmaterialer er centrale dele i disse videoer, der i nogle tilfælde har karakter af rollespil, hvor tilskueren bliver draget ind i videoen som f. eks. patient hos en ørelæge eller en massør. Ja, det lyder ret skummelt, og det kan da godt virke lidt for opstillet og kunstigt. Det kræver blandt andet et helt specielt mikrofon-set up, hvis man rigtig skal kunne fornemme, at man rent faktisk sidder i stolen hos en hovedbundsmassør, som taler beroligende til én, men når videoen er lavet godt, er det faktisk meget overbevisende, og jeg kan sagtens få samme hypnotiske fornemmelse, som jeg husker fra dengang, jeg jævnligt frekventerede en frisørsalon (nu klarer konen klipningen med en trimmer).
Jeg har kun set et par håndfulde af disse videoklip, som ofte varer 20-30 minutter og kan derfor ikke være guide til at finde de bedste, men hvis du ikke synes, det lyder alt for langhåret, så slut et sæt gode ear plugs til din telefon eller conmputer på et tidspunkt, hvor du ikke bliver forstyrret og se/hør, om du oplever noget særligt med de to eksempler herunder. Det er vigtigt, at du har fred og ro til det og helst hører det i hovedtelefoner eller ear plugs! Computerhøjtalere vil ikke give samme oplevelse.
Nogen vil helt sikkert finde det her latterligt...
(Det er nok en god idé at forstørre YuoTube-skærmbilledet.)
* * *
Husk, at du kan følge bloggen her:
Er du til ASMR-videoer? Lyder det lidt frækt? Det er det ikke.
Som sådan...
Jeg har siden busturen til lejrskolen i Tyskland i ottende klasse vidst, at jeg synes, der er noget beroligende, afslappende eller bare trygt ved at se en kvinde ordne hår. I bussen var det en pige fra parallelklassen, der børstede hår på én af de andre piger. Jeg kan ikke huske, hvem det var, og det var heller ikke personen, der betød noget for oplevelsen, men jeg tog mig selv i at blive nærmest hypnotiseret af de lange, rolige strøg med hårbørsten.
Siden har jeg oplevet samme effekt af lyden, når min kone - dengang hun var kæreste - sad og lavede lektier. Også TV-transmitteret badminton søndag eftermiddage har jeg førhen fundet dejligt søvndyssende pga. det afdæmpede lydtapet dannet af gummisko mod gulv, ketsjer mod fjerbold, afslappet kommentatorstil og afmålt publikumsbifald.
For et års tid siden begyndte jeg at bruge videoer på YouTube som søvn-trigger, når det var nødvendigt. Jeg fandt simpelthen ud af, at visse klip med kvinder, der ordner hår og fortæller om processen samtidig, giver mig en virkning, der minder om dén fra lejrskolebussen, så hvis min forstand sagde mig, at jeg skulle sove, men min krop ikke var afslappet nok, fik jeg hjælp fra disse afslappende hårvideoer. (Hvis du har spørgsmål til at frisere, flette og sætte hår, kan jeg efterhånden helt sikkert være dig behjælpelig med gode råd ;-)
Forleden aften ville jeg udvide linksamlingen lidt, og søgte efter andre YouTube-kanaler end dem, jeg hidtil har brugt, og her stødte jeg på begrebet ASMR. Det viser sig, at jeg ikke er alene, og at jeg nu rent faktisk kan sætte et udtryk på den beroligende effekt.
ASMR-videoer begrænser sig ikke til hår-temaet. Hvisken, rolige bevægelser og knitren med papir- og plastmaterialer er centrale dele i disse videoer, der i nogle tilfælde har karakter af rollespil, hvor tilskueren bliver draget ind i videoen som f. eks. patient hos en ørelæge eller en massør. Ja, det lyder ret skummelt, og det kan da godt virke lidt for opstillet og kunstigt. Det kræver blandt andet et helt specielt mikrofon-set up, hvis man rigtig skal kunne fornemme, at man rent faktisk sidder i stolen hos en hovedbundsmassør, som taler beroligende til én, men når videoen er lavet godt, er det faktisk meget overbevisende, og jeg kan sagtens få samme hypnotiske fornemmelse, som jeg husker fra dengang, jeg jævnligt frekventerede en frisørsalon (nu klarer konen klipningen med en trimmer).
Jeg har kun set et par håndfulde af disse videoklip, som ofte varer 20-30 minutter og kan derfor ikke være guide til at finde de bedste, men hvis du ikke synes, det lyder alt for langhåret, så slut et sæt gode ear plugs til din telefon eller conmputer på et tidspunkt, hvor du ikke bliver forstyrret og se/hør, om du oplever noget særligt med de to eksempler herunder. Det er vigtigt, at du har fred og ro til det og helst hører det i hovedtelefoner eller ear plugs! Computerhøjtalere vil ikke give samme oplevelse.
Nogen vil helt sikkert finde det her latterligt...
(Det er nok en god idé at forstørre YuoTube-skærmbilledet.)
* * *
Husk, at du kan følge bloggen her:
tirsdag den 24. december 2013
Glædelig jul!
Er det hele for meget, og gider Sønnike overhovedet julen, når det kommer til stykket?
Vi er et rigtigt julehjem. Et luftigt forsøg på at udregne sandsynligheden for, at Sønnike i sine første leverår skulle gå i modsat retning giver resultatet 1:95,5. Det vil sige en omtrentlig sandsynlighed på 1% for, at han - inden vi når juleferien - flår jule-LP'erne ud af skabet og giver dem en omgang med juliennejernet for derefter at pille huerne af alle nisserne og sætte ild til juletræet (efter at han trods alt har spist alle småkagerne og det meste af konfekten).
Heldigvis hører han til gruppen af juleramte unger. Han oplever lige nu den første jul, hvor han rent faktisk forstår lidt af det hele, og han deltager med stor entusiasme i småkagebagning og har en fest med alt det magiske - som nissen, der sidder et nyt sted hver dag (Thx, Linnea) og gaverne, der på mystisk vis en gang imellem havner i hans julesok.
Hver - hver - morgen er hans første sætning: "Hvad for en dag er det i dag". Når vi søvndrukkent har svaret, drøner han ind i stuen. Lidt efter kan vi høre hurtige trin, der nærmer sig soveværelset, mens han råber noget i retning af: "Nu har jeg fundet nummer 22!!! Vil I hjælpe med at åbne lågen?"
Selvfølgelig har julemanden været på besøg i børnehaven, og Sønnike har lavet en julegave til os derhenne.
Og der har været bedsteforældredag i børnehaven med luciaoptog.
Og lyskæder i haverne.
Og juletræspyntning.
Og...
Hvis man i sin voksne tilværelse til tider har svært ved at finde sin indre nisse, får julestemningen godt nok et løft med sådan en lille fyr rendende rundt med nissehue både herhjemme og i børnehaven. Så kan man godt en gang imellem glemme at julen er iscenesat og overkommercialiseret, for nu bliver der hygget på en helt anden måde, selv om der også er dage, hvor jeg ikke orker, fordi der er pissetravlt på arbejdet og jeg kæmper med en eller anden vintervirus, der tror, den er en forkølelse.
Juleaften ender denne gang med at være et lille selskab på i alt fem deltagere herhjemme. Det gør ikke noget, for han er trods alt ikke gammel nok til at holde sig længe vågen, så det bliver sikkert let at putte ham (sagde han og fortrød). Så tager vi revanche med en samlet familiejulefrokost anden juledag, hvor vi endda får en gæst helt ovre fra dét dèr Amerika. Lørdag var jeg ude at handle ind til tirsdag og torsdagssammenkomsterne. Det tog sin tid. Jeg valgte at slendre rundt mellem mine ærinder og brugte således en lang formiddag på det, men så fik jeg det også, som jeg ville have det.
Således klar til jul og med en klar forventning om, at det bliver snevejr til eftermiddag vil jeg ønske dig en rigtig glædelig jul. Jeg håber, du vil læse med i det nye år. Jeg synes i hvert fald, det er hyggeligt, så jeg bliver ved.
