Online or not to be

Er vi på linje med hinanden, når vi er på linjen med hinanden?

Det var ugen op til Sønnikes tre års fødselsdag. Vi sad alle tre i stuen og legede, eller hvad vi nu lavede, og i talestrømmen fra purken indgik nu pludselig og helt uventet ordet ”Facebook”. Selv om alle nye ord er uventede - som da han efter få dage i børnehaven havde lært at sige: ”Nu er du død” - synes jeg nu alligevel, det er bemærkelsesværdigt, at Facebook allerede er en del af hans vokabularium. Jeg vil slet ikke fortælle, hvornår han begyndte at sige ”genstarte”, for er det ikke et udtryk for, at vi forsøger i smug at være online på tidspunkter, hvor vi i dén grad burde være off line!

Cyber love

På den anden side... Han har allerede en ”kæreste”, som han kun kender fra Facebook. (Ja, det lugter af arrangeret ægteskab, men bare rolig!) Og da han generelt elsker at se billeder, er det jo meget smart, at der hele tiden er nye billeder af hans amerikanske flirt, der skam også har vist interesse for de videoer af ham, som vi har uploadet. (Det lugter stadig...)

Hvad med os andre? Har vi selv noget ud af al dén online-tid? En kollega argumenterede engang for sin manglende accept af Facebook ved at sige, at hvis der var nogen, hvis liv han gerne ville følge med i, kunne han altså godt finde ud af at tage telefonen og ringe til dem. Dét kan han da have ret i, ikke mindst set i lyset af, at når min mor spørger, hvordan det går med de andre i min gamle skoleklasse, har jeg svært at være voldsom konkret i mit svar. Men derfor synes jeg stadig, det er enormt hyggeligt at se deres billeder og læse om hverdagens små fortrædeligheder. Det giver bid for bid et samlet indtryk af, hvordan de har det, og hvor de er i deres liv... og sådan. Det er bare svært at genfortælle

Jeg er nok en skærekage

Dét indblik, jeg synes jeg får i mine Facebook-venners liv, er ikke hele sandheden; det ved jeg godt. Det er dog stadig – som i deres rigtige liv – ofte mangefacetteret nok til at udgøre en velsmagende helhed. Som kæmpe fan af symbiosen fedt&sukker vil jeg ikke tøve med at karakterisere deres (og mit) liv som et stykke dejlig kage.

For nogens vedkommende er det en flot lagkage med fine lag i forskellige smagsnuancer, der tydeligt træder frem akkompagneret af en veltempereret Sauterne. Andres liv fremstår måske nærmere som en gedigen skærekage, hvor alt er rodet sammen til en ensartet masse MEN dog med dejlige, store stykker chokolade og nødder og en lækker topping, der gør den lige så karakterfyldt og lækker som lagkagen.

Før vi blev forældre, havde vi en klar holdning til, at børn ikke skulle have computer og telefon som små. ”Det er simpelthen ikke nødvendigt.” Sådan gik det bare ikke. Men jeg er da glad for at Sønnike heldigvis er udebarn, og jeg tror da også, at jeg vil holde fast i at opfordre ham til at gå ud at spille bold, for selvfølgelig skal livet ikke leves foran skærmen. Skriver jeg... og indrømmer uden at skamme mig, at jeg i tankerne var på Facebook og Twitter og liiige rundede min mail og selvfølgelig Wordfeud, mens dette indlæg blev forfattet til den sagte baggrundssummen fra Netflix for det venstre øre og lyden af en geninstallation af Windows for det højre.

Tak for gaven!

Om glæden ved at give og modtage gaver

Jeg kan se det for mig: Jeg sidder med en pakke. Den har en mærkelig facon, er pakket grimt ind og jeg har ingen anelse om hvad, der er indeni. Sønnike følger forventningsfuld med. Åh ja! De hjemmelavede gaver! Det varer ikke længe før, de begynder at vælte ind.

Han kommer allerede hjem med lidt forskellige ting, han har ”lavet”. Til jul er de pakket ind og kommer under træet. Det er helt fint, og det er hyggeligt at få lidt af hans hverdag til at stå på hylderne. Sønnike har selvfølgelig helt styr på, hvad han har lavet og sammen med hvem. Jeg kan huske første gang, han havde en tegning med hjem. Han var lige begyndt at tale i små sætninger, så det var dobbelt bevægende, da vi kom ind i entreen og han løb ind til sin mor og råbte: ”Se her, mor!”

Varenummer 55474-2

Lad det være sagt: Gaver er ikke min store passion. De er ofte udtryk for et tilfældigt valg fra en nøje specificeret ønskeseddel, fordi sådan er vi danskere blevet så krævende. Vi ønsker os ikke bare en trøje eller en plæneklipper – det skal være et bestemt mærke, en særlig model og helst i yndlingsfarven. En landsdækkende isenkramkæde var med til at skabe danne trend, da den indførte sine ønskelister med varenummer og det hele.

Det er ikke fordi, jeg så hellere vil overraskes. Pu-ha, tænk hvis man ikke kan leve op til giverens begejstring over et køb gjort med særlig omtanke! Her er det, sønnike kommer ind i billedet, for jeg kan godt huske noget af det, jeg slæbte med hjem med fra formningstimerne. Uanset hvor meget omhu og kærlighed, der er lagt i en klump ler, der er formet og malet og brændt, finder den næppe praktisk anvendelse i et moderne hjem; den har jo ikke noget varenummer.

Giverens glæde

Anderledes bliver det måske, når han når til sløjd-timerne, hvor der trods alt er tale om mere maskuline materialer forarbejdet med mere maskuline redskaber. Sådan erindrer jeg det i hvert fald fra min egen barndom. Der er faktisk ting, som stadig er i brug efter 25 år.

Hvorom alting er, de hjemmelavede effekter er ikke til at komme uden om, og jeg må minde mig selv om, at giverens glæde ofte er lige så vigtig som modtagerens. Nu har jeg ikke hang til tobak, men når jeg om nogle år sidder med et farvestrålende askebæger i ler, finder jeg sgu nok helt naturligt entusiasmen frem: ”Nej, hvor er det flot, skat!”

* * *

http://twitter.com/RetroLiker
http://facebook.com/RetroLiker.blog

Hvem får æren?

Far til én synes ikke, at Sønnike skal vænnes af med sin adfærd. Der er en anden mulighed.

”Jeres søn bruger ikke længere sut, når han sover til middag.” Nå! Øh, okay! Man kan jo ikke være utilfreds med sådan en melding fra Sønnikes fantastiske dagplejer. For der er jo meningen, at et barn, der nærmer sig børnehavealderen, snart skal vænnes af med en række ting. Ellers måske nærmere: Lære noget nyt.

Det drejer sig jo ikke om dårlige vaner. Alt, hvad et barn kan, er enten en light-udgave af senere færdigheder eller et skridt på vej mod nye evner. Når Sønnike udtaler lange ord eller sætninger ved at dele dem op i mindre bidder, er det ikke noget, han skal vænnes af med. Det er sødt at høre på nu, men det er kun et spørgsmål om øvelse og tid, før de svære ord flyder lige så roligt som råcreme ned ad en henkogt pære (hvor blev den dessert egentlig af?)

Potter på stribe

Det samme gælder bleer kontra potte. Det er da fint, at han bruger ble. Tænk på alternativet! Potten er bare en ny ting, han skal lære. Også her er det skønt at høre, at tre af børnene i dagplejen hver dag sidder på stribe i bryggerset på en gul, en hvid og en blå potte og har en fest med dét. Der kommer vist ikke så meget i potterne, men jeg tror sgu godt ungerne ved, hvad det går ud på. Der er bare lige nogle muskelgrupper, de skal lære, at de har.

Herhjemme har Sønnike aldrig gidet at sidde på potten i mere end tre sekunder. Før nu. For nu skal der siddes på potte, og jeg er selvfølgelig er dum nok til at vænne ham til at få læst en bog imens, men hvad fa’en. Bagefter hen til toiletrullen og rive et stykke papir af og op på skamlen for at vaske hænder. Han vil så gerne lære, så vi har ikke behov for at vænne ham af med noget.

Stolthed

Jeg kunne indtage den holdning, at alle disse fremskridt udelukkende burde være noget, han lærte af os herhjemme. Selv om vi sender ham ud for at blive passet og møde andre børn, skal vi da ikke fraskrive os vores ansvar som forældre. Jeg kunne også lade min stolthed vinde og være mopset over, at dagplejeren sætter ting i gang, før vi selv gør. Det kunne jeg.

Men så ser jeg, hvor glad og stolt han er, når han kan noget nyt, og selv om vi får en kæmpe hjælpende hånd fra dagplejen, synes jeg alligevel, at vi kan tage lidt af æren for, at han er som han er. I hvert fald lige indtil han kommer hjem fra skolen med en seddel, hvor der står, at han været oppe at slås i skolegården.

”Oppe at slås? Nå! Øh, okay!”

* * *

facebook.com/RetroLiker.blog
twitter.com/RetroLiker

Alder måles da i år

Om hvornår man er stor. Sønnike bliver hele tiden større, og nok er han stor, men er han stor nok?

Hvornår er man en stor dreng? Altså ikke i fysisk omfang, men mere sådan mentalt og aldersmæssigt. Som spædbarn er man vel ikke ”en stor dreng” (eller pige), men allerede efter et halvt års tid eller måske før, begyndte jeg at rose Sønnike med gloser som ”Er du så stor, at du kan det nu?”, og efterhånden som man begynder at stille større krav bliver det hurtigt til det mere fordrende ”Nu er du en stor dreng, så dét kan du godt selv”.

