onsdag den 20. november 2013

Ferie i november

Åh ja! Vi SKAL jo have holdt de mange feriedage, vi får smidt i nakken hvert år til maj. Nej, det lød forkert. Jeg prøver igen...

Ah ja! Ferie! Kan du mærke det? Nå, ikke! Det er vel også et lidt usædvanligt tidspunkt at holde to ugers ferie på og så endda uden egentlig at have planer bortset fra nogle aftaler med værkstedet, blodbanken og svigerfamilien. Ingen rejseplaner; bare to uger til at stresse af, slappe af og tage den med ro. Og resten af tiden skal vi bare lave ingenting.

Jeg tror aldrig, jeg sådan har taget ferie i november - og så TO uger! Både konen og jeg (vi arbejder samme sted, så der var kun én chef, der skulle spørges).

Der er nu gået halvanden uge, og jeg begynder at kunne mærke effekten. 2-3 dage om ugen har Sønnike været i børnehave. Både fordi, vi helt oprigtigt vurderede, at to uger ville være meget længe at tage ham ud, og også fordi far og mor så kunne have nogle halve dage sammen.

Jeg spurgte konen i dag, om hun syntes, vi havde fået noget ud af ferien. Sådan kommer jeg altid i tvivl, når en ferie nærmer sig sin slutning, men selvfølgelig har vi dét. Det kan jeg mærke oppe i psyken. Jeg bad så psyken om at banke på ind til hukommelsen, så de to lige kunne synkronisere (uuh, det lyder frækt, men det hjalp).

Nu kan jeg da godt huske, at det har været nogle gode dage, og de skulle netop ikke være voldsomt begivenhedsrige at tænke tilbage på - det var jo en del af konceptet.

Hov! Vi begyndte for resten allerede om lørdagen med at spise med kniv og gaffel på skønneste vis, hvorefter vi slentrede et par hundrede meter hen til stedet, hvor Billy Cross (manden med Danmarks lækreste garn) og to medsammensvorne spillede dejligt dejligt for os til en akustisk intimkoncert (kan man ikke godt kalde det dét, når det er 240 stole, som er stillet op på selve scenen?).


Det var ved at være længe siden, vi havde gjort begge dele, så det var fantastisk. Vi er efter et par års let tilbageholdenhed blevet bedre til at bladre i programmerne for koncerter og teaterforestilinger. Jeg glæder mig til de ting, vi har købt billetter til. Mere herom en anden gang.

Og så har vi pyntet op til jul - ligesom herlige Julie. Vi plejer at gøre det omkring første søndag i advent hos os, men... tja! Og i dag fandt jeg min yndlingsjuledims, badeforhænget, som konen fandt i en amerikansk webshop for et par år siden.



Sønnike eeelsker julepynt. Han har faktisk snakket om det siden sommer, så det kommer ikke bag på ham, at det nu er alle vegne, og han hjalp da også med at sætte det op.

(...) Jeg slår lige det finske tastatur fra igen (pølsefingre!) og ønsker dig en lækker dag/nat/ballontur afhængig af, hvornår du læser dette, og så tror jeg faktisk, jeg vil begynde at glæde mig til at tage på arbejde på mandag. Det er da luksus at kunne finde sådan en følelse frem.

* * *