Husk, at du kan følge med her:
Vi er et rigtigt julehjem. Et luftigt forsøg på at udregne sandsynligheden for, at Sønnike i sine første leverår skulle gå i modsat retning giver resultatet 1:95,5. Det vil sige en omtrentlig sandsynlighed på 1% for, at han - inden vi når juleferien - flår jule-LP'erne ud af skabet og giver dem en omgang med juliennejernet for derefter at pille huerne af alle nisserne og sætte ild til juletræet (efter at han trods alt har spist alle småkagerne og det meste af konfekten).
Heldigvis hører han til gruppen af juleramte unger. Han oplever lige nu den første jul, hvor han rent faktisk forstår lidt af det hele, og han deltager med stor entusiasme i småkagebagning og har en fest med alt det magiske - som nissen, der sidder et nyt sted hver dag (Thx, Linnea) og gaverne, der på mystisk vis en gang imellem havner i hans julesok.
Hver - hver - morgen er hans første sætning: "Hvad for en dag er det i dag". Når vi søvndrukkent har svaret, drøner han ind i stuen. Lidt efter kan vi høre hurtige trin, der nærmer sig soveværelset, mens han råber noget i retning af: "Nu har jeg fundet nummer 22!!! Vil I hjælpe med at åbne lågen?"
Selvfølgelig har julemanden været på besøg i børnehaven, og Sønnike har lavet en julegave til os derhenne.
Og der har været bedsteforældredag i børnehaven med luciaoptog.
Og lyskæder i haverne.
Og juletræspyntning.
Og...
Hvis man i sin voksne tilværelse til tider har svært ved at finde sin indre nisse, får julestemningen godt nok et løft med sådan en lille fyr rendende rundt med nissehue både herhjemme og i børnehaven. Så kan man godt en gang imellem glemme at julen er iscenesat og overkommercialiseret, for nu bliver der hygget på en helt anden måde, selv om der også er dage, hvor jeg ikke orker, fordi der er pissetravlt på arbejdet og jeg kæmper med en eller anden vintervirus, der tror, den er en forkølelse.
Juleaften ender denne gang med at være et lille selskab på i alt fem deltagere herhjemme. Det gør ikke noget, for han er trods alt ikke gammel nok til at holde sig længe vågen, så det bliver sikkert let at putte ham (sagde han og fortrød). Så tager vi revanche med en samlet familiejulefrokost anden juledag, hvor vi endda får en gæst helt ovre fra dét dèr Amerika. Lørdag var jeg ude at handle ind til tirsdag og torsdagssammenkomsterne. Det tog sin tid. Jeg valgte at slendre rundt mellem mine ærinder og brugte således en lang formiddag på det, men så fik jeg det også, som jeg ville have det.
Således klar til jul og med en klar forventning om, at det bliver snevejr til eftermiddag vil jeg ønske dig en rigtig glædelig jul. Jeg håber, du vil læse med i det nye år. Jeg synes i hvert fald, det er hyggeligt, så jeg bliver ved.
Husk, at du kan følge med her:
søndag den 15. december 2013
Smørret gør'ed stadig
Jeg har tidligere fortalt om, hvordan jeg fik et mindre ildebefindende, da Sønnike i barnlig naivitet indikerede, at man rent faktisk kan være i en situation, hvor man har smør nok i huset. Desværre har der siden været lignende episoder, hvor han har sagt ting som "jeg vil ikke have fløde i" og sågar takket nej til bacon.
Jeg forstår godt, hvis I synes, det virker opdigtet, for
1. Han er af hankøn
2. Han er min søn
Ikke desto mindre er det den skinbarlige sandhed, og jeg dør en lille smule hver gang. Heldigvis genopliver han mig som regel senere med herlige udtryk i stil med "Så er der en gang løg!" Så bliver man sgu glad... lige indtil man opdager, at han ikke har lavet friterede løgringe eller bløde løg eller løgsuppe. Det er bare hans måde at sige "Så' det ikk' engang løgn."
For tiden siger han hele tiden "ja tak!" og ikke kun i situationer, hvor det er relevant. Han siger det faktisk næsten hver gang, han skal sige ja. Note to self: Overvej lige en korrektion!
Han elsker at lege med sproget og sige fjollede ting og sige meget voksne ting og lave meget intetsigende lyde. Han mangler bare lige dét dèr med at kunne udtale g og k korrekt i starten af et ord. Men nu er det heldigvis ikke et problem i hverken fløde, smør, bacon, Shu-bi-dua eller Pink Floyd, så mon ikke det går!
Hvad smøret angår fik jeg lige et energi-boost af format, da min kone i sidste uge var lidt sløj i forbindelse med en forkølelse. Hun havde fri men trængte efter en weekend indendøre til lidt frisk luft, så da jeg kom hjem fra arbejde og spurgte, hvordan hun havde haft det og om det gik bedre, svarede hun, at hun havde været ude for at få sådan noget luft, "og så kunne jeg jo lige så godt gå ned at købe smør."
Det var lige før, jeg kneb en tåre. Der stod - så vidt jeg husker - også andet på huskesedlen henne på køleskabet, men hun havde alligevel valgt netop smørret. Det er sådan noget, der holder kærligheden kørende herhjemme.
Hav en dejlig uge!
PS: Bitstrips rules!
Jeg forstår godt, hvis I synes, det virker opdigtet, for
1. Han er af hankøn
2. Han er min søn
Ikke desto mindre er det den skinbarlige sandhed, og jeg dør en lille smule hver gang. Heldigvis genopliver han mig som regel senere med herlige udtryk i stil med "Så er der en gang løg!" Så bliver man sgu glad... lige indtil man opdager, at han ikke har lavet friterede løgringe eller bløde løg eller løgsuppe. Det er bare hans måde at sige "Så' det ikk' engang løgn."
For tiden siger han hele tiden "ja tak!" og ikke kun i situationer, hvor det er relevant. Han siger det faktisk næsten hver gang, han skal sige ja. Note to self: Overvej lige en korrektion!
Han elsker at lege med sproget og sige fjollede ting og sige meget voksne ting og lave meget intetsigende lyde. Han mangler bare lige dét dèr med at kunne udtale g og k korrekt i starten af et ord. Men nu er det heldigvis ikke et problem i hverken fløde, smør, bacon, Shu-bi-dua eller Pink Floyd, så mon ikke det går!
Hvad smøret angår fik jeg lige et energi-boost af format, da min kone i sidste uge var lidt sløj i forbindelse med en forkølelse. Hun havde fri men trængte efter en weekend indendøre til lidt frisk luft, så da jeg kom hjem fra arbejde og spurgte, hvordan hun havde haft det og om det gik bedre, svarede hun, at hun havde været ude for at få sådan noget luft, "og så kunne jeg jo lige så godt gå ned at købe smør."
Det var lige før, jeg kneb en tåre. Der stod - så vidt jeg husker - også andet på huskesedlen henne på køleskabet, men hun havde alligevel valgt netop smørret. Det er sådan noget, der holder kærligheden kørende herhjemme.
Hav en dejlig uge!
PS: Bitstrips rules!
onsdag den 20. november 2013
Ferie i november
Åh ja! Vi SKAL jo have holdt de mange feriedage, vi får smidt i nakken hvert år til maj. Nej, det lød forkert. Jeg prøver igen...
Ah ja! Ferie! Kan du mærke det? Nå, ikke! Det er vel også et lidt usædvanligt tidspunkt at holde to ugers ferie på og så endda uden egentlig at have planer bortset fra nogle aftaler med værkstedet, blodbanken og svigerfamilien. Ingen rejseplaner; bare to uger til at stresse af, slappe af og tage den med ro. Og resten af tiden skal vi bare lave ingenting.
Jeg tror aldrig, jeg sådan har taget ferie i november - og så TO uger! Både konen og jeg (vi arbejder samme sted, så der var kun én chef, der skulle spørges).
