Det er morgen. Det er mørkt, og sneen dækker mere eller mindre det hele, selv om de større veje er ryddet. Sønnike skal i børnehave, og humøret er som de fleste morgener højt.
Han er nået dertil, at han ikke altid behøver en decideret afsked, men ofte løber direkte hen og leger, og denne dag trækker det da også i han for at komme ind i ét af rummene, hvor han kan høre, at der er nogen, der leger. Jeg siger farvel til ham, og jeg bærer selv hans madpakke hen til køleskabet. Det vil sige, sådan var planen. Men inden jeg når at tage to skridt med madpakken, hører jeg, at han bliver afvist ved døren med dén begrundelse, at han skal spørge en voksen først. "Det har jeg gjort", protesterer han. Og som sådan har han jo ret, for jeg sagde jo, at han gerne måtte gå derind.
Uforstående overfor, at det var en pædagog, pigen mente, stikker han i et vræl. Ked og skuffet over, at hans gode intention om at lege med, blev brutalt tromlet ned.
Derefter hænger han på mig, og jeg giver mig god tid til at prøve at berolige ham, indtil jeg må overlade ham til peronalet. Han skriger, da jeg går ud ad døren, og jeg kan høre ham, da jeg går hen mod lågen. Jeg ved, at han formentlig stoppede få sekunder senere, men min dag var ødelagt.
Åh, nu begynder det. Han har altid haft det nemt, fordi alle har været så søde mod ham, og han har vundet alles hjerter med sit smil og sin latter. Jeg vidste jo godt, at det nok ikke kunne blive ved, men skulle det absolut skifte lige nu? Kunne det ikke have ventet til... altså... til om... ja, sådan en gang når han bliver vok... gamm... eller... AAAARGH!
Det er svært at blive voksen.
Også når man er 3 år.
* * *
Husk, at du kan følge bloggen her:
