tirsdag den 20. august 2013

Forventningsafstemning


Er Carpark North fede? Og ”ser” du Medina pga. musikken eller den gennemsigtige top? Dét, som den ene anser for højdepunktet, er bare garniture for den anden.

Du kender det. Du skal til et koncert-festival-musik-danse-synge-skrige-i-hysterisk-ekstase-arrangement med din bedre halvdel. Sådan ét med en lang liste af navne, der skal sørge for, at DU dukker op for at købe pølser og kildevand til overpris (skidt, billetten var jo billig!). I glæder jer, men ikke nødvendigvis helt til det samme, vel?

Det gør ikke noget, for dagen bliver jo skidegod alligevel. Det accepterer vi, og vi sætter egentlig ikke spørgsmålstegn ved det.

Kig nu!
I sidste uge var vi i Legoland med Sønnike. Fantastisk! Magen til entusiasme og energi skal man lede længe efter, for det var hans første besøg i parken, og vi tog maaange ture i blå, gule, grønne og røde toge, biler, både og fly. Når vi sådan kørte rundt var vi - udover at knipse flittigt løs med spejlrefleks, telefon og videokamera, for tænk, hvis nu vi skulle glemme dagen - enormt optagede af hele tiden at pege og vise ham alt dét, vi kørte forbi, og ”Se, der står mor!” og ”Er det sjovt?”

I løbet af dagen bibeholdt han hele tiden sin begejstring, men vi fandt ud af at holde igen med alle vores kommentarer, for han kiggede egentlig ikke rigtig efter de ting, vi pegede på men sad til tider og stenede og nød de vuggende bevægelser. (Min tolkning!) Det betød ikke, at han ikke gad mere, for straks en tur var ovre, ville han op igen. Han nød bare turen i sig selv.

Det gjorde heller ikke noget, for dagen blev jo skidegod alligevel. Vi accepterede det, selv om vi måske først satte spørgsmålstegn ved det.

Hvad er godt vejr?
Det er lidt sjovt, at selv om man har klare forventninger til, hvad der fænger hos sådan en barn, er det ofte noget helt andet, måske endda en detalje, man selv ikke ville have lagt mærke til, der løber med sejren. Desuden er alle oplevelser jo et spørgsmål om fortolkning og individuel vurdering. En dag først på måneden, da vi sad over aftensmaden), bragte vi det gamle argument med vejret til torvs: ”Ved du hvad sker, hvis du spiser op? Så bliver det godt vejr i morgen”. Svaret fra Sønnike: ”Sne!”

Det gjorde heller ikke noget, for dagen blev skidegod alligevel, og vi opgav at sætte spørgsmålstegn ved det.

Han spiste for resten ikke op, så vi slap for at skovle sne næste dag i sommervarmen.

* * *
Husk, at du også kan følge denne blog via 
Facebook.com/RetroLiker.blog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar