Ferie i november

Åh ja! Vi SKAL jo have holdt de mange feriedage, vi får smidt i nakken hvert år til maj. Nej, det lød forkert. Jeg prøver igen...

Ah ja! Ferie! Kan du mærke det? Nå, ikke! Det er vel også et lidt usædvanligt tidspunkt at holde to ugers ferie på og så endda uden egentlig at have planer bortset fra nogle aftaler med værkstedet, blodbanken og svigerfamilien. Ingen rejseplaner; bare to uger til at stresse af, slappe af og tage den med ro. Og resten af tiden skal vi bare lave ingenting.

Jeg tror aldrig, jeg sådan har taget ferie i november - og så TO uger! Både konen og jeg (vi arbejder samme sted, så der var kun én chef, der skulle spørges).

Der er nu gået halvanden uge, og jeg begynder at kunne mærke effekten. 2-3 dage om ugen har Sønnike været i børnehave. Både fordi, vi helt oprigtigt vurderede, at to uger ville være meget længe at tage ham ud, og også fordi far og mor så kunne have nogle halve dage sammen.

Jeg spurgte konen i dag, om hun syntes, vi havde fået noget ud af ferien. Sådan kommer jeg altid i tvivl, når en ferie nærmer sig sin slutning, men selvfølgelig har vi dét. Det kan jeg mærke oppe i psyken. Jeg bad så psyken om at banke på ind til hukommelsen, så de to lige kunne synkronisere (uuh, det lyder frækt, men det hjalp).

Nu kan jeg da godt huske, at det har været nogle gode dage, og de skulle netop ikke være voldsomt begivenhedsrige at tænke tilbage på - det var jo en del af konceptet.

Hov! Vi begyndte for resten allerede om lørdagen med at spise med kniv og gaffel på skønneste vis, hvorefter vi slentrede et par hundrede meter hen til stedet, hvor Billy Cross (manden med Danmarks lækreste garn) og to medsammensvorne spillede dejligt dejligt for os til en akustisk intimkoncert (kan man ikke godt kalde det dét, når det er 240 stole, som er stillet op på selve scenen?).

Det var ved at være længe siden, vi havde gjort begge dele, så det var fantastisk. Vi er efter et par års let tilbageholdenhed blevet bedre til at bladre i programmerne for koncerter og teaterforestilinger. Jeg glæder mig til de ting, vi har købt billetter til. Mere herom en anden gang.

Og så har vi pyntet op til jul - ligesom herlige Julie. Vi plejer at gøre det omkring første søndag i advent hos os, men... tja! Og i dag fandt jeg min yndlingsjuledims, badeforhænget, som konen fandt i en amerikansk webshop for et par år siden.

Sønnike eeelsker julepynt. Han har faktisk snakket om det siden sommer, så det kommer ikke bag på ham, at det nu er alle vegne, og han hjalp da også med at sætte det op.

(...) Jeg slår lige det finske tastatur fra igen (pølsefingre!) og ønsker dig en lækker dag/nat/ballontur afhængig af, hvornår du læser dette, og så tror jeg faktisk, jeg vil begynde at glæde mig til at tage på arbejde på mandag. Det er da luksus at kunne finde sådan en følelse frem.

* * *

Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker

Vi har kun dét, du kan se

Hvilken reaktion forventer du, når du beder om noget?

Jeg har den holdning, at hvis man går ind til en slagter og beder om en bestemt udskæring, så er der som udgangspunkt kun to mulige reaktioner:

• S'gerne! Pakke ind. Pris. Farvel og tak!
• S'gerne, jeg går lige ud og skærer den ud til dig. Pakke ind. Pris. Farvel og tak!

Måske er jeg gammeldags (slet selv det forkerte ord i dén sætning!), men jeg har det meget svært med en slagter, der siger: "Hvis du ikke kan se det, har vi det ikke." Så er der tale om, hvad jeg kalder et slagterudsalg og ikke en slagterbutik - ligesom et apoteksudsalg, der har et begrænset udvalg. (At konventionelle slagtedyr er et helt apotek i sig selv, er så en helt anden historie)

Derfor skal man selvfølgelig kun gå hen, hvor man regner med at få dét svar, man ønsker.

På samme måde med frasen "Hvordan går det?" Jeg ved det, det er en klassiker, men jeg nævner det alligevel, for jeg er begyndt at tænke over, hvordan jeg i forhold til dette spørgsmål gebærder mig både som spørger og adspurgte. Hvis folk tøver, når de svarer, kan det godt være, at de ikke vil tale om det, men jeg kan da godt finde på, at spørge yderligere til det, hvis jeg fornemmer, at de ikke har det godt. Det kunne jo også være, at de gerne vil tale om det. Er situationen dén, at jeg faktisk ikke lige er i humør eller har tid til at høre, hvordan folk har det, eller hvis jeg i virkeligheden bare skal hilse på folk - hvilket jo som regel er tilfældet, når man siger "Hvordan går det" - bruger jeg helt andre formuleringer: "Er du frisk?", "Har du husket madpakken?" eller andet, der tydeligvis bare en ment som et "Dav" eller "Godmorgen". Det er måske ikke så let, hvis man møder folk i Brugsen, men så kan man jo nøjes med at hilse og så gå videre. Jeg stopper sjældent op af pligt.

Jeg kommer da også til at spørge til folk velbefindende i tilfælde, hvor jeg måske ikke forventer en decideret samtale, men jeg synes egentlig, det er godt at være opmærksom på, hvordan man hilser på folk.

Som adspurgt kan jeg godt finde på at tage spørgsmålet alvorligt, hvis jeg møder én, jeg synes, jeg kan tale privat med; både fordi man ligesågodt kan være åben omkring, hvordan man nu har det, og ubevidst nok også fordi, jeg synes man skal værne om vores sprog og betydningen af de ord og udtryk, vi slynger om os. 

Overraskende reaktioner på spørgsmål får man selvfølgelig altid, når man taler med børn. Sønnike og jeg legede forleden med hans skumgummiterminger. Jeg slog en toer og en femmer, og da han havde identificeret dem som en toer og en femmer, spurgte jeg:; "Hvor mange er der, hvis du lægger dem sammen", hvorpå han flyttede den ene hen til den anden - altså lagde dem sammen #ordspil (Nej, nu begynder jeg at skrive hashtags i almindelig tekst. Helt ærligt...)

Forleden legede vi Føtex. Han har et lille kasseapparat, som vi tit leger med. Legen hedder godt nok Føtex, men den er nu ofte noget med, at vi beder om noget, og så henter han det gammel købmand-style. Han har nogle stofgrøntsager, som ofte bliver brugt i legen. Han ved, hvad der er i butikken, så han finder altid dét, vi vil købe. Da jeg denne dag bad om tomater, svarede han: "Jeg kan ikke se nogen tomater."

Hmm... "Hvis du ikke kan se det, har vi det ikke." Han bliver aldrig rigtig slager.