Der er nu gået halvanden uge, og jeg begynder at kunne mærke effekten. 2-3 dage om ugen har Sønnike været i børnehave. Både fordi, vi helt oprigtigt vurderede, at to uger ville være meget længe at tage ham ud, og også fordi far og mor så kunne have nogle halve dage sammen.
Jeg spurgte konen i dag, om hun syntes, vi havde fået noget ud af ferien. Sådan kommer jeg altid i tvivl, når en ferie nærmer sig sin slutning, men selvfølgelig har vi dét. Det kan jeg mærke oppe i psyken. Jeg bad så psyken om at banke på ind til hukommelsen, så de to lige kunne synkronisere (uuh, det lyder frækt, men det hjalp).
Nu kan jeg da godt huske, at det har været nogle gode dage, og de skulle netop ikke være voldsomt begivenhedsrige at tænke tilbage på - det var jo en del af konceptet.
Hov! Vi begyndte for resten allerede om lørdagen med at spise med kniv og gaffel på skønneste vis, hvorefter vi slentrede et par hundrede meter hen til stedet, hvor Billy Cross (manden med Danmarks lækreste garn) og to medsammensvorne spillede dejligt dejligt for os til en akustisk intimkoncert (kan man ikke godt kalde det dét, når det er 240 stole, som er stillet op på selve scenen?).
Det var ved at være længe siden, vi havde gjort begge dele, så det var fantastisk. Vi er efter et par års let tilbageholdenhed blevet bedre til at bladre i programmerne for koncerter og teaterforestilinger. Jeg glæder mig til de ting, vi har købt billetter til. Mere herom en anden gang.
Og så har vi pyntet op til jul - ligesom herlige Julie. Vi plejer at gøre det omkring første søndag i advent hos os, men... tja! Og i dag fandt jeg min yndlingsjuledims, badeforhænget, som konen fandt i en amerikansk webshop for et par år siden.
Sønnike eeelsker julepynt. Han har faktisk snakket om det siden sommer, så det kommer ikke bag på ham, at det nu er alle vegne, og han hjalp da også med at sætte det op.
(...) Jeg slår lige det finske tastatur fra igen (pølsefingre!) og ønsker dig en lækker dag/nat/ballontur afhængig af, hvornår du læser dette, og så tror jeg faktisk, jeg vil begynde at glæde mig til at tage på arbejde på mandag. Det er da luksus at kunne finde sådan en følelse frem.
* * *
Ah ja! Ferie! Kan du mærke det? Nå, ikke! Det er vel også et lidt usædvanligt tidspunkt at holde to ugers ferie på og så endda uden egentlig at have planer bortset fra nogle aftaler med værkstedet, blodbanken og svigerfamilien. Ingen rejseplaner; bare to uger til at stresse af, slappe af og tage den med ro. Og resten af tiden skal vi bare lave ingenting.
Jeg tror aldrig, jeg sådan har taget ferie i november - og så TO uger! Både konen og jeg (vi arbejder samme sted, så der var kun én chef, der skulle spørges).
Der er nu gået halvanden uge, og jeg begynder at kunne mærke effekten. 2-3 dage om ugen har Sønnike været i børnehave. Både fordi, vi helt oprigtigt vurderede, at to uger ville være meget længe at tage ham ud, og også fordi far og mor så kunne have nogle halve dage sammen.
Jeg spurgte konen i dag, om hun syntes, vi havde fået noget ud af ferien. Sådan kommer jeg altid i tvivl, når en ferie nærmer sig sin slutning, men selvfølgelig har vi dét. Det kan jeg mærke oppe i psyken. Jeg bad så psyken om at banke på ind til hukommelsen, så de to lige kunne synkronisere (uuh, det lyder frækt, men det hjalp).
Nu kan jeg da godt huske, at det har været nogle gode dage, og de skulle netop ikke være voldsomt begivenhedsrige at tænke tilbage på - det var jo en del af konceptet.
Hov! Vi begyndte for resten allerede om lørdagen med at spise med kniv og gaffel på skønneste vis, hvorefter vi slentrede et par hundrede meter hen til stedet, hvor Billy Cross (manden med Danmarks lækreste garn) og to medsammensvorne spillede dejligt dejligt for os til en akustisk intimkoncert (kan man ikke godt kalde det dét, når det er 240 stole, som er stillet op på selve scenen?).
Det var ved at være længe siden, vi havde gjort begge dele, så det var fantastisk. Vi er efter et par års let tilbageholdenhed blevet bedre til at bladre i programmerne for koncerter og teaterforestilinger. Jeg glæder mig til de ting, vi har købt billetter til. Mere herom en anden gang.
Og så har vi pyntet op til jul - ligesom herlige Julie. Vi plejer at gøre det omkring første søndag i advent hos os, men... tja! Og i dag fandt jeg min yndlingsjuledims, badeforhænget, som konen fandt i en amerikansk webshop for et par år siden.
Sønnike eeelsker julepynt. Han har faktisk snakket om det siden sommer, så det kommer ikke bag på ham, at det nu er alle vegne, og han hjalp da også med at sætte det op.
(...) Jeg slår lige det finske tastatur fra igen (pølsefingre!) og ønsker dig en lækker dag/nat/ballontur afhængig af, hvornår du læser dette, og så tror jeg faktisk, jeg vil begynde at glæde mig til at tage på arbejde på mandag. Det er da luksus at kunne finde sådan en følelse frem.
* * *
lørdag den 9. november 2013
Vi har kun dét, du kan se
Hvilken reaktion forventer du, når du beder om noget?
Jeg har den holdning, at hvis man går ind til en slagter og beder om en bestemt udskæring, så er der som udgangspunkt kun to mulige reaktioner:
- S'gerne! Pakke ind. Pris. Farvel og tak!
- S'gerne, jeg går lige ud og skærer den ud til dig. Pakke ind. Pris. Farvel og tak!
Måske er jeg gammeldags (slet selv det forkerte ord i dén sætning!), men jeg har det meget svært med en slagter, der siger: "Hvis du ikke kan se det, har vi det ikke." Så er der tale om, hvad jeg kalder et slagterudsalg og ikke en slagterbutik - ligesom et apoteksudsalg, der har et begrænset udvalg. (At konventionelle slagtedyr er et helt apotek i sig selv, er så en helt anden historie)
Derfor skal man selvfølgelig kun gå hen, hvor man regner med at få dét svar, man ønsker.
På samme måde med frasen "Hvordan går det?" Jeg ved det, det er en klassiker, men jeg nævner det alligevel, for jeg er begyndt at tænke over, hvordan jeg i forhold til dette spørgsmål gebærder mig både som spørger og adspurgte. Hvis folk tøver, når de svarer, kan det godt være, at de ikke vil tale om det, men jeg kan da godt finde på, at spørge yderligere til det, hvis jeg fornemmer, at de ikke har det godt. Det kunne jo også være, at de gerne vil tale om det. Er situationen dén, at jeg faktisk ikke lige er i humør eller har tid til at høre, hvordan folk har det, eller hvis jeg i virkeligheden bare skal hilse på folk - hvilket jo som regel er tilfældet, når man siger "Hvordan går det" - bruger jeg helt andre formuleringer: "Er du frisk?", "Har du husket madpakken?" eller andet, der tydeligvis bare en ment som et "Dav" eller "Godmorgen". Det er måske ikke så let, hvis man møder folk i Brugsen, men så kan man jo nøjes med at hilse og så gå videre. Jeg stopper sjældent op af pligt.
Jeg kommer da også til at spørge til folk velbefindende i tilfælde, hvor jeg måske ikke forventer en decideret samtale, men jeg synes egentlig, det er godt at være opmærksom på, hvordan man hilser på folk.
Som adspurgt kan jeg godt finde på at tage spørgsmålet alvorligt, hvis jeg møder én, jeg synes, jeg kan tale privat med; både fordi man ligesågodt kan være åben omkring, hvordan man nu har det, og ubevidst nok også fordi, jeg synes man skal værne om vores sprog og betydningen af de ord og udtryk, vi slynger om os.