Budskabet er dog det samme. Prøv at tænke på, hvor mange gange, sådan et barn udvikler sig til at være stor! Han var stor for nylig, da han begyndte at træne på potten, men nu er han lige blevet det igen, fordi han er begyndt i børnehaven. Jeg priser mig lykkelig for, at børn ikke stiller så mange spørgsmål ved logikken i dét, de får at vide, for hvad skulle jeg svare, hvis han begyndte at bore i det her?

Stadig større

Han bliver for resten snart stor igen. Han fylder nemlig tre år lige om lidt. Min kone begynder at savne sin lille dreng, hvorimod jeg egentlig er meget godt tilfreds med, at han ikke er lille mere. For han er jo stor. Og jeg elsker det uden at savne dén tid, hvor han skulle bæres rundt, og hvor der skulle skoldes sutteflasker, og hvor han ikke kunne sige men kun lave lyde. Bevares, det var da en stor ære at have ansvaret for sådan et lille forsvarsløst væsen, men forhåbentlig vil jeg i mange år endnu være ét af de vigtigste mennesker i hans liv.

Det er sjovt, for normalt er jeg på mange områder nok en anelse mere tilbageskuende end gennemsnittet, men lige hvad angår Sønnike er det udviklingen, jeg holder mest af. Ingen tvivl om, at en stille stund med højtlæsning eller godnatsang er noget af det allervigtigste i løbet af dagen, men jeg glæder mig da helt vildt til, at han skal til at cykle og i skole og flytte og giftes. Ikke fordi han ikke er skøn nu, men det ville da være kedeligt, hvis der ikke skete mere.

Hvor stor?

I Foråret var vi til gymnastikopvisning. Han havde i et halvt år gået til forældre/barn-gymnastik, hvor han har nydt at drøne rundt og kravle og hoppe, og sådan noget slutter jo med den obligatoriske afslutning med hold i alle aldre. Men det var alt for stort, og alt skulle gå så hurtigt, fordi mange skulle til. Det var ikke lykken, og han ville hele tiden op til mor.

Måske er han ikke så stor alligevel!

Hør på mig!

Er det ikke bare fedt, når en dreng på to et halvt ikke blot konstruerer rigtige sætninger, men også mestrer den dramatiske effekt?

”Far! Faaar! Kom herind, far! Mig græder.”

Sønnike ligger inde i sin seng med dukke Lars, som partout skal klædes af nu. Og helst af mig, hvilket en morgenfrisk dreng med en påtaget klynken prøver at overbevise mig om.

Det er lørdag morgen, og vi har egentlig ikke synderligt travlt med at stå op, men han insisterer på sit dukke-projekt. Belært af erfaring løfter jeg ham op af sengen og han trisser med mig ind i soveværelset. Det er ingen grund til at satse på mere søvn nu.

Storebror?
Sammen (mest Sønnike) begynder vi at klæde dukken af: ”Du kan jo godt, skat”, siger jeg opmuntrende, og han aser videre med sit forehavende. Han virker enormt storebror-agtig, som han står der og tager tøj og ble af mors gamle dukke, og det er af de øjeblikke, hvor jeg ved, at hvis vi skulle have et barn mere, ville det blive let som en drøm, for Sønnike hjælper jo til. Alle mine overvejelser og argumenter for og imod flere børn kan være ligegyldige i dette øjeblik.

Han står og snakker løs om trøje og arme og knapper. Og underbukser. Og dén skal ud der! Og det er jo helt fantastisk som både ordforråd og brugen af faste vendinger eksploderer i dén alder. Alligevel sker det stadig, at han kan finde på at kommunikere ved hjælp at lyde, som om han endnu ikke havde noget rigtigt sprog. Han glemmer bare, at vi ikke længere forstår det sprog, han brugte for halvandet år siden. Dengang syntes vi, at det var et helt fantastisk sprog, og at han var vældig dygtig til at give udtryk for sine ønsker og behov.

Pinligt

Men nu skal man som forælder bare tænke et bandeord, så har han lært det, så man bliver pludselig meget bevidst om sit eget sprog, for hvem gider høre sin søn sige ”Av for satan!”, hver gang han falder eller støder ind i noget! Det kommer da aldrig til at ske for vores barn, vel? Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når pinligt berørte forældre (mig selv inklusive) siger: ”Ja, det er ikke noget, han har lært derhjemme”, fordi ungen bander eller beder om slik eller siger, at damen er tyk. Sikkert ikke, men så er der nok andre pinlige vaner, han har lært hos far og mor.

For sådan er det. Uanset hvad, vi gør for undgå det, lærer de det. Om de så lærer det af os eller i børnehaven eller i TV, siger børn bare pinlige ting. Lev med det!

 Mens tankerne flyver, har dukke Lars fået alt tøjet af, og Sønnike konstaterer stolt: ”Jeg kan jo godt, far.”

* * *

Twitter.com/RetroLiker