* * *

Husk, at du også kan følge denne blog via 
Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker

ALS

Send ALS til 1234! Det er disse ugers store og vedholdende emne. Det diskuteres ihærdigt, ja det var sågar emne for en kort debat på P1 i dag. Jeg synes, det er SÅ sjovt, at det kan bringe sindene sådan i kog.

1) Det er for f***** bare et TV-program.
2) Det har jo aldrig været tænkt som en danseonkurrence.
3) Begrundelsen for pkt. 2, se venligst pkt. 1.

Come on! X-factor er styret af pladeselskabet, der skal sælge vinderens CD. Bubber og BS var ikke alene på deres "farlige ture" men var ledsaget af tv-holdet. Robinson-Ekspeditionen er en psykologisk thriller.

Og Vild med dans er et underholdningsprogram med en indbygget popularitets- konkureence. Altså: Hvem har flest fans? Selvfølgelig kan man pudse glorien og sige, at man altid stemmer på de mest kompetente i den slags programmer, men hvis der kommer en deltager, som man har en eller anden slags forhold til, tror jeg de fleste af os har svært ved at forblive upartiske. Det ved folkene bag konceptet godt, og redaktion og dommere er da også klar over det.

Hvis man ønsker neutralitet i voteringen, skal man da ikke sætte os alle sammen til at bestemme. En professionel dommer på TV ønsker næppe at sætte sit omdømme på spil ved at give ufortjent høje karakterer, men for os andre er det omkostningsfrit og uden risiko at sende ALS til 1234, så det gør vi da.

Jeg har aldrig set Vild med dans, men jeg har sgu da også stemt med hjertet i lignende programmer. Jeg kunne godt finde på at hoppe med på støttebølgen til fordel for Allan, bare fordi jeg kan. Til dem, der mener, at han skal trække sig, fordi han ødelægger et godt program, kan jeg kun sige, at manden er blevet inviteret. Hvorfor skulle han så trække sig? Det er ikke hans skyld, at nogen ikke kan lide hans moves eller mangel på samme.

TV2 er glade for al omtalen. Den giver sikkert højere reklameindtægter, og da serien har kørt i mange sæsoner, lader det til, at mange er underholdt. For en station som TV2 er det vel ligegyldigt, om vinderen kan danse. Eneste fare ved det er, at seerne måske langt om længe opdager, at det ikke er - og aldrig har været - en dansekonkurrence. Hvis man vil se dans på højt niveau, må man tage ud til rigtige dansestævner (eller hvad sådan noget hedder). Det er ikke for at nedgøre programmet eller dets seere. Jeg forstår simpelthen bare ikke, hvorfor så mange er sure på Allan.

Det er ligesom, da Jacob Hauggard kom på tinge. Mange stemte på ham i protest, men det var da også lidt sjovt, var det ikke? Send nu bare ALS til 1234 på fredag og se det sjove i det!

Jeg ønsker alle en dejlig uge, og så vil jeg da lige smutte over på Youtube, så jeg kan se nogle af Allans trin.

Jeg tror, jeg står op

Mærkelig følelse! Klokken er 7.15 lørdag morgen, her er mørkt og stille, og jeg ligger her i min seng og overvejer at stå op. Det er ikke tidspunktet, der undrer mig, for sådan er jeg, men denne følelse af, at jeg kan VÆLGE at stå op.

Meeeget mystisk (udtalt gammeldags affekteret med bredt "e" i stedet for vores moderne [majet] ). Meeeeeget mystisk!

Det er første gang i hundrede år (eller ét år), at jeg står op, fordi jeg ikke gider ligge her mere. Konen ligger ved siden af og trækker vejret tungt, Sønnike har jeg ikke hørt noget til hele natten, og jeg selv føler mig udhvilet.

Fantastisk!

Sært!

Nu skal det ikke lyde som om, jeg længe har manglet min nattesøvn, for det er jo bare et spørgsmål om sengetid. Det er bare sådan nærmest helt nostalgisk, det her.

Det bliver en god dag. Det gør det.

Introvert

Er det federe at være ekstrovert? Og skal det overhovedet være federe?

Midt i en lidt stresset tid på min arbejdsplads, efterårsforkølelse, Sønnikes obligatoriske sprogtest (der er søreme fornuftige tiltag i vores kommune) måtte vi tage afsked med én af Sønnikes oldemødre. Han har hidtil haft hele tre af slagsen, og hende, vi netop har bisat, ville være fyldt 93 denne måned.

Som købmandskone (de solgte butikken i '79) sled min bedste i mange år fra morgen til aften men havde også stor glæde af kontakten til kunderne, hvilket var noget, hun savnede i årene efter. Det må siges at være et meget udadvendt træk, hun delte med sin yngste datter (min mor), der kan falde i snak med næsten hvem som helst. Dermed ikke sagt, at de begge nødvendigvis kan karakteriseres som ekstroverte.

Næste led (vov!) lader sig til gengæld gerne rubricere som overvejende introvert og lader bedst op alene. Men altså... konen skal ikke skal have mange aftenvagter i træk, før jeg savner hendes selskab. Når jeg ellers har det godt i kroppen og hovedet, sætter jeg selvfølgelig også pris på andre menneskers selskab, men jeg kan ikke så godt overskue at have alt for mange aftaler og weekender med udadvendt aktivitet på kort tid.

Jeg har altid håbet for Sønnike, at han blev mere udadvendt end mig, men hvorfor egentlig? Det er bare mere velanset at være udadvendt med mange venner og gang i den, men jeg har jo egentlig ikke noget ønske om, at mit eget liv skulle være sådan. Selvfølgelig kunne det være sjovt, hvis man havde energi og entusiasme nok til at feste længe eller hænge ud med folk i mange timer, men det har jeg - med nogle få undtagelser - aldrig været god til.

Nu er det sådan, at Sønnike også viser introverte træk, og det gav os (som jeg måske tidligere har nævnt) nogle betænkeligheder omkring opstart af børnehave; betænkeligheder, der heldigvis viste sig unødvendige (ja, man ville vel normalt skrive "ubegrundede", men det er altså et udtryk, der ingen mening giver).
Han er for mig beviset på, at man sagtens kan leve et muntert og virksomt liv som introvert (Grundtvig-referencen er så godt som utilsigtet og næppe relevant).

Godt, at Sønnike kan vise mig det. Gud forbyde, at man kigger på sig selv og finder ud af, at det et gået OK!


* * *

Følg gerne bloggen via
Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker

Godnat!

De første tre år af Sønnikes liv, var det næsten altid mig, der sang godnatsang og puttede. Det blev en fin rutine, der sikkert var medvirkende til, at han var tryg, og hurtigt faldt i søvn. Når min kone en gang imellem stod for putningen, var det som regel også uden problemer. Men det var nu ikke de effektive putninger, jeg ville skrive om.

Nu er han over tre år. Han har fået smag for godnathistorier, og det er en enormt dejlig måde at slutte dagen på. Det ender faktisk ofte med, at vi slet ikke får sunget bagefter.