Overraskende reaktioner på spørgsmål får man selvfølgelig altid, når man taler med børn. Sønnike og jeg legede forleden med hans skumgummiterminger. Jeg slog en toer og en femmer, og da han havde identificeret dem som en toer og en femmer, spurgte jeg:; "Hvor mange er der, hvis du lægger dem sammen", hvorpå han flyttede den ene hen til den anden - altså lagde dem sammen #ordspil (Nej, nu begynder jeg at skrive hashtags i almindelig tekst. Helt ærligt...)
Forleden legede vi Føtex. Han har et lille kasseapparat, som vi tit leger med. Legen hedder godt nok Føtex, men den er nu ofte noget med, at vi beder om noget, og så henter han det gammel købmand-style. Han har nogle stofgrøntsager, som ofte bliver brugt i legen. Han ved, hvad der er i butikken, så han finder altid dét, vi vil købe. Da jeg denne dag bad om tomater, svarede han: "Jeg kan ikke se nogen tomater."
Hmm... "Hvis du ikke kan se det, har vi det ikke." Han bliver aldrig rigtig slager.
* * *
* * *
Husk, at du også kan følge denne blog via
Facebook.com/RetroLiker.blog
Facebook.com/RetroLiker.blog
søndag den 3. november 2013
ALS
Send ALS til 1234! Det er disse ugers store og vedholdende emne. Det diskuteres ihærdigt, ja det var sågar emne for en kort debat på P1 i dag. Jeg synes, det er SÅ sjovt, at det kan bringe sindene sådan i kog.
1) Det er for f***** bare et TV-program.
2) Det har jo aldrig været tænkt som en danseonkurrence.
3) Begrundelsen for pkt. 2, se venligst pkt. 1.
Come on! X-factor er styret af pladeselskabet, der skal sælge vinderens CD. Bubber og BS var ikke alene på deres "farlige ture" men var ledsaget af tv-holdet. Robinson-Ekspeditionen er en psykologisk thriller.
Og Vild med dans er et underholdningsprogram med en indbygget popularitets- konkureence. Altså: Hvem har flest fans? Selvfølgelig kan man pudse glorien og sige, at man altid stemmer på de mest kompetente i den slags programmer, men hvis der kommer en deltager, som man har en eller anden slags forhold til, tror jeg de fleste af os har svært ved at forblive upartiske. Det ved folkene bag konceptet godt, og redaktion og dommere er da også klar over det.
Hvis man ønsker neutralitet i voteringen, skal man da ikke sætte os alle sammen til at bestemme. En professionel dommer på TV ønsker næppe at sætte sit omdømme på spil ved at give ufortjent høje karakterer, men for os andre er det omkostningsfrit og uden risiko at sende ALS til 1234, så det gør vi da.
Jeg har aldrig set Vild med dans, men jeg har sgu da også stemt med hjertet i lignende programmer. Jeg kunne godt finde på at hoppe med på støttebølgen til fordel for Allan, bare fordi jeg kan. Til dem, der mener, at han skal trække sig, fordi han ødelægger et godt program, kan jeg kun sige, at manden er blevet inviteret. Hvorfor skulle han så trække sig? Det er ikke hans skyld, at nogen ikke kan lide hans moves eller mangel på samme.
TV2 er glade for al omtalen. Den giver sikkert højere reklameindtægter, og da serien har kørt i mange sæsoner, lader det til, at mange er underholdt. For en station som TV2 er det vel ligegyldigt, om vinderen kan danse. Eneste fare ved det er, at seerne måske langt om længe opdager, at det ikke er - og aldrig har været - en dansekonkurrence. Hvis man vil se dans på højt niveau, må man tage ud til rigtige dansestævner (eller hvad sådan noget hedder). Det er ikke for at nedgøre programmet eller dets seere. Jeg forstår simpelthen bare ikke, hvorfor så mange er sure på Allan.
Det er ligesom, da Jacob Hauggard kom på tinge. Mange stemte på ham i protest, men det var da også lidt sjovt, var det ikke? Send nu bare ALS til 1234 på fredag og se det sjove i det!
Jeg ønsker alle en dejlig uge, og så vil jeg da lige smutte over på Youtube, så jeg kan se nogle af Allans trin.
1) Det er for f***** bare et TV-program.
2) Det har jo aldrig været tænkt som en danseonkurrence.
3) Begrundelsen for pkt. 2, se venligst pkt. 1.
Come on! X-factor er styret af pladeselskabet, der skal sælge vinderens CD. Bubber og BS var ikke alene på deres "farlige ture" men var ledsaget af tv-holdet. Robinson-Ekspeditionen er en psykologisk thriller.
Og Vild med dans er et underholdningsprogram med en indbygget popularitets- konkureence. Altså: Hvem har flest fans? Selvfølgelig kan man pudse glorien og sige, at man altid stemmer på de mest kompetente i den slags programmer, men hvis der kommer en deltager, som man har en eller anden slags forhold til, tror jeg de fleste af os har svært ved at forblive upartiske. Det ved folkene bag konceptet godt, og redaktion og dommere er da også klar over det.
Hvis man ønsker neutralitet i voteringen, skal man da ikke sætte os alle sammen til at bestemme. En professionel dommer på TV ønsker næppe at sætte sit omdømme på spil ved at give ufortjent høje karakterer, men for os andre er det omkostningsfrit og uden risiko at sende ALS til 1234, så det gør vi da.
Jeg har aldrig set Vild med dans, men jeg har sgu da også stemt med hjertet i lignende programmer. Jeg kunne godt finde på at hoppe med på støttebølgen til fordel for Allan, bare fordi jeg kan. Til dem, der mener, at han skal trække sig, fordi han ødelægger et godt program, kan jeg kun sige, at manden er blevet inviteret. Hvorfor skulle han så trække sig? Det er ikke hans skyld, at nogen ikke kan lide hans moves eller mangel på samme.
TV2 er glade for al omtalen. Den giver sikkert højere reklameindtægter, og da serien har kørt i mange sæsoner, lader det til, at mange er underholdt. For en station som TV2 er det vel ligegyldigt, om vinderen kan danse. Eneste fare ved det er, at seerne måske langt om længe opdager, at det ikke er - og aldrig har været - en dansekonkurrence. Hvis man vil se dans på højt niveau, må man tage ud til rigtige dansestævner (eller hvad sådan noget hedder). Det er ikke for at nedgøre programmet eller dets seere. Jeg forstår simpelthen bare ikke, hvorfor så mange er sure på Allan.
Det er ligesom, da Jacob Hauggard kom på tinge. Mange stemte på ham i protest, men det var da også lidt sjovt, var det ikke? Send nu bare ALS til 1234 på fredag og se det sjove i det!
Jeg ønsker alle en dejlig uge, og så vil jeg da lige smutte over på Youtube, så jeg kan se nogle af Allans trin.
lørdag den 19. oktober 2013
Jeg tror, jeg står op
Mærkelig følelse! Klokken er 7.15 lørdag morgen, her er mørkt og stille, og jeg ligger her i min seng og overvejer at stå op. Det er ikke tidspunktet, der undrer mig, for sådan er jeg, men denne følelse af, at jeg kan VÆLGE at stå op.
Meeeget mystisk (udtalt gammeldags affekteret med bredt "e" i stedet for vores moderne [majet] ). Meeeeeget mystisk!
Det er første gang i hundrede år (eller ét år), at jeg står op, fordi jeg ikke gider ligge her mere. Konen ligger ved siden af og trækker vejret tungt, Sønnike har jeg ikke hørt noget til hele natten, og jeg selv føler mig udhvilet.
Fantastisk!
Sært!
Nu skal det ikke lyde som om, jeg længe har manglet min nattesøvn, for det er jo bare et spørgsmål om sengetid. Det er bare sådan nærmest helt nostalgisk, det her.
Det bliver en god dag. Det gør det.
Meeeget mystisk (udtalt gammeldags affekteret med bredt "e" i stedet for vores moderne [majet] ). Meeeeeget mystisk!
