Er det ikke bare fedt, når en dreng på to et halvt ikke blot konstruerer rigtige sætninger, men også mestrer den dramatiske effekt?
”Far! Faaar! Kom herind, far! Mig græder.”
Sønnike ligger inde i sin seng med dukke Lars, som partout
skal klædes af nu. Og helst af mig, hvilket en morgenfrisk dreng med en påtaget
klynken prøver at overbevise mig om.
Det er lørdag morgen, og vi har egentlig ikke synderligt
travlt med at stå op, men han insisterer på sit dukke-projekt. Belært af
erfaring løfter jeg ham op af sengen og han trisser med mig ind i soveværelset.
Det er ingen grund til at satse på mere søvn nu.
Sammen (mest Sønnike) begynder vi at klæde dukken af: ”Du kan jo godt, skat”, siger jeg opmuntrende, og han aser videre med sit forehavende. Han virker enormt storebror-agtig, som han står der og tager tøj og ble af mors gamle dukke, og det er af de øjeblikke, hvor jeg ved, at hvis vi skulle have et barn mere, ville det blive let som en drøm, for Sønnike hjælper jo til. Alle mine overvejelser og argumenter for og imod flere børn kan være ligegyldige i dette øjeblik.
Han står og snakker løs om trøje og arme og knapper. Og
underbukser. Og dén skal ud der! Og det er jo helt fantastisk som både
ordforråd og brugen af faste vendinger eksploderer i dén alder. Alligevel sker
det stadig, at han kan finde på at kommunikere ved hjælp at lyde, som om han
endnu ikke havde noget rigtigt sprog. Han glemmer bare, at vi ikke længere
forstår det sprog, han brugte for halvandet år siden. Dengang syntes vi, at det
var et helt fantastisk sprog, og at han var vældig dygtig til at give udtryk
for sine ønsker og behov.
Pinligt
Men nu skal man som forælder bare tænke et bandeord, så har
han lært det, så man bliver pludselig meget bevidst om sit eget sprog, for hvem
gider høre sin søn sige ”Av for satan!”, hver gang han falder eller støder ind
i noget! Det kommer da aldrig til at ske for vores barn, vel? Jeg kan ikke lade
være med at trække på smilebåndet, når pinligt berørte forældre (mig selv
inklusive) siger: ”Ja, det er ikke noget, han har lært derhjemme”, fordi ungen
bander eller beder om slik eller siger, at damen er tyk. Sikkert ikke, men så
er der nok andre pinlige vaner, han har lært hos far og mor.
For sådan er det. Uanset hvad, vi gør for undgå det, lærer
de det. Om de så lærer det af os eller i børnehaven eller i TV, siger børn bare
pinlige ting. Lev med det!
* * *
Twitter.com/RetroLiker