En anden ting, der har ændret sig (eller som jeg på et tidspunkt besluttede mig for at ændre) er, at han selv løber ind i stuen og siger/krammer/kysser den ikke-puttende forælder godnat. Der er ikke meget, der er så skønt som lyden af sådan en lille fyr, der kommer trippende henover trægulvet for at takke af for i dag.

Førhen gik vi ind til ham og sagde godnat, inden den anden puttede ham, men jeg tror egentlig, at det er lidt for opvartende, og jeg tror da, at der er en eller anden form for læring i dét med, at han ikke er lige så meget i centrum, som da han var spæd, og at han har en fast "opgave" i den nye rutine.

Det er måske stor betydning at lægge i en godnat-rutine, men er det ikke de små ting, der er med til lære børn de store ting? Jeg kan lige så godt indrømme, at det ikke var med dette pædagogiske sigte, at jeg vedtog, at jeg syntes, at jeg ville foreslå min kone, at hun skulle være enig i, at jeg havde ret i, at det ville være meget bedre, hvis vi lod være med begge to at godnatte inde på hans værelse. Det var kun, fordi jeg fandt det mere hyggeligt. Det er først her bagefter, at jeg har tænkt på, at der måske er andre effekter i det.

Læring eller ej: Det bedste er dog stadig, at det er mega hyggeligt og heeelt vildt familieagtig, når han kommer hen til én og krammer godnat.

Klassisk undren

Sønnike er som bekendt inde i en periode, hvor han har brug for lidt (læs: meget) ekstra tryghed, når han skal sove, så for tiden er det noget med at sidde ved siden af sengen og holde ham i hånden, indtil han sover eller simpelthen bare lægge sig op til ham og hyggesnakke og synge... og holde ham i hånden, indtil han sover.

For afvekslingens (min, altså) skyld og for at forsøge at bryde mønsteret og skabe lidt diversitet i håb om, at at han opdager, at der findes flere måder at falde i søvn på, er jeg begyndt at sætte lidt musik på. Det er klassisk musik i den stille ende af skalaen, og så kan vi jo ligge og snakke lidt om de forskellige instrumenter, vi hører. Det gav i dag følgende lille replikskifte:

- Det er en fløjte, og så er det violiner i baggrunden.
- Jeg har også violiner i baggrunden, far.
- mmmmh....
- Hvordan kommer man ud af baggrunden?

Her måtte jeg altså bryde den facade, som er så vigtig, når nysgerrige børn stiller oprigtige spørgsmål. Det blev til et latterbefængt "Det ved jeg ikke, skat."

Hans efterfølgende gravalvorlige tillægsspørgsmål gik ud på, om der var en dør osv.

Baggrund! Tja, han havde jo åbenbart en idé om, hvad en baggrund er. Det er også tarveligt med de dèr overførte betydninger. Jeg fornemmede faktsk, at han blev lidt såret, over min pludselige latter, men sådan kan det jo gå.

Også "vandtårn" kan åbenbart have flere betydninger, idet han insisterede på at kalde waldhornene for vandtårne.

Hvorom alting er, så håber jeg på, at han vokser op med et naturligt forhold til klassisk musik på lige fod med andre genrer, for der er forbløffende mange, der har et nærmest tabuiseret forhold til den. Jeg kunne godt tænke mig at forstå hvorfor.

Jeg ynder at lytte til P2 på min arbejdsplads, og ikke sjældent får jeg kommentarer som "Hører du ønskekoncert?", "Hvad er det for noget kirkemusik?" eller "Kan du ikke slukke for dén larm!" Sidstnævnte bemærkning faldt på en tidligere arbejdsplads, hvor jeg hørte noget relativt afdæmpet, lyst og let musik, der i mine ører næppe kunne karakteriseres som larm. Det kommer selvfølgelig an på øret, der hører, og hvis man ikke er vant til det, er det måske svært..?

Jeg synes, det er helt vildt mærkeligt, at man bliver mødt med undren, hvis man hører noget, der ikke bliver spillet på reklamefinansieret radio. Selvfølgelig har hver sin smag, men jeg hører sgu da også pop og rock og country og jazz og folk og viser og gammelt dansktop, men uuu-ha, KLASSISK?!?... dét er altså lidt mærkeligt.

Jeg er ikke ude på at dømme folk eller komme med løftede pegefingre, jeg forstår det bare ikke. Det gør jeg virkelig ikke.

Sønnike skulle gerne vokse op med en bred smag, så han bliver bombarderet med musik. Én af hans yndlingsting er Gangnam Style. Hvis du ikke allerede kender den danske undersættelse "Garn om steg" fra Youtube, så skylder du dig selv at google den. Så kan du både nyde den groovy original og få et godt grin samtidig.

Og hvem ved, hvad du ender med at sidde at lytte til, for Youtube fører altid én i uventede retninger.

Hav en lækker uge!

* * *

Følg gerne bloggen via
Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker

Må jeg gå i sten?

"Tak for mad, må jeg gå i bad?" Denne lille frase er blevet fast bestanddel af aftensmadsritualet her i huset. Sønnike siger den med høj og klar røst og med voldsomt og rytmisk tryk på de fire vigtigste ord: TAK for MAD, må jeg GÅ i BAD? Hører du til min generation fik du måske en trang til at fortsætte med "Gu' må du ej, du må gå din vej" Det rytmiske sammenfald med "Av goddaw-remsen er ikke til at overse. (man ser for sig en 70'er-pædagog uden bh sidde i sin brune rullekravebluse og klappe rytmen til remsen. Eller måske slå med et slaginstrument af træ eller en bongotromme).

Jeg aner ikke, hvor han har rimet fra; måske har han selv lavet det. Nu er han også begyndt at variere det og fjolle med det. Han bytter simpelthen det sidste ord ud med et andet. Der kommer en lang række af skøre spørgsmål som "Tak for mad! Må jeg gå i dæk?" Eller "i mors mave". Alle mulige sære påhit. Det er ikke alene ufattelig underholdende men også et fantastisk bevis på dén kreativitet, sådan nogle tumlinger er i besiddelse af.

Vi griner ad og med ham, og dét opildner ham selvfølgelig til at blive ved. Heldigvis! Entusiasmen lyser ud af ham. Udover at være i centrum (altid et hit), er der næppe nogen tvivl om, at han nyder at finde på; nu er det ikke kun far og mor, der kan fjolle rigtigt med sproget.

Det er bare så livsbekræftende, og forhåbentlig kan han holde fast i sit legende jeg længe nok til at kunne få glæde af det som voksen.

Børn skal have lov at være børn længe. Det er sikkert alt for store tanker at gøre sig allerede nu, men det piner mig at tænke på i hvor tidlig en alder barndommen reelt hører op nu til dags. Den i mange henseender sorgløse barndom en del børn førhen havde helt op til 10-12 års-alderen, er det vist ikke mange forundt at nyde længere. Eller er det mig, der maler Fanden på væggen med en kradsbørstig oliemaling?