Det er første gang i hundrede år (eller ét år), at jeg står op, fordi jeg ikke gider ligge her mere. Konen ligger ved siden af og trækker vejret tungt, Sønnike har jeg ikke hørt noget til hele natten, og jeg selv føler mig udhvilet.
Fantastisk!
Sært!
Nu skal det ikke lyde som om, jeg længe har manglet min nattesøvn, for det er jo bare et spørgsmål om sengetid. Det er bare sådan nærmest helt nostalgisk, det her.
Det bliver en god dag. Det gør det.
søndag den 6. oktober 2013
Introvert
Er det federe at være ekstrovert? Og skal det overhovedet være federe?
Midt i en lidt stresset tid på min arbejdsplads, efterårsforkølelse, Sønnikes obligatoriske sprogtest (der er søreme fornuftige tiltag i vores kommune) måtte vi tage afsked med én af Sønnikes oldemødre. Han har hidtil haft hele tre af slagsen, og hende, vi netop har bisat, ville være fyldt 93 denne måned.
Som købmandskone (de solgte butikken i '79) sled min bedste i mange år fra morgen til aften men havde også stor glæde af kontakten til kunderne, hvilket var noget, hun savnede i årene efter. Det må siges at være et meget udadvendt træk, hun delte med sin yngste datter (min mor), der kan falde i snak med næsten hvem som helst. Dermed ikke sagt, at de begge nødvendigvis kan karakteriseres som ekstroverte.
Næste led (vov!) lader sig til gengæld gerne rubricere som overvejende introvert og lader bedst op alene. Men altså... konen skal ikke skal have mange aftenvagter i træk, før jeg savner hendes selskab. Når jeg ellers har det godt i kroppen og hovedet, sætter jeg selvfølgelig også pris på andre menneskers selskab, men jeg kan ikke så godt overskue at have alt for mange aftaler og weekender med udadvendt aktivitet på kort tid.
Jeg har altid håbet for Sønnike, at han blev mere udadvendt end mig, men hvorfor egentlig? Det er bare mere velanset at være udadvendt med mange venner og gang i den, men jeg har jo egentlig ikke noget ønske om, at mit eget liv skulle være sådan. Selvfølgelig kunne det være sjovt, hvis man havde energi og entusiasme nok til at feste længe eller hænge ud med folk i mange timer, men det har jeg - med nogle få undtagelser - aldrig været god til.
Nu er det sådan, at Sønnike også viser introverte træk, og det gav os (som jeg måske tidligere har nævnt) nogle betænkeligheder omkring opstart af børnehave; betænkeligheder, der heldigvis viste sig unødvendige (ja, man ville vel normalt skrive "ubegrundede", men det er altså et udtryk, der ingen mening giver).
Han er for mig beviset på, at man sagtens kan leve et muntert og virksomt liv som introvert (Grundtvig-referencen er så godt som utilsigtet og næppe relevant).
Godt, at Sønnike kan vise mig det. Gud forbyde, at man kigger på sig selv og finder ud af, at det et gået OK!
* * *
Midt i en lidt stresset tid på min arbejdsplads, efterårsforkølelse, Sønnikes obligatoriske sprogtest (der er søreme fornuftige tiltag i vores kommune) måtte vi tage afsked med én af Sønnikes oldemødre. Han har hidtil haft hele tre af slagsen, og hende, vi netop har bisat, ville være fyldt 93 denne måned.
Som købmandskone (de solgte butikken i '79) sled min bedste i mange år fra morgen til aften men havde også stor glæde af kontakten til kunderne, hvilket var noget, hun savnede i årene efter. Det må siges at være et meget udadvendt træk, hun delte med sin yngste datter (min mor), der kan falde i snak med næsten hvem som helst. Dermed ikke sagt, at de begge nødvendigvis kan karakteriseres som ekstroverte.
Næste led (vov!) lader sig til gengæld gerne rubricere som overvejende introvert og lader bedst op alene. Men altså... konen skal ikke skal have mange aftenvagter i træk, før jeg savner hendes selskab. Når jeg ellers har det godt i kroppen og hovedet, sætter jeg selvfølgelig også pris på andre menneskers selskab, men jeg kan ikke så godt overskue at have alt for mange aftaler og weekender med udadvendt aktivitet på kort tid.
Jeg har altid håbet for Sønnike, at han blev mere udadvendt end mig, men hvorfor egentlig? Det er bare mere velanset at være udadvendt med mange venner og gang i den, men jeg har jo egentlig ikke noget ønske om, at mit eget liv skulle være sådan. Selvfølgelig kunne det være sjovt, hvis man havde energi og entusiasme nok til at feste længe eller hænge ud med folk i mange timer, men det har jeg - med nogle få undtagelser - aldrig været god til.
Nu er det sådan, at Sønnike også viser introverte træk, og det gav os (som jeg måske tidligere har nævnt) nogle betænkeligheder omkring opstart af børnehave; betænkeligheder, der heldigvis viste sig unødvendige (ja, man ville vel normalt skrive "ubegrundede", men det er altså et udtryk, der ingen mening giver).
Han er for mig beviset på, at man sagtens kan leve et muntert og virksomt liv som introvert (Grundtvig-referencen er så godt som utilsigtet og næppe relevant).
Godt, at Sønnike kan vise mig det. Gud forbyde, at man kigger på sig selv og finder ud af, at det et gået OK!
* * *
Følg gerne bloggen via
Facebook.com/RetroLiker.blog
Facebook.com/RetroLiker.blog
torsdag den 26. september 2013
Godnat!
De første tre år af Sønnikes liv, var det næsten altid mig, der sang godnatsang og puttede. Det blev en fin rutine, der sikkert var medvirkende til, at han var tryg, og hurtigt faldt i søvn. Når min kone en gang imellem stod for putningen, var det som regel også uden problemer. Men det var nu ikke de effektive putninger, jeg ville skrive om.
Nu er han over tre år. Han har fået smag for godnathistorier, og det er en enormt dejlig måde at slutte dagen på. Det ender faktisk ofte med, at vi slet ikke får sunget bagefter.
En anden ting, der har ændret sig (eller som jeg på et tidspunkt besluttede mig for at ændre) er, at han selv løber ind i stuen og siger/krammer/kysser den ikke-puttende forælder godnat. Der er ikke meget, der er så skønt som lyden af sådan en lille fyr, der kommer trippende henover trægulvet for at takke af for i dag.
Førhen gik vi ind til ham og sagde godnat, inden den anden puttede ham, men jeg tror egentlig, at det er lidt for opvartende, og jeg tror da, at der er en eller anden form for læring i dét med, at han ikke er lige så meget i centrum, som da han var spæd, og at han har en fast "opgave" i den nye rutine.
Det er måske stor betydning at lægge i en godnat-rutine, men er det ikke de små ting, der er med til lære børn de store ting? Jeg kan lige så godt indrømme, at det ikke var med dette pædagogiske sigte, at jeg vedtog, at jeg syntes, at jeg ville foreslå min kone, at hun skulle være enig i, at jeg havde ret i, at det ville være meget bedre, hvis vi lod være med begge to at godnatte inde på hans værelse. Det var kun, fordi jeg fandt det mere hyggeligt. Det er først her bagefter, at jeg har tænkt på, at der måske er andre effekter i det.
Læring eller ej: Det bedste er dog stadig, at det er mega hyggeligt og heeelt vildt familieagtig, når han kommer hen til én og krammer godnat.
Nu er han over tre år. Han har fået smag for godnathistorier, og det er en enormt dejlig måde at slutte dagen på. Det ender faktisk ofte med, at vi slet ikke får sunget bagefter.
En anden ting, der har ændret sig (eller som jeg på et tidspunkt besluttede mig for at ændre) er, at han selv løber ind i stuen og siger/krammer/kysser den ikke-puttende forælder godnat. Der er ikke meget, der er så skønt som lyden af sådan en lille fyr, der kommer trippende henover trægulvet for at takke af for i dag.
