mandag den 24. juni 2013

Hør på mig!


Er det ikke bare fedt, når en dreng på to et halvt ikke blot konstruerer rigtige sætninger, men også mestrer den dramatiske effekt?

”Far! Faaar! Kom herind, far! Mig græder.”

Sønnike ligger inde i sin seng med dukke Lars, som partout skal klædes af nu. Og helst af mig, hvilket en morgenfrisk dreng med en påtaget klynken prøver at overbevise mig om.

Det er lørdag morgen, og vi har egentlig ikke synderligt travlt med at stå op, men han insisterer på sit dukke-projekt. Belært af erfaring løfter jeg ham op af sengen og han trisser med mig ind i soveværelset. Det er ingen grund til at satse på mere søvn nu.

Storebror?
Sammen (mest Sønnike) begynder vi at klæde dukken af: ”Du kan jo godt, skat”, siger jeg opmuntrende, og han aser videre med sit forehavende. Han virker enormt storebror-agtig, som han står der og tager tøj og ble af mors gamle dukke, og det er af de øjeblikke, hvor jeg ved, at hvis vi skulle have et barn mere, ville det blive let som en drøm, for Sønnike hjælper jo til. Alle mine overvejelser og argumenter for og imod flere børn kan være ligegyldige i dette øjeblik.

Han står og snakker løs om trøje og arme og knapper. Og underbukser. Og dén skal ud der! Og det er jo helt fantastisk som både ordforråd og brugen af faste vendinger eksploderer i dén alder. Alligevel sker det stadig, at han kan finde på at kommunikere ved hjælp at lyde, som om han endnu ikke havde noget rigtigt sprog. Han glemmer bare, at vi ikke længere forstår det sprog, han brugte for halvandet år siden. Dengang syntes vi, at det var et helt fantastisk sprog, og at han var vældig dygtig til at give udtryk for sine ønsker og behov.

Pinligt
Men nu skal man som forælder bare tænke et bandeord, så har han lært det, så man bliver pludselig meget bevidst om sit eget sprog, for hvem gider høre sin søn sige ”Av for satan!”, hver gang han falder eller støder ind i noget! Det kommer da aldrig til at ske for vores barn, vel? Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når pinligt berørte forældre (mig selv inklusive) siger: ”Ja, det er ikke noget, han har lært derhjemme”, fordi ungen bander eller beder om slik eller siger, at damen er tyk. Sikkert ikke, men så er der nok andre pinlige vaner, han har lært hos far og mor.

For sådan er det. Uanset hvad, vi gør for undgå det, lærer de det. Om de så lærer det af os eller i børnehaven eller i TV, siger børn bare pinlige ting. Lev med det!

 Mens tankerne flyver, har dukke Lars fået alt tøjet af, og Sønnike konstaterer stolt: ”Jeg kan jo godt, far.”

* * *

Twitter.com/RetroLiker