Det var ugen op til Sønnikes tre års fødselsdag. Vi sad alle
tre i stuen og legede, eller hvad vi nu lavede, og i talestrømmen fra purken
indgik nu pludselig og helt uventet ordet ”Facebook”. Selv om alle nye ord er
uventede - som da han efter få dage i børnehaven havde lært at sige: ”Nu er du
død” - synes jeg nu alligevel, det er bemærkelsesværdigt, at Facebook allerede
er en del af hans vokabularium. Jeg vil slet ikke fortælle, hvornår han
begyndte at sige ”genstarte”, for er det ikke et udtryk for, at vi forsøger i
smug at være online på tidspunkter, hvor vi i dén grad burde være off line!
Cyber love
På den anden side... Han har allerede en ”kæreste”, som han
kun kender fra Facebook. (Ja, det lugter af arrangeret ægteskab, men bare
rolig!) Og da han generelt elsker at se billeder, er det jo meget smart, at der
hele tiden er nye billeder af hans amerikanske flirt, der skam også har vist
interesse for de videoer af ham, som vi
har uploadet. (Det lugter stadig...)
Hvad med os andre? Har vi selv noget ud af al dén
online-tid? En kollega argumenterede engang for sin manglende accept af
Facebook ved at sige, at hvis der var nogen, hvis liv han gerne ville følge med
i, kunne han altså godt finde ud af at tage telefonen og ringe til dem. Dét kan
han da have ret i, ikke mindst set i lyset af, at når min mor spørger, hvordan
det går med de andre i min gamle skoleklasse, har jeg svært at være voldsom
konkret i mit svar. Men derfor synes jeg stadig, det er enormt hyggeligt at se
deres billeder og læse om hverdagens små fortrædeligheder. Det giver bid for
bid et samlet indtryk af, hvordan de har det, og hvor de er i deres liv... og
sådan. Det er bare svært at genfortælle
Jeg er nok en skærekage
Dét indblik, jeg synes jeg får i mine Facebook-venners liv,
er ikke hele sandheden; det ved jeg godt. Det er dog stadig – som i deres
rigtige liv – ofte mangefacetteret nok til at udgøre en velsmagende helhed. Som
kæmpe fan af symbiosen fedt&sukker vil jeg ikke tøve med at karakterisere
deres (og mit) liv som et stykke dejlig kage.
For nogens vedkommende er det en flot lagkage med fine lag i
forskellige smagsnuancer, der tydeligt træder frem akkompagneret af en
veltempereret Sauterne. Andres liv fremstår måske nærmere som en gedigen
skærekage, hvor alt er rodet sammen til en ensartet masse MEN dog med dejlige,
store stykker chokolade og nødder og en lækker topping, der gør den lige så
karakterfyldt og lækker som lagkagen.
Før vi blev forældre, havde vi en klar holdning til, at børn
ikke skulle have computer og telefon som små. ”Det er simpelthen ikke
nødvendigt.” Sådan gik det bare ikke. Men jeg er da glad for at Sønnike heldigvis
er udebarn, og jeg tror da også, at jeg vil holde fast i at opfordre ham til at
gå ud at spille bold, for selvfølgelig skal livet ikke leves foran skærmen.
Skriver jeg... og indrømmer uden at skamme mig, at jeg i tankerne var på
Facebook og Twitter og liiige rundede min mail og selvfølgelig Wordfeud, mens
dette indlæg blev forfattet til den sagte baggrundssummen fra Netflix for det
venstre øre og lyden af en geninstallation af Windows for det højre.