Førhen gik vi ind til ham og sagde godnat, inden den anden puttede ham, men jeg tror egentlig, at det er lidt for opvartende, og jeg tror da, at der er en eller anden form for læring i dét med, at han ikke er lige så meget i centrum, som da han var spæd, og at han har en fast "opgave" i den nye rutine.
Det er måske stor betydning at lægge i en godnat-rutine, men er det ikke de små ting, der er med til lære børn de store ting? Jeg kan lige så godt indrømme, at det ikke var med dette pædagogiske sigte, at jeg vedtog, at jeg syntes, at jeg ville foreslå min kone, at hun skulle være enig i, at jeg havde ret i, at det ville være meget bedre, hvis vi lod være med begge to at godnatte inde på hans værelse. Det var kun, fordi jeg fandt det mere hyggeligt. Det er først her bagefter, at jeg har tænkt på, at der måske er andre effekter i det.
Læring eller ej: Det bedste er dog stadig, at det er mega hyggeligt og heeelt vildt familieagtig, når han kommer hen til én og krammer godnat.
mandag den 16. september 2013
Klassisk undren
Sønnike er som bekendt inde i en periode, hvor han har brug for lidt (læs: meget) ekstra tryghed, når han skal sove, så for tiden er det noget med at sidde ved siden af sengen og holde ham i hånden, indtil han sover eller simpelthen bare lægge sig op til ham og hyggesnakke og synge... og holde ham i hånden, indtil han sover.
For afvekslingens (min, altså) skyld og for at forsøge at bryde mønsteret og skabe lidt diversitet i håb om, at at han opdager, at der findes flere måder at falde i søvn på, er jeg begyndt at sætte lidt musik på. Det er klassisk musik i den stille ende af skalaen, og så kan vi jo ligge og snakke lidt om de forskellige instrumenter, vi hører. Det gav i dag følgende lille replikskifte:
- Det er en fløjte, og så er det violiner i baggrunden.
- Jeg har også violiner i baggrunden, far.
- mmmmh....
- Hvordan kommer man ud af baggrunden?
Her måtte jeg altså bryde den facade, som er så vigtig, når nysgerrige børn stiller oprigtige spørgsmål. Det blev til et latterbefængt "Det ved jeg ikke, skat."
Hans efterfølgende gravalvorlige tillægsspørgsmål gik ud på, om der var en dør osv.
Baggrund! Tja, han havde jo åbenbart en idé om, hvad en baggrund er. Det er også tarveligt med de dèr overførte betydninger. Jeg fornemmede faktsk, at han blev lidt såret, over min pludselige latter, men sådan kan det jo gå.
Også "vandtårn" kan åbenbart have flere betydninger, idet han insisterede på at kalde waldhornene for vandtårne.
Hvorom alting er, så håber jeg på, at han vokser op med et naturligt forhold til klassisk musik på lige fod med andre genrer, for der er forbløffende mange, der har et nærmest tabuiseret forhold til den. Jeg kunne godt tænke mig at forstå hvorfor.
Jeg ynder at lytte til P2 på min arbejdsplads, og ikke sjældent får jeg kommentarer som "Hører du ønskekoncert?", "Hvad er det for noget kirkemusik?" eller "Kan du ikke slukke for dén larm!" Sidstnævnte bemærkning faldt på en tidligere arbejdsplads, hvor jeg hørte noget relativt afdæmpet, lyst og let musik, der i mine ører næppe kunne karakteriseres som larm. Det kommer selvfølgelig an på øret, der hører, og hvis man ikke er vant til det, er det måske svært..?
Jeg synes, det er helt vildt mærkeligt, at man bliver mødt med undren, hvis man hører noget, der ikke bliver spillet på reklamefinansieret radio. Selvfølgelig har hver sin smag, men jeg hører sgu da også pop og rock og country og jazz og folk og viser og gammelt dansktop, men uuu-ha, KLASSISK?!?... dét er altså lidt mærkeligt.
Jeg er ikke ude på at dømme folk eller komme med løftede pegefingre, jeg forstår det bare ikke. Det gør jeg virkelig ikke.
Sønnike skulle gerne vokse op med en bred smag, så han bliver bombarderet med musik. Én af hans yndlingsting er Gangnam Style. Hvis du ikke allerede kender den danske undersættelse "Garn om steg" fra Youtube, så skylder du dig selv at google den. Så kan du både nyde den groovy original og få et godt grin samtidig.
Og hvem ved, hvad du ender med at sidde at lytte til, for Youtube fører altid én i uventede retninger.
Hav en lækker uge!
* * *
For afvekslingens (min, altså) skyld og for at forsøge at bryde mønsteret og skabe lidt diversitet i håb om, at at han opdager, at der findes flere måder at falde i søvn på, er jeg begyndt at sætte lidt musik på. Det er klassisk musik i den stille ende af skalaen, og så kan vi jo ligge og snakke lidt om de forskellige instrumenter, vi hører. Det gav i dag følgende lille replikskifte:
- Det er en fløjte, og så er det violiner i baggrunden.
- Jeg har også violiner i baggrunden, far.
- mmmmh....
- Hvordan kommer man ud af baggrunden?
Her måtte jeg altså bryde den facade, som er så vigtig, når nysgerrige børn stiller oprigtige spørgsmål. Det blev til et latterbefængt "Det ved jeg ikke, skat."
Hans efterfølgende gravalvorlige tillægsspørgsmål gik ud på, om der var en dør osv.
Baggrund! Tja, han havde jo åbenbart en idé om, hvad en baggrund er. Det er også tarveligt med de dèr overførte betydninger. Jeg fornemmede faktsk, at han blev lidt såret, over min pludselige latter, men sådan kan det jo gå.
Også "vandtårn" kan åbenbart have flere betydninger, idet han insisterede på at kalde waldhornene for vandtårne.
Hvorom alting er, så håber jeg på, at han vokser op med et naturligt forhold til klassisk musik på lige fod med andre genrer, for der er forbløffende mange, der har et nærmest tabuiseret forhold til den. Jeg kunne godt tænke mig at forstå hvorfor.
Jeg ynder at lytte til P2 på min arbejdsplads, og ikke sjældent får jeg kommentarer som "Hører du ønskekoncert?", "Hvad er det for noget kirkemusik?" eller "Kan du ikke slukke for dén larm!" Sidstnævnte bemærkning faldt på en tidligere arbejdsplads, hvor jeg hørte noget relativt afdæmpet, lyst og let musik, der i mine ører næppe kunne karakteriseres som larm. Det kommer selvfølgelig an på øret, der hører, og hvis man ikke er vant til det, er det måske svært..?
Jeg synes, det er helt vildt mærkeligt, at man bliver mødt med undren, hvis man hører noget, der ikke bliver spillet på reklamefinansieret radio. Selvfølgelig har hver sin smag, men jeg hører sgu da også pop og rock og country og jazz og folk og viser og gammelt dansktop, men uuu-ha, KLASSISK?!?... dét er altså lidt mærkeligt.
Jeg er ikke ude på at dømme folk eller komme med løftede pegefingre, jeg forstår det bare ikke. Det gør jeg virkelig ikke.
Sønnike skulle gerne vokse op med en bred smag, så han bliver bombarderet med musik. Én af hans yndlingsting er Gangnam Style. Hvis du ikke allerede kender den danske undersættelse "Garn om steg" fra Youtube, så skylder du dig selv at google den. Så kan du både nyde den groovy original og få et godt grin samtidig.
Og hvem ved, hvad du ender med at sidde at lytte til, for Youtube fører altid én i uventede retninger.
Hav en lækker uge!
* * *
Følg gerne bloggen via
Facebook.com/RetroLiker.blog
Facebook.com/RetroLiker.blog
fredag den 13. september 2013
Må jeg gå i sten?
