Hvem får æren?

Far til én synes ikke, at Sønnike skal vænnes af med sin adfærd. Der er en anden mulighed.

”Jeres søn bruger ikke længere sut, når han sover til middag.” Nå! Øh, okay! Man kan jo ikke være utilfreds med sådan en melding fra Sønnikes fantastiske dagplejer. For der er jo meningen, at et barn, der nærmer sig børnehavealderen, snart skal vænnes af med en række ting. Ellers måske nærmere: Lære noget nyt.

Det drejer sig jo ikke om dårlige vaner. Alt, hvad et barn kan, er enten en light-udgave af senere færdigheder eller et skridt på vej mod nye evner. Når Sønnike udtaler lange ord eller sætninger ved at dele dem op i mindre bidder, er det ikke noget, han skal vænnes af med. Det er sødt at høre på nu, men det er kun et spørgsmål om øvelse og tid, før de svære ord flyder lige så roligt som råcreme ned ad en henkogt pære (hvor blev den dessert egentlig af?)

Potter på stribe

Det samme gælder bleer kontra potte. Det er da fint, at han bruger ble. Tænk på alternativet! Potten er bare en ny ting, han skal lære. Også her er det skønt at høre, at tre af børnene i dagplejen hver dag sidder på stribe i bryggerset på en gul, en hvid og en blå potte og har en fest med dét. Der kommer vist ikke så meget i potterne, men jeg tror sgu godt ungerne ved, hvad det går ud på. Der er bare lige nogle muskelgrupper, de skal lære, at de har.

Herhjemme har Sønnike aldrig gidet at sidde på potten i mere end tre sekunder. Før nu. For nu skal der siddes på potte, og jeg er selvfølgelig er dum nok til at vænne ham til at få læst en bog imens, men hvad fa’en. Bagefter hen til toiletrullen og rive et stykke papir af og op på skamlen for at vaske hænder. Han vil så gerne lære, så vi har ikke behov for at vænne ham af med noget.

Stolthed

Jeg kunne indtage den holdning, at alle disse fremskridt udelukkende burde være noget, han lærte af os herhjemme. Selv om vi sender ham ud for at blive passet og møde andre børn, skal vi da ikke fraskrive os vores ansvar som forældre. Jeg kunne også lade min stolthed vinde og være mopset over, at dagplejeren sætter ting i gang, før vi selv gør. Det kunne jeg.

Men så ser jeg, hvor glad og stolt han er, når han kan noget nyt, og selv om vi får en kæmpe hjælpende hånd fra dagplejen, synes jeg alligevel, at vi kan tage lidt af æren for, at han er som han er. I hvert fald lige indtil han kommer hjem fra skolen med en seddel, hvor der står, at han været oppe at slås i skolegården.

”Oppe at slås? Nå! Øh, okay!”

* * *

facebook.com/RetroLiker.blog
twitter.com/RetroLiker