De første tre år af Sønnikes liv, var det næsten altid mig, der sang godnatsang og puttede. Det blev en fin rutine, der sikkert var medvirkende til, at han var tryg, og hurtigt faldt i søvn. Når min kone en gang imellem stod for putningen, var det som regel også uden problemer. Men det var nu ikke de effektive putninger, jeg ville skrive om.
Nu er han over tre år. Han har fået smag for godnathistorier, og det er en enormt dejlig måde at slutte dagen på. Det ender faktisk ofte med, at vi slet ikke får sunget bagefter.
En anden ting, der har ændret sig (eller som jeg på et tidspunkt besluttede mig for at ændre) er, at han selv løber ind i stuen og siger/krammer/kysser den ikke-puttende forælder godnat. Der er ikke meget, der er så skønt som lyden af sådan en lille fyr, der kommer trippende henover trægulvet for at takke af for i dag.
Førhen gik vi ind til ham og sagde godnat, inden den anden puttede ham, men jeg tror egentlig, at det er lidt for opvartende, og jeg tror da, at der er en eller anden form for læring i dét med, at han ikke er lige så meget i centrum, som da han var spæd, og at han har en fast "opgave" i den nye rutine.
Det er måske stor betydning at lægge i en godnat-rutine, men er det ikke de små ting, der er med til lære børn de store ting? Jeg kan lige så godt indrømme, at det ikke var med dette pædagogiske sigte, at jeg vedtog, at jeg syntes, at jeg ville foreslå min kone, at hun skulle være enig i, at jeg havde ret i, at det ville være meget bedre, hvis vi lod være med begge to at godnatte inde på hans værelse. Det var kun, fordi jeg fandt det mere hyggeligt. Det er først her bagefter, at jeg har tænkt på, at der måske er andre effekter i det.
Læring eller ej: Det bedste er dog stadig, at det er mega hyggeligt og heeelt vildt familieagtig, når han kommer hen til én og krammer godnat.
