Vi har kun dét, du kan se

Hvilken reaktion forventer du, når du beder om noget?

Jeg har den holdning, at hvis man går ind til en slagter og beder om en bestemt udskæring, så er der som udgangspunkt kun to mulige reaktioner:

• S'gerne! Pakke ind. Pris. Farvel og tak!
• S'gerne, jeg går lige ud og skærer den ud til dig. Pakke ind. Pris. Farvel og tak!

Måske er jeg gammeldags (slet selv det forkerte ord i dén sætning!), men jeg har det meget svært med en slagter, der siger: "Hvis du ikke kan se det, har vi det ikke." Så er der tale om, hvad jeg kalder et slagterudsalg og ikke en slagterbutik - ligesom et apoteksudsalg, der har et begrænset udvalg. (At konventionelle slagtedyr er et helt apotek i sig selv, er så en helt anden historie)

Derfor skal man selvfølgelig kun gå hen, hvor man regner med at få dét svar, man ønsker.

På samme måde med frasen "Hvordan går det?" Jeg ved det, det er en klassiker, men jeg nævner det alligevel, for jeg er begyndt at tænke over, hvordan jeg i forhold til dette spørgsmål gebærder mig både som spørger og adspurgte. Hvis folk tøver, når de svarer, kan det godt være, at de ikke vil tale om det, men jeg kan da godt finde på, at spørge yderligere til det, hvis jeg fornemmer, at de ikke har det godt. Det kunne jo også være, at de gerne vil tale om det. Er situationen dén, at jeg faktisk ikke lige er i humør eller har tid til at høre, hvordan folk har det, eller hvis jeg i virkeligheden bare skal hilse på folk - hvilket jo som regel er tilfældet, når man siger "Hvordan går det" - bruger jeg helt andre formuleringer: "Er du frisk?", "Har du husket madpakken?" eller andet, der tydeligvis bare en ment som et "Dav" eller "Godmorgen". Det er måske ikke så let, hvis man møder folk i Brugsen, men så kan man jo nøjes med at hilse og så gå videre. Jeg stopper sjældent op af pligt.

Jeg kommer da også til at spørge til folk velbefindende i tilfælde, hvor jeg måske ikke forventer en decideret samtale, men jeg synes egentlig, det er godt at være opmærksom på, hvordan man hilser på folk.

Som adspurgt kan jeg godt finde på at tage spørgsmålet alvorligt, hvis jeg møder én, jeg synes, jeg kan tale privat med; både fordi man ligesågodt kan være åben omkring, hvordan man nu har det, og ubevidst nok også fordi, jeg synes man skal værne om vores sprog og betydningen af de ord og udtryk, vi slynger om os. 

Overraskende reaktioner på spørgsmål får man selvfølgelig altid, når man taler med børn. Sønnike og jeg legede forleden med hans skumgummiterminger. Jeg slog en toer og en femmer, og da han havde identificeret dem som en toer og en femmer, spurgte jeg:; "Hvor mange er der, hvis du lægger dem sammen", hvorpå han flyttede den ene hen til den anden - altså lagde dem sammen #ordspil (Nej, nu begynder jeg at skrive hashtags i almindelig tekst. Helt ærligt...)

Forleden legede vi Føtex. Han har et lille kasseapparat, som vi tit leger med. Legen hedder godt nok Føtex, men den er nu ofte noget med, at vi beder om noget, og så henter han det gammel købmand-style. Han har nogle stofgrøntsager, som ofte bliver brugt i legen. Han ved, hvad der er i butikken, så han finder altid dét, vi vil købe. Da jeg denne dag bad om tomater, svarede han: "Jeg kan ikke se nogen tomater."

Hmm... "Hvis du ikke kan se det, har vi det ikke." Han bliver aldrig rigtig slager.

* * *

Husk, at du også kan følge denne blog via 
Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker