Vi er et rigtigt julehjem. Et luftigt forsøg på at udregne sandsynligheden for, at Sønnike i sine første leverår skulle gå i modsat retning giver resultatet 1:95,5. Det vil sige en omtrentlig sandsynlighed på 1% for, at han - inden vi når juleferien - flår jule-LP'erne ud af skabet og giver dem en omgang med juliennejernet for derefter at pille huerne af alle nisserne og sætte ild til juletræet (efter at han trods alt har spist alle småkagerne og det meste af konfekten).
Heldigvis hører han til gruppen af juleramte unger. Han oplever lige nu den første jul, hvor han rent faktisk forstår lidt af det hele, og han deltager med stor entusiasme i småkagebagning og har en fest med alt det magiske - som nissen, der sidder et nyt sted hver dag (Thx, Linnea) og gaverne, der på mystisk vis en gang imellem havner i hans julesok.
Hver - hver - morgen er hans første sætning: "Hvad for en dag er det i dag". Når vi søvndrukkent har svaret, drøner han ind i stuen. Lidt efter kan vi høre hurtige trin, der nærmer sig soveværelset, mens han råber noget i retning af: "Nu har jeg fundet nummer 22!!! Vil I hjælpe med at åbne lågen?"
Selvfølgelig har julemanden været på besøg i børnehaven, og Sønnike har lavet en julegave til os derhenne.
Og der har været bedsteforældredag i børnehaven med luciaoptog.
Og lyskæder i haverne.
Og juletræspyntning.
Og...
Hvis man i sin voksne tilværelse til tider har svært ved at finde sin indre nisse, får julestemningen godt nok et løft med sådan en lille fyr rendende rundt med nissehue både herhjemme og i børnehaven. Så kan man godt en gang imellem glemme at julen er iscenesat og overkommercialiseret, for nu bliver der hygget på en helt anden måde, selv om der også er dage, hvor jeg ikke orker, fordi der er pissetravlt på arbejdet og jeg kæmper med en eller anden vintervirus, der tror, den er en forkølelse.
Juleaften ender denne gang med at være et lille selskab på i alt fem deltagere herhjemme. Det gør ikke noget, for han er trods alt ikke gammel nok til at holde sig længe vågen, så det bliver sikkert let at putte ham (sagde han og fortrød). Så tager vi revanche med en samlet familiejulefrokost anden juledag, hvor vi endda får en gæst helt ovre fra dét dèr Amerika. Lørdag var jeg ude at handle ind til tirsdag og torsdagssammenkomsterne. Det tog sin tid. Jeg valgte at slendre rundt mellem mine ærinder og brugte således en lang formiddag på det, men så fik jeg det også, som jeg ville have det.
Således klar til jul og med en klar forventning om, at det bliver snevejr til eftermiddag vil jeg ønske dig en rigtig glædelig jul. Jeg håber, du vil læse med i det nye år. Jeg synes i hvert fald, det er hyggeligt, så jeg bliver ved.
Husk, at du kan følge med her:
