Om glæden ved at give og modtage gaver
Jeg kan se det for mig: Jeg sidder med
en pakke. Den har en mærkelig facon, er pakket grimt ind og jeg har
ingen anelse om hvad, der er indeni. Sønnike følger
forventningsfuld med. Åh ja! De hjemmelavede gaver! Det varer ikke
længe før, de begynder at vælte ind.
Han kommer allerede hjem med lidt
forskellige ting, han har ”lavet”. Til jul er de pakket ind og
kommer under træet. Det er helt fint, og det er hyggeligt at få
lidt af hans hverdag til at stå på hylderne. Sønnike har
selvfølgelig helt styr på, hvad han har lavet og sammen med hvem.
Jeg kan huske første gang, han havde en tegning med hjem. Han var
lige begyndt at tale i små sætninger, så det var dobbelt
bevægende, da vi kom ind i entreen og han løb ind til sin mor og
råbte: ”Se her, mor!”
Varenummer 55474-2
Lad det være sagt: Gaver er ikke min
store passion. De er ofte udtryk for et tilfældigt valg fra en nøje
specificeret ønskeseddel, fordi sådan er vi danskere blevet så
krævende. Vi ønsker os ikke bare en trøje eller en plæneklipper –
det skal være et bestemt mærke, en særlig model og helst i
yndlingsfarven. En landsdækkende isenkramkæde var med til at skabe
danne trend, da den indførte sine ønskelister med varenummer og det
hele.
Det er ikke fordi, jeg så hellere vil
overraskes. Pu-ha, tænk hvis man ikke kan leve op til giverens
begejstring over et køb gjort med særlig omtanke! Her er det,
sønnike kommer ind i billedet, for jeg kan godt huske noget af det,
jeg slæbte med hjem med fra formningstimerne. Uanset hvor meget omhu
og kærlighed, der er lagt i en klump ler, der er formet og malet og
brændt, finder den næppe praktisk anvendelse i et moderne hjem; den
har jo ikke noget varenummer.
Giverens glæde
Anderledes bliver det måske, når han
når til sløjd-timerne, hvor der trods alt er tale om mere maskuline
materialer forarbejdet med mere maskuline redskaber. Sådan erindrer
jeg det i hvert fald fra min egen barndom. Der er faktisk ting, som
stadig er i brug efter 25 år.
Hvorom alting er, de hjemmelavede
effekter er ikke til at komme uden om, og jeg må minde mig selv om,
at giverens glæde ofte er lige så vigtig som modtagerens. Nu har
jeg ikke hang til tobak, men når jeg om nogle år sidder med et
farvestrålende askebæger i ler, finder jeg sgu nok helt naturligt
entusiasmen frem: ”Nej, hvor er det flot, skat!”