"Tak for mad, må jeg gå i bad?" Denne lille frase er blevet fast bestanddel af aftensmadsritualet her i huset. Sønnike siger den med høj og klar røst og med voldsomt og rytmisk tryk på de fire vigtigste ord: TAK for MAD, må jeg GÅ i BAD? Hører du til min generation fik du måske en trang til at fortsætte med "Gu' må du ej, du må gå din vej" Det rytmiske sammenfald med "Av goddaw-remsen er ikke til at overse. (man ser for sig en 70'er-pædagog uden bh sidde i sin brune rullekravebluse og klappe rytmen til remsen. Eller måske slå med et slaginstrument af træ eller en bongotromme).
Jeg aner ikke, hvor han har rimet fra; måske har han selv lavet det. Nu er han også begyndt at variere det og fjolle med det. Han bytter simpelthen det sidste ord ud med et andet. Der kommer en lang række af skøre spørgsmål som "Tak for mad! Må jeg gå i dæk?" Eller "i mors mave". Alle mulige sære påhit. Det er ikke alene ufattelig underholdende men også et fantastisk bevis på dén kreativitet, sådan nogle tumlinger er i besiddelse af.
Vi griner ad og med ham, og dét opildner ham selvfølgelig til at blive ved. Heldigvis! Entusiasmen lyser ud af ham. Udover at være i centrum (altid et hit), er der næppe nogen tvivl om, at han nyder at finde på; nu er det ikke kun far og mor, der kan fjolle rigtigt med sproget.
Det er bare så livsbekræftende, og forhåbentlig kan han holde fast i sit legende jeg længe nok til at kunne få glæde af det som voksen.
Børn skal have lov at være børn længe. Det er sikkert alt for store tanker at gøre sig allerede nu, men det piner mig at tænke på i hvor tidlig en alder barndommen reelt hører op nu til dags. Den i mange henseender sorgløse barndom en del børn førhen havde helt op til 10-12 års-alderen, er det vist ikke mange forundt at nyde længere. Eller er det mig, der maler Fanden på væggen med en kradsbørstig oliemaling?
Selv synes jeg, at jeg har bevaret noget af mit legende jeg trods mange små perioder med alt for mange grå skyer på min indre himmel, hvor jeg ikke kan lade være med at udtrykke en længsel efter hin sorgløshed.
Ak ja! Jeg ville gerne advare Sønnike mod at blive voksen. Nyd i hvert fald din barndom så længe som muligt, skat!
Jeg aner ikke, hvor han har rimet fra; måske har han selv lavet det. Nu er han også begyndt at variere det og fjolle med det. Han bytter simpelthen det sidste ord ud med et andet. Der kommer en lang række af skøre spørgsmål som "Tak for mad! Må jeg gå i dæk?" Eller "i mors mave". Alle mulige sære påhit. Det er ikke alene ufattelig underholdende men også et fantastisk bevis på dén kreativitet, sådan nogle tumlinger er i besiddelse af.
Vi griner ad og med ham, og dét opildner ham selvfølgelig til at blive ved. Heldigvis! Entusiasmen lyser ud af ham. Udover at være i centrum (altid et hit), er der næppe nogen tvivl om, at han nyder at finde på; nu er det ikke kun far og mor, der kan fjolle rigtigt med sproget.
Det er bare så livsbekræftende, og forhåbentlig kan han holde fast i sit legende jeg længe nok til at kunne få glæde af det som voksen.
Børn skal have lov at være børn længe. Det er sikkert alt for store tanker at gøre sig allerede nu, men det piner mig at tænke på i hvor tidlig en alder barndommen reelt hører op nu til dags. Den i mange henseender sorgløse barndom en del børn førhen havde helt op til 10-12 års-alderen, er det vist ikke mange forundt at nyde længere. Eller er det mig, der maler Fanden på væggen med en kradsbørstig oliemaling?
Selv synes jeg, at jeg har bevaret noget af mit legende jeg trods mange små perioder med alt for mange grå skyer på min indre himmel, hvor jeg ikke kan lade være med at udtrykke en længsel efter hin sorgløshed.
Ak ja! Jeg ville gerne advare Sønnike mod at blive voksen. Nyd i hvert fald din barndom så længe som muligt, skat!
Husk, at du også kan følge denne blog via
Facebook.com/RetroLiker.blog
Facebook.com/RetroLiker.blog
onsdag den 11. september 2013
Cool cat
Min kone er ikke en sød, lille missekat; hun er en cool cat.
Ikke nok med, at hun altid var forstående og hjælpsom og sygeplejerske-agtig og ikke spor fordømmende, når jeg i min ungdoms kådhed tilbragte noget tid med visse venner og kolleger på visse steder i byen og drak visse ting og råbte og skrålede med på visse ting, så jeg blev hæs og kom hjem og havde underligt ondt i maven hele næste dag i en grad, jeg er blevet alt for voksen til at gide længere.
Og ikke nok med at hun en dag for mange år siden kom hjem med vægkalender, hun havde fået på sin læreplads - en reklamekalender, som jeg ikke kan huske hvem, der havde sponsoreret, idet hovedmotivet var en nøgen, solbrun (eller Photoshop-brun?) femina. Der var som sådan ikke noget pornografisk over det, men det var da en slank, veldrejet kvinde uden en trevl på kroppen.
Næ, hun har bevist, at hun også i sine 30'ere er selvsikker nok til at reagere med et "Like", når jeg offentligt kommer med en smålummer tilnærmelse til en kollega, der har offentliggjort et billede af sig selv af en sådan karakter, som de færreste ville lade alle andre se.
I sandhed en cool cat. Så cool, at man næsten kan blive helt mistænksom... NOT!
Ikke nok med, at hun altid var forstående og hjælpsom og sygeplejerske-agtig og ikke spor fordømmende, når jeg i min ungdoms kådhed tilbragte noget tid med visse venner og kolleger på visse steder i byen og drak visse ting og råbte og skrålede med på visse ting, så jeg blev hæs og kom hjem og havde underligt ondt i maven hele næste dag i en grad, jeg er blevet alt for voksen til at gide længere.
Og ikke nok med at hun en dag for mange år siden kom hjem med vægkalender, hun havde fået på sin læreplads - en reklamekalender, som jeg ikke kan huske hvem, der havde sponsoreret, idet hovedmotivet var en nøgen, solbrun (eller Photoshop-brun?) femina. Der var som sådan ikke noget pornografisk over det, men det var da en slank, veldrejet kvinde uden en trevl på kroppen.
Næ, hun har bevist, at hun også i sine 30'ere er selvsikker nok til at reagere med et "Like", når jeg offentligt kommer med en smålummer tilnærmelse til en kollega, der har offentliggjort et billede af sig selv af en sådan karakter, som de færreste ville lade alle andre se.
I sandhed en cool cat. Så cool, at man næsten kan blive helt mistænksom... NOT!
tirsdag den 3. september 2013
Snotforkælede!
Hvis man ikke har mødt modgang, altid har fået en masse hjælp og har alt, hvad man kan ønske sig, så kan man godt komme til at virke en lillllle smule forkælet.
Sønnike? Næ, nej! Det var nu os som forældre, jeg tænkte på. Vi har i sandhed været velsignet med et nærmest gnidningsfrit forældreskab; i hvert fald i forhold til så mange andre. Bevares, der har da været bekymringer og kampe, der skulle tages, men alt i alt føler jeg mig som en snotforkælet forælder, der ikke vil acceptere, når det ikke bare glider i smør (Den blå pakke fra Naturmælk, forstås).
Sønnike er for nylig gået fra sut og tremmeseng til bare juniorseng, og dét helt uden bøvl - i første omgang. Måske var det biorytmer, stjernerne eller nyhedens interesse der gjorde, at han de første nætter uden at kny nemt faldt i søvn i sin nye seng, men efter et par uger meldte udfordringen sig: Han begyndte at fable om, at der kom dyr på værelset om natten, og han var meget insisterende i sit krav om at komme ind til os at ligge.
