mandag den 29. juli 2013

Tryghed


I en stor og voldsom verden er det rart at vide, at man bare kan stikke hånden i vejret, så er der nogen, der tager om den.


Vi skulle til fødselsdag (det er faktisk ret udbredt i vores del af verden), og for at give Sønnike en ekstra oplevelse, besluttede vi, at han skulle have sin første togtur på vej til sammenkomsten. Min kone skulle ledsage ham på skinner, mens jeg vinkede farvel på den lokale station for straks at drøne mod syd ad motorvejen og tage imod på stationen i nabobyen. Hyggeligt, såmænd!

Da vi havde parkeret på banegården for at de kunne stå på toget, begav han sig med stor entusiasme hen mod banegårdsbygningen. De små ben bragte ham hurtigt i front, så han kunne nå hen at se på de automatiske døre. Han eeelsker døre, der åbner eller lukker selv.

Jeg ved, du er der
Og han blev ikke skuffet, for de åbnede og lukkede skam selv. Vi indhentede han langsomt, men han ænsede ikke andet end dørene. Pludselig og uden varsel stak han højre arm op og skråt bagud uden at fjerne blikket fra indgangspartiet.

Se lige situationen for dig et øjeblik!

Findes der større tillidserklæring? Uagtet at han var løbet i forvejen, gjorde han sig ingen overvejelser eller kiggede efter, om vi nu var med. Han stak bare næven i vejret i sikker forvisning om, at der var en hånd at tage fat i. Så bliver man sgu lidt rørt.

Det er dén tryghed, de fleste menneske har brug for; at der er nogen, til at gribe én, hvis man falder – eller bare nogen til at holde øje med, om man nu klarer sig. Om denne ”nogen” så er en forælder, ven, klasselærer, vejleder, ægtefælle eller Gud er vel ligegyldigt – det går ud på det samme. Kan man give sit barn dén skudsikre fornemmelse af, at man altid er der, er man vist kommet ret langt i den fælles gerning som forældre.

Krisetider?
Men det skal da ikke stoppe dèr. Som forældre skal vi have trygheden for øje i forhold til vores børn, ligesom vi som enkeltindivider skal vi have det samme for øje med de voksne, der blindt regner med vores støtte, men det samme skal jo politikerne i forhold til de befolkningsgrupper, der regner med deres støtte. Jeg misunder på ingen måde dem, der sidder i byråd, regionalråd og folketing og jonglerer med budgetter, for selv om en politiker har et nøje fornuleret verdensbillede, har pengene bare mere magt end ideologier i et samfund hvor indbyggerne vil have det dobbelte til den halve pris – både i Føtex, hos Borgerservice og på sygehuset. Men så bliver krisen da bare brugt som undskyldning for konstante nedskæringer.

Jeg tror, det som handikappet, arbejdsløs eller gammel er svært at se det rimelige i, at krisen og "tiderne" altid går ud over dem.

En politisk karriere må være noget af en balanceakt, hvor man konstant skal fokusere på de positive ting, man har opnået, samtidig med at man må leve med alt dét, der gik galt (ingen sarkasme!). Mon ikke man kan sammefatte det således, at man som politiker skal kunne se glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tømt? Ellers må det være svært at holde gejsten.

Jeg er godt tilfreds med bare at være far.

* * *

http://twitter.com/RetroLiker
http://facebook.com/RetroLiker.blog