Selv om man er god til at lægge puslespil, kan det store universelle, 4-dimensionelle motiv godt nok være svært at gennemskue, fordi brikkerne kan vende på flere måder og alligevel passes ind i helheden. Det giver ingen mening, men hvem siger, at det er meningen, at vi skal kende meningen!
Jeg arbejder på at rydde ud i de ting, der er med til at skabe "Error 570 Information Overload", og jeg fornemmer, at det hjælper.
- Er der tale om en placebo-effekt?
- Er det kosmos, der tilfældigvis nu er ved at få overtaget ved hjælp af [indsæt selv svævemde forklaring badet i lilla dis] ?
- Er det en fugl?
- Er det et fl... nej, formentlig ikke
Jeg ved det ikke, men vi siger bare, at det hovedsageligt skyldes mit eget fokus på sagen. Det er nemmere at forholde sig til.
I mellemtiden kan jeg glæde mig over, at min kone fortsat er smuk og at Sønnike gerne vil have børn fra børnehaven med hjem. I efteråret havde han sin første play date. Den anden dreng havde i samme anledning også SIN første play date, og siden har de besøgt hinanden nogle gange, og nu er ønsket om andre, navngivne legekammerater fra børnehaven begyndt at melde sig.
Kan I huske, da vi var børn? Dengang lavede man sgu ikke play dates. Man gik ud på vejen eller over på fodboldbanen og fandt nogen at lege med. Nemlig! Hvad er grunden til, at børn ikke kan dét længere? Er forældrene unødigt pylrede, eller er der større usikkerhed forbundet med at færdes frit nu til dags? Vi er i hvert fald mere pylrede end vores forældre (var dengang), men noget af det er måske nok kørt lidt for meget op af medierne. Er det reelt flere børnelokkere, blottere og båthoveder end for 30 år siden?
Sikkert ikke. Okay, nu er han jo heller ikke fyldt fire endnu. Da jeg var fire, tror jeg bare, jeg var derhjemme, når jeg ikke var i børnehave. CHOK, chok, hok ok ok... (forstår man ekko-effekten à la Harske Hubbi?)
Ja, sådan var livet så enkelt dengang. Der var ikke nogen, der tænkte i sociale kompetencer og handlingsplaner. Vi klarer os da meget godt, ikke?