Og det er da meget hyggeligt, men jo altså ikke meningen. Velvidende at han formentlig enten havde drømt eller haft uønsket besøg af vores elektronikglade spøgelse, rykkede jeg efter to nætters trængsel i dobbeltsengen ind på hans værelse. I bedste campingstil med liggeunderlag og medbragt mobil-oplader, ørepropper (sine podcasts skal man jo høre) og brilleetui lå jeg ved siden af hans seng og holdt ham i hånden, når han blev ked. Det var et par hårde nætter (JA, jeg kan godt høre de mere udfordrede forældre ryste lidt på hovedet), men det lykkedes da at få lidt søvn og slæbe sig på arbejde. Så blev han syg, og så blev min kone syg, og så begyndte jeg at blive sløj.
Det var som om, det ikke var særligt befordrende for døgnrytmen. I går aftes ved midnatstid bebudede Sønnike efter et par timers søvn, at han ville have morgenmad. MEGET frisk at høre på. Vi var trætte men kunne ikke sove, så vi satte os ud i køkkenet og fik et stykke mad og fik det bedste ud af situationen. Det var sgu lidt bizart at sidde der og spise æg med rejer og høre gammel jazz klokken kvart over alt for sent.
Men det var altså også lidt sjovt, og selv om min kone havde det ret skidt, fordi hun manglede søvn og havde feber, kunne jeg nu - trods bøvlet - ikke lade være med at sidde og føle mig snotforkælet.
mandag den 26. august 2013
Søde kollega, jeg elsker dig!
Nogle gange bliver folk misforstået. Det kan skyldes, at de
er lidt sære, eller at de har tanker, der er forud for deres tid. Det er ikke
altid retfærdigt, og hver gang, vi uden tøven afviser en ny tanke eller idé, er
verden måske gået glip af noget, der kunne have udviklet sig til noget
fantastisk.
Bla bla bla vi skal være mere tolerante bla bla… og lytte
ordentlig efter. Hov! Hvad var dét? Lytte efter!
Prøv lige at lukke øjnene og hør mig synge langsomt og
følsomt mens du forestiller dig et smukt og malerisk strygerakkompagnement:
Når du ser et
stjerneskud
lad dit ønske flyve ud
da vil alle stjerners
herre høre dig
Bare du af hjertet
tror
da er ingen bøn for
stor
når et stjerneskud der
falder på din vej
Hvad tænker du? Jeg vil gerne have, at du prøver igen uden
at se Jesper Fårekylling for dig.
(Et minuts ro til at prøve igen…)
Måske tænker du, at jeg skal lade være med at synge
julesange i august, men der er slet ingen grund til bekymring for mit helbred. Mine kolleger og eks-ditto kender mig som dén, der
synger næsten hvad som helst for at få arbejdsdagen til at glide, men lige i
dette tilfælde er der absolut ingen grund til at trække det gule kort pga.
sæsonforvirring. Sangen er fra ”Pinocchio” og handler om at turde ønske og
drømme. Det synes jeg da, man skal gøre hele året.
Bliver den ofte brugt i sammenhænge hvor folk vil sige
tillykke med dagen, f. eks. når en fødselar kommer ind ad døren, eller hvis
nogen har vundet et mesterskab? Ja! Hvis du spiller den for en kollega, der
fylder 40, skal du ikke blive overrasket, hvis reaktionen er rødmen eller måske
et kys, for teksten er en åben kærlighedserklæring.
Sangtekster er gode eksempler på misforståelser, der
langsomt opstår, fordi deres oprindelse er glemt.
Nå ja, så er der sådan nogen som mig, der er en spade til at
høre, hvad der bliver sunget i engelske tekster. For at vende tilbage til
juletemaet, så kan jeg da afsløre, at jeg i mange år – uden at sætte spørgsmål
ved betydningen – ved juletid sang med på Whams megahit med
ordene:
This year
To set me frontiers
I’ll give it to someone special
Det var bare de lyde, jeg syntes, jeg hørte. Ligesom når jeg
troede, at Ace of Base sang ”Eyes for the size”. Da jeg for et øjeblik siden
googlede den for at finde den korrekte tekst, var det nærmest umuligt at finde
den, da jeg troede, de så i stedet sang “Eyes for the sign”. (Korrekt er
åbenbart ”I saw the sign”)
Min kone har ellers forsøgt at overbevise mig om, hvad de
synger, men jeg tror bare jeg bliver ved med at synge ”Eyes for the Size” – så
kan fallosfokuserede dansklærere og freudianere jo vælge at tolke det, som de
vil. J
Hun – altså min kone – har også kunnet bidrage til
samlingen. Eksemplet er dog fra hendes barndom, hvorfor hun ligesom er
undskyldt. Som børn sang vi vel alle sammen en helt masse vrøvl, men denne her
er nu meget sød. Det er fra Bølle-Bob (den oprindelige):
En dag, hvor vi
snorksov i biologi
fik Bob hele klassen
til at grine fordi
han havde fået
pølseskolens fine skelet
med lærerens frakke og
pedellens kasket.
Hvad har DU misforstået? Kom med dine sjoveste eksempler!
* * *
Husk, at du også kan
følge denne blog via
Facebook.com/RetroLiker.blog
Facebook.com/RetroLiker.blog
tirsdag den 20. august 2013
Forventningsafstemning
Er Carpark North fede? Og
”ser” du Medina pga. musikken eller den gennemsigtige top? Dét, som den ene
anser for højdepunktet, er bare garniture for den anden.
Du kender det. Du skal til et koncert-festival-musik-danse-synge-skrige-i-hysterisk-ekstase-arrangement
med din bedre halvdel. Sådan ét med en lang liste af navne, der skal sørge for,
at DU dukker op for at købe pølser og kildevand til overpris (skidt, billetten var jo billig!). I glæder jer,
men ikke nødvendigvis helt til det samme, vel?
Det gør ikke noget, for dagen bliver jo skidegod alligevel.
Det accepterer vi, og vi sætter egentlig ikke spørgsmålstegn ved det.
Kig nu!
I sidste uge var vi i Legoland med Sønnike. Fantastisk!
Magen til entusiasme og energi skal man lede længe efter, for det var hans
første besøg i parken, og vi tog maaange ture i blå, gule, grønne og røde toge,
biler, både og fly. Når vi sådan kørte rundt var vi - udover at knipse flittigt
løs med spejlrefleks, telefon og videokamera, for tænk, hvis nu vi skulle
glemme dagen - enormt optagede af hele tiden at pege og vise ham alt dét, vi
kørte forbi, og ”Se, der står mor!” og ”Er det sjovt?”
I løbet af dagen bibeholdt han hele tiden sin begejstring,
men vi fandt ud af at holde igen med alle vores kommentarer, for han kiggede
egentlig ikke rigtig efter de ting, vi pegede på men sad til tider og stenede
og nød de vuggende bevægelser. (Min tolkning!) Det betød ikke, at han ikke gad
mere, for straks en tur var ovre, ville han op igen. Han nød bare turen i sig
selv.
Det gjorde heller ikke noget, for dagen blev jo skidegod
alligevel. Vi accepterede det, selv om vi måske først satte spørgsmålstegn ved
det.
Hvad er godt vejr?
Det er lidt sjovt, at selv om man har klare forventninger
til, hvad der fænger hos sådan en barn, er det ofte noget helt andet, måske
endda en detalje, man selv ikke ville have lagt mærke til, der løber med
sejren. Desuden er alle oplevelser jo et spørgsmål om fortolkning og individuel
vurdering. En dag først på måneden, da vi sad over aftensmaden), bragte vi det
gamle argument med vejret til torvs: ”Ved du hvad sker, hvis du spiser op? Så
bliver det godt vejr i morgen”. Svaret fra Sønnike: ”Sne!”
Det gjorde heller ikke noget, for dagen blev skidegod
alligevel, og vi opgav at sætte spørgsmålstegn ved det.
Han spiste for resten ikke op, så vi slap for at skovle sne næste
dag i sommervarmen.
* * *
Husk, at du også kan
følge denne blog via
Facebook.com/RetroLiker.blog
Facebook.com/RetroLiker.blog
Abonner på:
Opslag (Atom)