Om hvornår man er stor. Sønnike bliver hele tiden
større, og nok er han stor, men er han stor nok?
Hvornår er man en stor dreng? Altså ikke i fysisk omfang,
men mere sådan mentalt og aldersmæssigt. Som spædbarn er man vel ikke ”en stor
dreng” (eller pige), men allerede efter et halvt års tid eller måske før,
begyndte jeg at rose Sønnike med gloser som ”Er du så stor, at du kan det nu?”,
og efterhånden som man begynder at stille større krav bliver det hurtigt til
det mere fordrende ”Nu er du en stor dreng, så dét kan du godt selv”.
Budskabet er dog det samme. Prøv at tænke på, hvor mange
gange, sådan et barn udvikler sig til at være stor! Han var stor for nylig, da
han begyndte at træne på potten, men nu er han lige blevet det igen, fordi han
er begyndt i børnehaven. Jeg priser mig lykkelig for, at børn ikke stiller så
mange spørgsmål ved logikken i dét, de får at vide, for hvad skulle jeg svare,
hvis han begyndte at bore i det her?
Stadig større
Han bliver for resten snart stor igen. Han fylder nemlig tre
år lige om lidt. Min kone begynder at savne sin lille dreng, hvorimod jeg
egentlig er meget godt tilfreds med, at han ikke er lille mere. For han er jo stor. Og jeg elsker det uden at
savne dén tid, hvor han skulle bæres rundt, og hvor der skulle skoldes
sutteflasker, og hvor han ikke kunne sige
men kun lave lyde. Bevares, det var
da en stor ære at have ansvaret for sådan et lille forsvarsløst væsen, men
forhåbentlig vil jeg i mange år endnu være ét af de vigtigste mennesker i hans
liv.
Det er sjovt, for normalt er jeg på mange områder nok en
anelse mere tilbageskuende end gennemsnittet, men lige hvad angår Sønnike er
det udviklingen, jeg holder mest af. Ingen tvivl om, at en stille stund med
højtlæsning eller godnatsang er noget af det allervigtigste i løbet af dagen, men
jeg glæder mig da helt vildt til, at han skal til at cykle og i skole og flytte
og giftes. Ikke fordi han ikke er skøn nu, men det ville da være kedeligt, hvis
der ikke skete mere.
Hvor stor?
I Foråret var vi til gymnastikopvisning. Han havde i et
halvt år gået til forældre/barn-gymnastik, hvor han har nydt at drøne rundt og
kravle og hoppe, og sådan noget slutter jo med den obligatoriske afslutning med
hold i alle aldre. Men det var alt for stort, og alt skulle gå så hurtigt,
fordi mange skulle til. Det var ikke lykken, og han ville hele tiden op til
mor.
Måske er han ikke så stor alligevel!