Selv synes jeg, at jeg har bevaret noget af mit legende jeg trods mange små perioder med alt for mange grå skyer på min indre himmel, hvor jeg ikke kan lade være med at udtrykke en længsel efter hin sorgløshed.

Ak ja! Jeg ville gerne advare Sønnike mod at blive voksen. Nyd i hvert fald din barndom så længe som muligt, skat!

Husk, at du også  kan følge denne blog via
Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker

Cool cat

Min kone er ikke en sød, lille missekat; hun er en cool cat.

Ikke nok med, at hun altid var forstående og hjælpsom og sygeplejerske-agtig og ikke spor fordømmende, når jeg i min ungdoms kådhed tilbragte noget tid med visse venner og kolleger på visse steder i byen og drak visse ting og råbte og skrålede med på visse ting, så jeg blev hæs og kom hjem og havde underligt ondt i maven hele næste dag i en grad, jeg er blevet alt for voksen til at gide længere.

Og ikke nok med at hun en dag for mange år siden kom hjem med vægkalender, hun havde fået på sin læreplads - en reklamekalender, som jeg ikke kan huske hvem, der havde sponsoreret, idet hovedmotivet var en nøgen, solbrun (eller Photoshop-brun?) femina. Der var som sådan ikke noget pornografisk over det, men det var da en slank, veldrejet kvinde uden en trevl på kroppen.

Næ, hun har bevist, at hun også i sine 30'ere er selvsikker nok til at reagere med et "Like", når jeg offentligt kommer med en smålummer tilnærmelse til en kollega, der har offentliggjort et billede af sig selv af en sådan karakter, som de færreste ville lade alle andre se.

I sandhed en cool cat. Så cool, at man næsten kan blive helt mistænksom... NOT!

Snotforkælede!

Hvis man ikke har mødt modgang, altid har fået en masse hjælp og har alt, hvad man kan ønske sig, så kan man godt komme til at virke en lillllle smule forkælet.

Sønnike? Næ, nej! Det var nu os som forældre, jeg tænkte på. Vi har i sandhed været velsignet med et nærmest gnidningsfrit forældreskab; i hvert fald i forhold til så mange andre. Bevares, der har da været bekymringer og kampe, der skulle tages, men alt i alt føler jeg mig som en snotforkælet forælder, der ikke vil acceptere, når det ikke bare glider i smør (Den blå pakke fra Naturmælk, forstås).

Sønnike er for nylig gået fra sut og tremmeseng til bare juniorseng, og dét helt uden bøvl - i første omgang. Måske var det biorytmer, stjernerne eller nyhedens interesse der gjorde, at han de første nætter uden at kny nemt faldt i søvn i sin nye seng, men efter et par uger meldte udfordringen sig: Han begyndte at fable om, at der kom dyr på værelset om natten, og han var meget insisterende i sit krav om at komme ind til os at ligge.

Og det er da meget hyggeligt, men jo altså ikke meningen. Velvidende at han formentlig enten havde drømt eller haft uønsket besøg af vores elektronikglade spøgelse, rykkede jeg efter to nætters trængsel i dobbeltsengen ind på hans værelse. I bedste campingstil med liggeunderlag og medbragt mobil-oplader, ørepropper (sine podcasts skal man jo høre) og brilleetui lå jeg ved siden af hans seng og holdt ham i hånden, når han blev ked. Det var et par hårde nætter (JA, jeg kan godt høre de mere udfordrede forældre ryste lidt på hovedet), men det lykkedes da at få lidt søvn og slæbe sig på arbejde. Så blev han syg, og så blev min kone syg, og så begyndte jeg at blive sløj.

Det var som om, det ikke var særligt befordrende for døgnrytmen. I går aftes ved midnatstid bebudede Sønnike efter et par timers søvn, at han ville have morgenmad. MEGET frisk at høre på. Vi var trætte men kunne ikke sove, så vi satte os ud i køkkenet og fik et stykke mad og fik det bedste ud af situationen. Det var sgu lidt bizart at sidde der og spise æg med rejer og høre gammel jazz klokken kvart over alt for sent.

Men det var altså også lidt sjovt, og selv om min kone havde det ret skidt, fordi hun manglede søvn og havde feber, kunne jeg nu - trods bøvlet - ikke lade være med at sidde og føle mig snotforkælet.

Søde kollega, jeg elsker dig!

Nogle gange bliver folk misforstået. Det kan skyldes, at de er lidt sære, eller at de har tanker, der er forud for deres tid. Det er ikke altid retfærdigt, og hver gang, vi uden tøven afviser en ny tanke eller idé, er verden måske gået glip af noget, der kunne have udviklet sig til noget fantastisk.

Bla bla bla vi skal være mere tolerante bla bla… og lytte ordentlig efter. Hov! Hvad var dét? Lytte efter!

Prøv lige at lukke øjnene og hør mig synge langsomt og følsomt mens du forestiller dig et smukt og malerisk strygerakkompagnement:

Når du ser et stjerneskud

lad dit ønske flyve ud

da vil alle stjerners herre høre dig

Bare du af hjertet tror

da er ingen bøn for stor

når et stjerneskud der falder på din vej

Hvad tænker du? Jeg vil gerne have, at du prøver igen uden at se Jesper Fårekylling for dig.

(Et minuts ro til at prøve igen…)

Måske tænker du, at jeg skal lade være med at synge julesange i august, men der er slet ingen grund til bekymring for mit helbred. Mine kolleger og eks-ditto kender mig som dén, der synger næsten hvad som helst for at få arbejdsdagen til at glide, men lige i dette tilfælde er der absolut ingen grund til at trække det gule kort pga. sæsonforvirring. Sangen er fra ”Pinocchio” og handler om at turde ønske og drømme. Det synes jeg da, man skal gøre hele året.

Hvad med dén her (Cliff Richards "Congratulations")

Bliver den ofte brugt i sammenhænge hvor folk vil sige tillykke med dagen, f. eks. når en fødselar kommer ind ad døren, eller hvis nogen har vundet et mesterskab? Ja! Hvis du spiller den for en kollega, der fylder 40, skal du ikke blive overrasket, hvis reaktionen er rødmen eller måske et kys, for teksten er en åben kærlighedserklæring.

Sangtekster er gode eksempler på misforståelser, der langsomt opstår, fordi deres oprindelse er glemt.

