Må jeg gå i sten?

"Tak for mad, må jeg gå i bad?" Denne lille frase er blevet fast bestanddel af aftensmadsritualet her i huset. Sønnike siger den med høj og klar røst og med voldsomt og rytmisk tryk på de fire vigtigste ord: TAK for MAD, må jeg GÅ i BAD? Hører du til min generation fik du måske en trang til at fortsætte med "Gu' må du ej, du må gå din vej" Det rytmiske sammenfald med "Av goddaw-remsen er ikke til at overse. (man ser for sig en 70'er-pædagog uden bh sidde i sin brune rullekravebluse og klappe rytmen til remsen. Eller måske slå med et slaginstrument af træ eller en bongotromme).

Jeg aner ikke, hvor han har rimet fra; måske har han selv lavet det. Nu er han også begyndt at variere det og fjolle med det. Han bytter simpelthen det sidste ord ud med et andet. Der kommer en lang række af skøre spørgsmål som "Tak for mad! Må jeg gå i dæk?" Eller "i mors mave". Alle mulige sære påhit. Det er ikke alene ufattelig underholdende men også et fantastisk bevis på dén kreativitet, sådan nogle tumlinger er i besiddelse af.

Vi griner ad og med ham, og dét opildner ham selvfølgelig til at blive ved. Heldigvis! Entusiasmen lyser ud af ham. Udover at være i centrum (altid et hit), er der næppe nogen tvivl om, at han nyder at finde på; nu er det ikke kun far og mor, der kan fjolle rigtigt med sproget.

Det er bare så livsbekræftende, og forhåbentlig kan han holde fast i sit legende jeg længe nok til at kunne få glæde af det som voksen.

Børn skal have lov at være børn længe. Det er sikkert alt for store tanker at gøre sig allerede nu, men det piner mig at tænke på i hvor tidlig en alder barndommen reelt hører op nu til dags. Den i mange henseender sorgløse barndom en del børn førhen havde helt op til 10-12 års-alderen, er det vist ikke mange forundt at nyde længere. Eller er det mig, der maler Fanden på væggen med en kradsbørstig oliemaling?

Selv synes jeg, at jeg har bevaret noget af mit legende jeg trods mange små perioder med alt for mange grå skyer på min indre himmel, hvor jeg ikke kan lade være med at udtrykke en længsel efter hin sorgløshed.

Ak ja! Jeg ville gerne advare Sønnike mod at blive voksen. Nyd i hvert fald din barndom så længe som muligt, skat!

Husk, at du også  kan følge denne blog via
Facebook.com/RetroLiker.blog

Twitter.com/RetroLiker