Hvis man ikke har mødt modgang, altid har fået en masse hjælp og har alt, hvad man kan ønske sig, så kan man godt komme til at virke en lillllle smule forkælet.
Sønnike? Næ, nej! Det var nu os som forældre, jeg tænkte på. Vi har i sandhed været velsignet med et nærmest gnidningsfrit forældreskab; i hvert fald i forhold til så mange andre. Bevares, der har da været bekymringer og kampe, der skulle tages, men alt i alt føler jeg mig som en snotforkælet forælder, der ikke vil acceptere, når det ikke bare glider i smør (Den blå pakke fra Naturmælk, forstås).
Sønnike er for nylig gået fra sut og tremmeseng til bare juniorseng, og dét helt uden bøvl - i første omgang. Måske var det biorytmer, stjernerne eller nyhedens interesse der gjorde, at han de første nætter uden at kny nemt faldt i søvn i sin nye seng, men efter et par uger meldte udfordringen sig: Han begyndte at fable om, at der kom dyr på værelset om natten, og han var meget insisterende i sit krav om at komme ind til os at ligge.
Og det er da meget hyggeligt, men jo altså ikke meningen. Velvidende at han formentlig enten havde drømt eller haft uønsket besøg af vores elektronikglade spøgelse, rykkede jeg efter to nætters trængsel i dobbeltsengen ind på hans værelse. I bedste campingstil med liggeunderlag og medbragt mobil-oplader, ørepropper (sine podcasts skal man jo høre) og brilleetui lå jeg ved siden af hans seng og holdt ham i hånden, når han blev ked. Det var et par hårde nætter (JA, jeg kan godt høre de mere udfordrede forældre ryste lidt på hovedet), men det lykkedes da at få lidt søvn og slæbe sig på arbejde. Så blev han syg, og så blev min kone syg, og så begyndte jeg at blive sløj.
Det var som om, det ikke var særligt befordrende for døgnrytmen. I går aftes ved midnatstid bebudede Sønnike efter et par timers søvn, at han ville have morgenmad. MEGET frisk at høre på. Vi var trætte men kunne ikke sove, så vi satte os ud i køkkenet og fik et stykke mad og fik det bedste ud af situationen. Det var sgu lidt bizart at sidde der og spise æg med rejer og høre gammel jazz klokken kvart over alt for sent.
Men det var altså også lidt sjovt, og selv om min kone havde det ret skidt, fordi hun manglede søvn og havde feber, kunne jeg nu - trods bøvlet - ikke lade være med at sidde og føle mig snotforkælet.