Nå ja, så er der sådan nogen som mig, der er en spade til at høre, hvad der bliver sunget i engelske tekster. For at vende tilbage til juletemaet, så kan jeg da afsløre, at jeg i mange år – uden at sætte spørgsmål ved betydningen – ved juletid sang med på Whams megahit med ordene:

This year

To set me frontiers

I’ll give it to someone special

Det var bare de lyde, jeg syntes, jeg hørte. Ligesom når jeg troede, at Ace of Base sang ”Eyes for the size”. Da jeg for et øjeblik siden googlede den for at finde den korrekte tekst, var det nærmest umuligt at finde den, da jeg troede, de så i stedet sang “Eyes for the sign”. (Korrekt er åbenbart ”I saw the sign”)

Min kone har ellers forsøgt at overbevise mig om, hvad de synger, men jeg tror bare jeg bliver ved med at synge ”Eyes for the Size” – så kan fallosfokuserede dansklærere og freudianere jo vælge at tolke det, som de vil. J

Hun – altså min kone – har også kunnet bidrage til samlingen. Eksemplet er dog fra hendes barndom, hvorfor hun ligesom er undskyldt. Som børn sang vi vel alle sammen en helt masse vrøvl, men denne her er nu meget sød. Det er fra Bølle-Bob (den oprindelige):

En dag, hvor vi snorksov i biologi

fik Bob hele klassen til at grine fordi

han havde fået pølseskolens fine skelet

med lærerens frakke og pedellens kasket.

Hvad har DU misforstået? Kom med dine sjoveste eksempler!

* * *

Husk, at du også  kan følge denne blog via
Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker

Forventningsafstemning

Er Carpark North fede? Og ”ser” du Medina pga. musikken eller den gennemsigtige top? Dét, som den ene anser for højdepunktet, er bare garniture for den anden.

Du kender det. Du skal til et koncert-festival-musik-danse-synge-skrige-i-hysterisk-ekstase-arrangement med din bedre halvdel. Sådan ét med en lang liste af navne, der skal sørge for, at DU dukker op for at købe pølser og kildevand til overpris (skidt, billetten var jo billig!). I glæder jer, men ikke nødvendigvis helt til det samme, vel?

Det gør ikke noget, for dagen bliver jo skidegod alligevel. Det accepterer vi, og vi sætter egentlig ikke spørgsmålstegn ved det.

Kig nu!

I sidste uge var vi i Legoland med Sønnike. Fantastisk! Magen til entusiasme og energi skal man lede længe efter, for det var hans første besøg i parken, og vi tog maaange ture i blå, gule, grønne og røde toge, biler, både og fly. Når vi sådan kørte rundt var vi - udover at knipse flittigt løs med spejlrefleks, telefon og videokamera, for tænk, hvis nu vi skulle glemme dagen - enormt optagede af hele tiden at pege og vise ham alt dét, vi kørte forbi, og ”Se, der står mor!” og ”Er det sjovt?”

I løbet af dagen bibeholdt han hele tiden sin begejstring, men vi fandt ud af at holde igen med alle vores kommentarer, for han kiggede egentlig ikke rigtig efter de ting, vi pegede på men sad til tider og stenede og nød de vuggende bevægelser. (Min tolkning!) Det betød ikke, at han ikke gad mere, for straks en tur var ovre, ville han op igen. Han nød bare turen i sig selv.

Det gjorde heller ikke noget, for dagen blev jo skidegod alligevel. Vi accepterede det, selv om vi måske først satte spørgsmålstegn ved det.

Hvad er godt vejr?

Det er lidt sjovt, at selv om man har klare forventninger til, hvad der fænger hos sådan en barn, er det ofte noget helt andet, måske endda en detalje, man selv ikke ville have lagt mærke til, der løber med sejren. Desuden er alle oplevelser jo et spørgsmål om fortolkning og individuel vurdering. En dag først på måneden, da vi sad over aftensmaden), bragte vi det gamle argument med vejret til torvs: ”Ved du hvad sker, hvis du spiser op? Så bliver det godt vejr i morgen”. Svaret fra Sønnike: ”Sne!”

Det gjorde heller ikke noget, for dagen blev skidegod alligevel, og vi opgav at sætte spørgsmålstegn ved det.

Han spiste for resten ikke op, så vi slap for at skovle sne næste dag i sommervarmen.

* * *

Husk, at du også kan følge denne blog via 
Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker

Det' smørret, der gør'ed

Der er noget helt grundlæggende viden, som nu skal på plads

Vi havde været ved stranden, og på vej hjem, sagde jeg: ”Vi skal lige ind i Netto og have smør” Sønnike replicerede: Vi har da smør nok, far.”

Lettere rystet luntede jeg ind i Netto efter 2 x 200 gram syrnet, kærnet, saltet økologisk mælkefedt. Tænk, at det skulle komme dertil! Min søn mener, at vi har smør nok. Tanken tordnede rundt i mit hoved. Vi havde tydeligvis mange timers hårdt arbejde foran os, mig og Sønnike, hvor vi sammen måtte finde frem til en måde, hvorpå han kunne forstå, at man ALDRIG har smør nok.

Smør nok?

Kassedamen (ja, det hedder de!) kiggede bekymret på mig. Jeg var helt ved siden af mig selv, og jeg kan ærligt talt ikke huske, hvordan jeg kom ud i bilen, hvor resten af familien sad. Min kone var tilsyneladende fuldstændig upåvirket af situationen. Hatten af for dét!

Heldigvis var der ikke langt hjem, og efter lidt koldt at drikke fik jeg det bedre. Sønnike fik mad, og vi legede, og han blev puttet, og den hyggelige aften fortsatte med lidt Netflix og et stykke kage.

Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg en sær uro i kroppen. Jeg regnede med, at jeg nok havde drømt noget ubehageligt, man da jeg havde ligget lidt, kom jeg i tanke om gårsdagens hændelse.

Smør nok – næ, nej!

Uanset hvilket problem, man har, er det andre, der har prøvet det samme. Godt, vi har Google! Jeg skyndte mig at søge på problemstillingen, men sjovt nok, var der ikke rigtig noget, der matchede min egen situation. ”Smør nok, far”, hørte jeg for mig igen og igen, mens jeg begyndte at svede (ikke tran, forstås). Det svarer jo til at sige, at NU har vi altså belgisk øl nok i kælderen. Dét er der heldigvis aldrig nogen, der har sagt til mig, men det er jo netop fordi, nogle udsagn bare ikke giver mening.

Dagen igennem tumlede jeg med forskellige løsningsforslag (højskole, terapigrupper, børnepsykolog), men min kone syntes, at jeg overdrev, selv om hun sådan set godt kunne se, at her var noget, vi skulle være lidt ekstra opmærksomme på. Derfor blev det efterhånden helt tydeligt for mig, at problemet slet ikke ligger hos Sønnike.

Endelig så jeg lyset, og jeg blev en lille smule skamfuld, fordi jeg havde troet, at der var noget galt med ham. Han er jo helt uskyldig. Han agerer jo bare ud fra de input, han får fra alle os andre, så løsningen på hans lille smørfadæse er åbenlys: Jeg har bestilt tid hos en alternativ behandler, så min kone igen kan komme på rette spor og vi igen sammen kan guide Sønnike i samme retning. For vi elsker jo alle tre smør.

Jeg er vigtigst

- eller er jeg?

