Pandekager og sæler med krummer af kiks

Det er godt nok længe siden, jeg har skrevet. Faktisk over en måned. Ikke fordi, der ikke har været noget at skrive om, for en måned er alligevel længe, ikke? Jeg har bare været mentalt indisponeret. Jeg døjer med en utrolig lav stresstærskel for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der skal ingenting til, så jeg får behandlinger hos... nej, det er vist et andet indlæg. Lige nu har jeg mindst fire indlæg i hovedet, men det her er jo kun ét indlæg, så jeg tror, jeg prøver at begrænse mig lidt. Men i hvert fald har jeg taget konsekvensen og forsøger at justere lidt hist og her i håbet om lidt mere ro. Blandt andet er jeg i skrivende stund ikke på Facebook. Min profil er deaktiveret og har været det i en lille uge, tror jeg. Når jeg poster dette indlæg, aktiverer jeg den lige igen, og så må vi se, hvordan det går. Men som sagt, mere om alt det her senere.

(...)

Det tager sin tid at komme i gang, for foran mig står en tallerken med kiks og mit Pink Floyd-krus med lakrids-the.

Jeg har det sådan, at hvis der står noget spiseligt i nærheden, kan jeg ikke koncentrere mig, men det er jo ret hyggeligt at have det med i sine gøremål. Jeg skal ikke tage mad med hen til fjernsynet, hvis jeg f. eks. skal se sport. Jeg ser ikke en hel masse sport, men det er et godt eksempel, da det meste andet godt kan høres, mens man spiser, uden at man går glip at indholdet, men det er lidt svært at se fodbold med hovedet nede i tallerkenen.

Nå, det var ikke det jeg ville. [the- og kiksepause igen] Jeg synes, det er megafedt, at vi efterhånden kan spille en hel masse spil med Sønnike. Vi elsker brætspil, og det gør han også. Først kommer vendespil (du kalder det måske huskespil? Okay, så!), og andre simple spil, der ikke nødvendigvis kræver en god strategisk sans. Det er fint nok, fordi man kan bruge dem til at øve ord, tal osv, men nu er vi nået til de spil, hvor der rent faktisk er en lille smule ved det. Bevares, det er måske stadig på et niveau, hvor en gruppe utroligt veludviklede, genmanipulerede chimpanser formenlig kunne oplæres til det, men jeg tager da mig selv i at håbe på, at jeg vinder, fordi der rent faktisk er både et plot, en opgave og et strejf af strategi (jeg kan ikke lige finde et bedre ord for dét faktum, at det ikke er 100% tilfældigheder, der afgør spillet).

(Nej, dette er ikke sponsoreret)

Sønnikes to favoritter lige nu er et to meter langt Busytown-spil og et Rasmus Klump Pandekagespil. Busytown er et ét-holdsspil med en blanding af forskellige elementer, hvor man både skal finde ting, vælge den korteste vej og samarbejde og nå samlet i mål, før det er for sent, så det er ikke bare en monoton flytten brikker fra start til slut.

Pandekagespillet er et individuelt brætspil, hvor det gælder om at samle ingredienser til pandekager og nå i mål som den første.

Det er altså dejligt, at han er så vild med at spille, og jeg kan ikke vente med at finde det gaaamle Matador frem, som jeg kan huske, at min far spillede med mig, da jeg var lille, og som jeg stadig kan finde på at spille med min bror, omend det er lidt vel længe siden. Ludo burde vi vel også snart kunne spille (altså mig og Sønnike).

Og så skrev jeg noget med sæler i titlen. Ja, men så får I lige dén også, selv om det egentlig hører til stress-indlægget. Forleden skulle jeg til bageren og valgte dén, der lå længst væk, så det blev i bil (som om jeg tager cyklen, hvis det er den lokale bager). På min vej slog jeg et smut ned forbi stranden og...

* * *

Husk, at du kan følge med her:

Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker