- eller er jeg?
Fra den første dag i dagplejen har vi været vant til, at der
var fuld fokus på vores søn i de minutter, det tog at aflevere ham om morgenen.
Og i en vis grad igen om eftermiddagen. Det er der tid til, når der kun er fire
børn per voksen, og mens de er så små, er det jo også en fordel, hvis de
hurtigt knytter tætte bånd til dagplejeren.
Når man kommer i børnehave, er situationen i sagens natur en
anden. De første dage var der på samme måde næsten fuld fokus på Sønnike, og
selv om det er en stille og rolig børnehave, han er havnet i, vil der jo altid
være mere for den enkelte pædagog at se til. Omvæltningen er jo klart størst
for Sønnike, men jeg har da lige skullet bearbejde dét, at jeg en dag oplevede at
måtte efterlade ham midt på gulvet - helt alene i verden, fordi der var noget i
rummet ved siden af, som krævede personalets akutte opmærksomhed. Jeg forsøgte at trække tiden, indtil de
vendte tilbage, men jeg syntes heller ikke, jeg ville trække det i langdrag.
Redet på målstregen
Det var én af de første uger i børnehaven, hvor han stadig
var lidt betuttet om morgenen, så det var en stor lettelse, at samtidig med at
jeg trådte ud ad døren, kom hans pædagog springende og tog ham op, og de
vinkede, hvorefter hans gråd formentlig stoppede. Py-ha! Jeg kunne tage på
arbejde med lidt mere ro i sindet.
Tja… det er jo sundt nok at lære, at der ikke hvert eneste
sekund bliver pylret om én, men det var bare sådan en detalje, jeg ikke havde
tænkt over på forhånd. I virkeligheden er der vel mange voksne, der stadig ikke
har bemærket det. Altså, at de ikke er de eneste, der betyder noget.
Som i gamle dage
Heldigvis er det gået op for de fleste, men hvem kan helt
ærligt sige sig fri for – fra tid til anden – at blive forarget eller irriteret
eller føle sig snydt eller dårligt behandlet, fordi det ikke lige gik, som vi
ønskede det, eller fordi en anden fik mere end os. Det sker da hele tiden i trafikken,
på sygehuset og på jobbet. De små situationer lurer alle vegne. På sidelinjen,
når træneren skælder for meget ud på éns søn eller ikke giver ham spilletid og
hvis en tyndbenet klage over et produkt eller en rejse ikke bliver taget helt
alvorligt.
O ja, den gode gammeldags service med respekt for kunden som
konge. Så pyt med at samme kunde på vej ind i butikken var ved vælte en
intetanende medtrafikant og lige smuttede ind foran i køen ved kassen. Det var
jo bare forhindringer på vej mod den gooode gammeldags service (som rent
faktisk findes, hvis man er heldig)
Når man får børn (ja, dén indledning hader man at høre, når man ikke selv har børn) får man endnu et hint om, at man ikke selv er den vigtigste. Helt naturligt overtager barnet i høj grad dét privilegium. I hvert fald derhjemme. Ude i verden begynder det så åbenbart langsomt at ændre sig, når man kommer i børnehave. Sådan er det, og sådan skal det vel også være.
* * *
Følg med via
http://facebook.com/RetroLiker.blog
http://twitter.com/RetroLiker