  

Fra den første dag i dagplejen har vi været vant til, at der var fuld fokus på vores søn i de minutter, det tog at aflevere ham om morgenen. Og i en vis grad igen om eftermiddagen. Det er der tid til, når der kun er fire børn per voksen, og mens de er så små, er det jo også en fordel, hvis de hurtigt knytter tætte bånd til dagplejeren.

Når man kommer i børnehave, er situationen i sagens natur en anden. De første dage var der på samme måde næsten fuld fokus på Sønnike, og selv om det er en stille og rolig børnehave, han er havnet i, vil der jo altid være mere for den enkelte pædagog at se til. Omvæltningen er jo klart størst for Sønnike, men jeg har da lige skullet bearbejde dét, at jeg en dag oplevede at måtte efterlade ham midt på gulvet - helt alene i verden, fordi der var noget i rummet ved siden af, som krævede personalets akutte opmærksomhed.  Jeg forsøgte at trække tiden, indtil de vendte tilbage, men jeg syntes heller ikke, jeg ville trække det i langdrag.

Redet på målstregen

Det var én af de første uger i børnehaven, hvor han stadig var lidt betuttet om morgenen, så det var en stor lettelse, at samtidig med at jeg trådte ud ad døren, kom hans pædagog springende og tog ham op, og de vinkede, hvorefter hans gråd formentlig stoppede. Py-ha! Jeg kunne tage på arbejde med lidt mere ro i sindet.

Tja… det er jo sundt nok at lære, at der ikke hvert eneste sekund bliver pylret om én, men det var bare sådan en detalje, jeg ikke havde tænkt over på forhånd. I virkeligheden er der vel mange voksne, der stadig ikke har bemærket det. Altså, at de ikke er de eneste, der betyder noget.

Som i gamle dage

Heldigvis er det gået op for de fleste, men hvem kan helt ærligt sige sig fri for – fra tid til anden – at blive forarget eller irriteret eller føle sig snydt eller dårligt behandlet, fordi det ikke lige gik, som vi ønskede det, eller fordi en anden fik mere end os. Det sker da hele tiden i trafikken, på sygehuset og på jobbet. De små situationer lurer alle vegne. På sidelinjen, når træneren skælder for meget ud på éns søn eller ikke giver ham spilletid og hvis en tyndbenet klage over et produkt eller en rejse ikke bliver taget helt alvorligt.

O ja, den gode gammeldags service med respekt for kunden som konge. Så pyt med at samme kunde på vej ind i butikken var ved vælte en intetanende medtrafikant og lige smuttede ind foran i køen ved kassen. Det var jo bare forhindringer på vej mod den gooode gammeldags service (som rent faktisk findes, hvis man er heldig)

Når man får børn (ja, dén indledning hader man at høre, når man ikke selv har børn) får man endnu et hint om, at man ikke selv er den vigtigste. Helt naturligt overtager barnet i høj grad dét privilegium. I hvert fald derhjemme. Ude i verden begynder det så åbenbart langsomt at ændre sig, når man kommer i børnehave. Sådan er det, og sådan skal det vel også være.

* * *
Følg med via
http://facebook.com/RetroLiker.blog
http://twitter.com/RetroLiker

Tryghed

I en stor og voldsom verden er det rart at vide, at man bare kan stikke hånden i vejret, så er der nogen, der tager om den.

Vi skulle til fødselsdag (det er faktisk ret udbredt i vores del af verden), og for at give Sønnike en ekstra oplevelse, besluttede vi, at han skulle have sin første togtur på vej til sammenkomsten. Min kone skulle ledsage ham på skinner, mens jeg vinkede farvel på den lokale station for straks at drøne mod syd ad motorvejen og tage imod på stationen i nabobyen. Hyggeligt, såmænd!

Da vi havde parkeret på banegården for at de kunne stå på toget, begav han sig med stor entusiasme hen mod banegårdsbygningen. De små ben bragte ham hurtigt i front, så han kunne nå hen at se på de automatiske døre. Han eeelsker døre, der åbner eller lukker selv.

Jeg ved, du er der

Og han blev ikke skuffet, for de åbnede og lukkede skam selv. Vi indhentede han langsomt, men han ænsede ikke andet end dørene. Pludselig og uden varsel stak han højre arm op og skråt bagud uden at fjerne blikket fra indgangspartiet.

Se lige situationen for dig et øjeblik!

Findes der større tillidserklæring? Uagtet at han var løbet i forvejen, gjorde han sig ingen overvejelser eller kiggede efter, om vi nu var med. Han stak bare næven i vejret i sikker forvisning om, at der var en hånd at tage fat i. Så bliver man sgu lidt rørt.

Det er dén tryghed, de fleste menneske har brug for; at der er nogen, til at gribe én, hvis man falder – eller bare nogen til at holde øje med, om man nu klarer sig. Om denne ”nogen” så er en forælder, ven, klasselærer, vejleder, ægtefælle eller Gud er vel ligegyldigt – det går ud på det samme. Kan man give sit barn dén skudsikre fornemmelse af, at man altid er der, er man vist kommet ret langt i den fælles gerning som forældre.

Krisetider?

Men det skal da ikke stoppe dèr. Som forældre skal vi have trygheden for øje i forhold til vores børn, ligesom vi som enkeltindivider skal vi have det samme for øje med de voksne, der blindt regner med vores støtte, men det samme skal jo politikerne i forhold til de befolkningsgrupper, der regner med deres støtte. Jeg misunder på ingen måde dem, der sidder i byråd, regionalråd og folketing og jonglerer med budgetter, for selv om en politiker har et nøje fornuleret verdensbillede, har pengene bare mere magt end ideologier i et samfund hvor indbyggerne vil have det dobbelte til den halve pris – både i Føtex, hos Borgerservice og på sygehuset. Men så bliver krisen da bare brugt som undskyldning for konstante nedskæringer.

Jeg tror, det som handikappet, arbejdsløs eller gammel er svært at se det rimelige i, at krisen og "tiderne" altid går ud over dem.

En politisk karriere må være noget af en balanceakt, hvor man konstant skal fokusere på de positive ting, man har opnået, samtidig med at man må leve med alt dét, der gik galt (ingen sarkasme!). Mon ikke man kan sammefatte det således, at man som politiker skal kunne se glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tømt? Ellers må det være svært at holde gejsten.

Jeg er godt tilfreds med bare at være far.

* * *

http://twitter.com/RetroLiker
http://facebook.com/RetroLiker.blog

Online or not to be

Er vi på linje med hinanden, når vi er på linjen med hinanden?

Det var ugen op til Sønnikes tre års fødselsdag. Vi sad alle tre i stuen og legede, eller hvad vi nu lavede, og i talestrømmen fra purken indgik nu pludselig og helt uventet ordet ”Facebook”. Selv om alle nye ord er uventede - som da han efter få dage i børnehaven havde lært at sige: ”Nu er du død” - synes jeg nu alligevel, det er bemærkelsesværdigt, at Facebook allerede er en del af hans vokabularium. Jeg vil slet ikke fortælle, hvornår han begyndte at sige ”genstarte”, for er det ikke et udtryk for, at vi forsøger i smug at være online på tidspunkter, hvor vi i dén grad burde være off line!

Cyber love

På den anden side... Han har allerede en ”kæreste”, som han kun kender fra Facebook. (Ja, det lugter af arrangeret ægteskab, men bare rolig!) Og da han generelt elsker at se billeder, er det jo meget smart, at der hele tiden er nye billeder af hans amerikanske flirt, der skam også har vist interesse for de videoer af ham, som vi har uploadet. (Det lugter stadig...)

Hvad med os andre? Har vi selv noget ud af al dén online-tid? En kollega argumenterede engang for sin manglende accept af Facebook ved at sige, at hvis der var nogen, hvis liv han gerne ville følge med i, kunne han altså godt finde ud af at tage telefonen og ringe til dem. Dét kan han da have ret i, ikke mindst set i lyset af, at når min mor spørger, hvordan det går med de andre i min gamle skoleklasse, har jeg svært at være voldsom konkret i mit svar. Men derfor synes jeg stadig, det er enormt hyggeligt at se deres billeder og læse om hverdagens små fortrædeligheder. Det giver bid for bid et samlet indtryk af, hvordan de har det, og hvor de er i deres liv... og sådan. Det er bare svært at genfortælle

Jeg er nok en skærekage

Dét indblik, jeg synes jeg får i mine Facebook-venners liv, er ikke hele sandheden; det ved jeg godt. Det er dog stadig – som i deres rigtige liv – ofte mangefacetteret nok til at udgøre en velsmagende helhed. Som kæmpe fan af symbiosen fedt&sukker vil jeg ikke tøve med at karakterisere deres (og mit) liv som et stykke dejlig kage.

For nogens vedkommende er det en flot lagkage med fine lag i forskellige smagsnuancer, der tydeligt træder frem akkompagneret af en veltempereret Sauterne. Andres liv fremstår måske nærmere som en gedigen skærekage, hvor alt er rodet sammen til en ensartet masse MEN dog med dejlige, store stykker chokolade og nødder og en lækker topping, der gør den lige så karakterfyldt og lækker som lagkagen.

Før vi blev forældre, havde vi en klar holdning til, at børn ikke skulle have computer og telefon som små. ”Det er simpelthen ikke nødvendigt.” Sådan gik det bare ikke. Men jeg er da glad for at Sønnike heldigvis er udebarn, og jeg tror da også, at jeg vil holde fast i at opfordre ham til at gå ud at spille bold, for selvfølgelig skal livet ikke leves foran skærmen. Skriver jeg... og indrømmer uden at skamme mig, at jeg i tankerne var på Facebook og Twitter og liiige rundede min mail og selvfølgelig Wordfeud, mens dette indlæg blev forfattet til den sagte baggrundssummen fra Netflix for det venstre øre og lyden af en geninstallation af Windows for det højre.

Tak for gaven!

Om glæden ved at give og modtage gaver

Jeg kan se det for mig: Jeg sidder med en pakke. Den har en mærkelig facon, er pakket grimt ind og jeg har ingen anelse om hvad, der er indeni. Sønnike følger forventningsfuld med. Åh ja! De hjemmelavede gaver! Det varer ikke længe før, de begynder at vælte ind.

Han kommer allerede hjem med lidt forskellige ting, han har ”lavet”. Til jul er de pakket ind og kommer under træet. Det er helt fint, og det er hyggeligt at få lidt af hans hverdag til at stå på hylderne. Sønnike har selvfølgelig helt styr på, hvad han har lavet og sammen med hvem. Jeg kan huske første gang, han havde en tegning med hjem. Han var lige begyndt at tale i små sætninger, så det var dobbelt bevægende, da vi kom ind i entreen og han løb ind til sin mor og råbte: ”Se her, mor!”

Varenummer 55474-2

Lad det være sagt: Gaver er ikke min store passion. De er ofte udtryk for et tilfældigt valg fra en nøje specificeret ønskeseddel, fordi sådan er vi danskere blevet så krævende. Vi ønsker os ikke bare en trøje eller en plæneklipper – det skal være et bestemt mærke, en særlig model og helst i yndlingsfarven. En landsdækkende isenkramkæde var med til at skabe danne trend, da den indførte sine ønskelister med varenummer og det hele.

Det er ikke fordi, jeg så hellere vil overraskes. Pu-ha, tænk hvis man ikke kan leve op til giverens begejstring over et køb gjort med særlig omtanke! Her er det, sønnike kommer ind i billedet, for jeg kan godt huske noget af det, jeg slæbte med hjem med fra formningstimerne. Uanset hvor meget omhu og kærlighed, der er lagt i en klump ler, der er formet og malet og brændt, finder den næppe praktisk anvendelse i et moderne hjem; den har jo ikke noget varenummer.

Giverens glæde

Anderledes bliver det måske, når han når til sløjd-timerne, hvor der trods alt er tale om mere maskuline materialer forarbejdet med mere maskuline redskaber. Sådan erindrer jeg det i hvert fald fra min egen barndom. Der er faktisk ting, som stadig er i brug efter 25 år.

Hvorom alting er, de hjemmelavede effekter er ikke til at komme uden om, og jeg må minde mig selv om, at giverens glæde ofte er lige så vigtig som modtagerens. Nu har jeg ikke hang til tobak, men når jeg om nogle år sidder med et farvestrålende askebæger i ler, finder jeg sgu nok helt naturligt entusiasmen frem: ”Nej, hvor er det flot, skat!”

* * *

http://twitter.com/RetroLiker
http://facebook.com/RetroLiker.blog

Hvem får æren?

Far til én synes ikke, at Sønnike skal vænnes af med sin adfærd. Der er en anden mulighed.

”Jeres søn bruger ikke længere sut, når han sover til middag.” Nå! Øh, okay! Man kan jo ikke være utilfreds med sådan en melding fra Sønnikes fantastiske dagplejer. For der er jo meningen, at et barn, der nærmer sig børnehavealderen, snart skal vænnes af med en række ting. Ellers måske nærmere: Lære noget nyt.

Det drejer sig jo ikke om dårlige vaner. Alt, hvad et barn kan, er enten en light-udgave af senere færdigheder eller et skridt på vej mod nye evner. Når Sønnike udtaler lange ord eller sætninger ved at dele dem op i mindre bidder, er det ikke noget, han skal vænnes af med. Det er sødt at høre på nu, men det er kun et spørgsmål om øvelse og tid, før de svære ord flyder lige så roligt som råcreme ned ad en henkogt pære (hvor blev den dessert egentlig af?)

Potter på stribe

Det samme gælder bleer kontra potte. Det er da fint, at han bruger ble. Tænk på alternativet! Potten er bare en ny ting, han skal lære. Også her er det skønt at høre, at tre af børnene i dagplejen hver dag sidder på stribe i bryggerset på en gul, en hvid og en blå potte og har en fest med dét. Der kommer vist ikke så meget i potterne, men jeg tror sgu godt ungerne ved, hvad det går ud på. Der er bare lige nogle muskelgrupper, de skal lære, at de har.

Herhjemme har Sønnike aldrig gidet at sidde på potten i mere end tre sekunder. Før nu. For nu skal der siddes på potte, og jeg er selvfølgelig er dum nok til at vænne ham til at få læst en bog imens, men hvad fa’en. Bagefter hen til toiletrullen og rive et stykke papir af og op på skamlen for at vaske hænder. Han vil så gerne lære, så vi har ikke behov for at vænne ham af med noget.

Stolthed

Jeg kunne indtage den holdning, at alle disse fremskridt udelukkende burde være noget, han lærte af os herhjemme. Selv om vi sender ham ud for at blive passet og møde andre børn, skal vi da ikke fraskrive os vores ansvar som forældre. Jeg kunne også lade min stolthed vinde og være mopset over, at dagplejeren sætter ting i gang, før vi selv gør. Det kunne jeg.

Men så ser jeg, hvor glad og stolt han er, når han kan noget nyt, og selv om vi får en kæmpe hjælpende hånd fra dagplejen, synes jeg alligevel, at vi kan tage lidt af æren for, at han er som han er. I hvert fald lige indtil han kommer hjem fra skolen med en seddel, hvor der står, at han været oppe at slås i skolegården.

”Oppe at slås? Nå! Øh, okay!”

* * *

facebook.com/RetroLiker.blog
twitter.com/RetroLiker

Alder måles da i år

Om hvornår man er stor. Sønnike bliver hele tiden større, og nok er han stor, men er han stor nok?

Hvornår er man en stor dreng? Altså ikke i fysisk omfang, men mere sådan mentalt og aldersmæssigt. Som spædbarn er man vel ikke ”en stor dreng” (eller pige), men allerede efter et halvt års tid eller måske før, begyndte jeg at rose Sønnike med gloser som ”Er du så stor, at du kan det nu?”, og efterhånden som man begynder at stille større krav bliver det hurtigt til det mere fordrende ”Nu er du en stor dreng, så dét kan du godt selv”.

Budskabet er dog det samme. Prøv at tænke på, hvor mange gange, sådan et barn udvikler sig til at være stor! Han var stor for nylig, da han begyndte at træne på potten, men nu er han lige blevet det igen, fordi han er begyndt i børnehaven. Jeg priser mig lykkelig for, at børn ikke stiller så mange spørgsmål ved logikken i dét, de får at vide, for hvad skulle jeg svare, hvis han begyndte at bore i det her?

Stadig større

Han bliver for resten snart stor igen. Han fylder nemlig tre år lige om lidt. Min kone begynder at savne sin lille dreng, hvorimod jeg egentlig er meget godt tilfreds med, at han ikke er lille mere. For han er jo stor. Og jeg elsker det uden at savne dén tid, hvor han skulle bæres rundt, og hvor der skulle skoldes sutteflasker, og hvor han ikke kunne sige men kun lave lyde. Bevares, det var da en stor ære at have ansvaret for sådan et lille forsvarsløst væsen, men forhåbentlig vil jeg i mange år endnu være ét af de vigtigste mennesker i hans liv.

Det er sjovt, for normalt er jeg på mange områder nok en anelse mere tilbageskuende end gennemsnittet, men lige hvad angår Sønnike er det udviklingen, jeg holder mest af. Ingen tvivl om, at en stille stund med højtlæsning eller godnatsang er noget af det allervigtigste i løbet af dagen, men jeg glæder mig da helt vildt til, at han skal til at cykle og i skole og flytte og giftes. Ikke fordi han ikke er skøn nu, men det ville da være kedeligt, hvis der ikke skete mere.

Hvor stor?

I Foråret var vi til gymnastikopvisning. Han havde i et halvt år gået til forældre/barn-gymnastik, hvor han har nydt at drøne rundt og kravle og hoppe, og sådan noget slutter jo med den obligatoriske afslutning med hold i alle aldre. Men det var alt for stort, og alt skulle gå så hurtigt, fordi mange skulle til. Det var ikke lykken, og han ville hele tiden op til mor.

Måske er han ikke så stor alligevel!

Hør på mig!

Er det ikke bare fedt, når en dreng på to et halvt ikke blot konstruerer rigtige sætninger, men også mestrer den dramatiske effekt?

”Far! Faaar! Kom herind, far! Mig græder.”

Sønnike ligger inde i sin seng med dukke Lars, som partout skal klædes af nu. Og helst af mig, hvilket en morgenfrisk dreng med en påtaget klynken prøver at overbevise mig om.

Det er lørdag morgen, og vi har egentlig ikke synderligt travlt med at stå op, men han insisterer på sit dukke-projekt. Belært af erfaring løfter jeg ham op af sengen og han trisser med mig ind i soveværelset. Det er ingen grund til at satse på mere søvn nu.

Storebror?
Sammen (mest Sønnike) begynder vi at klæde dukken af: ”Du kan jo godt, skat”, siger jeg opmuntrende, og han aser videre med sit forehavende. Han virker enormt storebror-agtig, som han står der og tager tøj og ble af mors gamle dukke, og det er af de øjeblikke, hvor jeg ved, at hvis vi skulle have et barn mere, ville det blive let som en drøm, for Sønnike hjælper jo til. Alle mine overvejelser og argumenter for og imod flere børn kan være ligegyldige i dette øjeblik.

Han står og snakker løs om trøje og arme og knapper. Og underbukser. Og dén skal ud der! Og det er jo helt fantastisk som både ordforråd og brugen af faste vendinger eksploderer i dén alder. Alligevel sker det stadig, at han kan finde på at kommunikere ved hjælp at lyde, som om han endnu ikke havde noget rigtigt sprog. Han glemmer bare, at vi ikke længere forstår det sprog, han brugte for halvandet år siden. Dengang syntes vi, at det var et helt fantastisk sprog, og at han var vældig dygtig til at give udtryk for sine ønsker og behov.

Pinligt

Men nu skal man som forælder bare tænke et bandeord, så har han lært det, så man bliver pludselig meget bevidst om sit eget sprog, for hvem gider høre sin søn sige ”Av for satan!”, hver gang han falder eller støder ind i noget! Det kommer da aldrig til at ske for vores barn, vel? Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når pinligt berørte forældre (mig selv inklusive) siger: ”Ja, det er ikke noget, han har lært derhjemme”, fordi ungen bander eller beder om slik eller siger, at damen er tyk. Sikkert ikke, men så er der nok andre pinlige vaner, han har lært hos far og mor.

For sådan er det. Uanset hvad, vi gør for undgå det, lærer de det. Om de så lærer det af os eller i børnehaven eller i TV, siger børn bare pinlige ting. Lev med det!

 Mens tankerne flyver, har dukke Lars fået alt tøjet af, og Sønnike konstaterer stolt: ”Jeg kan jo godt, far.”

* * *

Twitter.com/RetroLiker